Ekko: Her er Guldpalmevinderen (forhåbentlig)

Juryer er kronisk uberegnelige.

Det er en lille gruppe mennesker, der går rundt i deres egen lukkede cirkel i en uge eller mere og finder frem til en fælles holdning. Så meget spiller ind, som ikke har noget som helst med filmene at gøre.

Hvordan er kemien i gruppen? Hvem tager lederskabet, og hvem følger efter? Er det laveste fællesnævner?

Læg dertil, at man som jurymedlem gerne vil vise, at man er noget særligt. Og derfor leder efter film, der stikker så meget ud, at ingen havde set det komme. Man vil gerne demonstrere, at man er klog og original, og derfor falder valget ofte på mere excentriske film. Som da Tim Burtons jury i 2010 foretrak thailandske Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives på bekostning af Lee Chang-dongs mesterværk Poetry.

Endnu værre er det, når jurymedlemmer har en særlig dagsorden, som man gerne vil slå til lyd for.

Som da juryformand Sean Penn i 2008 gennemtrumfede valget af Laurent Cantets Klassen, fordi han gerne ville understrege, hvor vigtigt undervisning er for menneskehedens fremtid. For ham skal filmkunsten tydeligvis tjene et højere formål, og derfor gik Matteo Garrones dystre mafiafilm Gomorrah glip af Guldpalmen.

I 2016 levede Penn selv op til sin ideologi, da han som instruktør stod bag den absurd patetiske nødhjælpsfilm The Last Face. Filmen sank til bunds som en sten i det øjeblik, den var blevet vist på festivalen, og siden da har der været stille om Penns instruktørkarriere.

Pletskud og forbiere
Jeg har dækket Cannes-festivalen siden 2007, hvor jeg forudså Cristian Mungius Guldpalmevinder Fire måneder, tre uger og to dage.

Det samme gjorde jeg fire ud af de følgende seks år (Det hvide bånd, The Tree of Life, Amour og Adèles liv), men i de seneste fire år har jeg været lodret uenig i Guldpalmevalget.

Helt galt gik det i 2016, hvor George Miller og hans uhumoristiske jury med blandt andre Mads Mikkelsen og vrøvlehovedet Donald Sutherland totalt overså Min far Toni Erdmann, selv om man for en gangs skyld kunne have givet palmen til en komedie og oven i købet for første gang i historien kunne have bragt en kvinde (Maren Ade) alene øverst på podiet i Sydfrankrig.

En kvindelig Guldpalmevinder er en brandvarm dagsorden i år, hvor juryforkvinden Cate Blanchett selv har markeret sig stærkt i ligestillingssagen. På forhånd blev Les filles du soleil udråbt til favorit, fordi krigsfilmen er instrueret af en fransk kvinde, og fordi den handler om en gruppe kvinder, der heroisk tager kampen op med Isis’ afstumpede mørkemænd.

Filmen er imidlertid en af de dårligst anmeldte på festivalen, så de to andre kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen, italienske Alice Rohrwacher (Lazzaro felice) og libanesiske Nadine Labaki (Capharnaüm), må anses for at have en større chance.

Især Capharnaüm har gode odds ifølge bookmakerne. Med sin historie om en tolvårig dreng, der – svigtet af sin familie og uden en krone på lommen – forsøger at overleve i storbyen alene med en fremmed baby, taler filmen direkte til hjertet, men mindre til intellektet og ikke just fornyer filmkunsten.

De syv bedste film
I erkendelse af, at det er umuligt at forudsige juryens forskellige dagsordener og idiosynkrasier – selv har Blanchett sagt, at man udelukkende vil foretage et kunstnerisk valg, men lad os nu se! – har jeg i år valgt at droppe gætterierne om, hvem der vinder.

Det følgende er altså udelukkende, hvad jeg synes bør vinde, og jeg tør kun love én ting: Det kommer til at gå anderledes i aften!

Der skal uddeles syv priser, og det ligger i luften, at man skal forsøge at belønne syv forskelige film. Cannes har også indført en regel om, at guldpalmevinderen ikke samtidig kan vinde skuespilpriser.

Så typisk vil juryen først blive enige om de syv bedste film. Derefter fordeles priserne imellem filmene. Det er noget af et puslespil at få til at gå op, og det har unægtelig et vist element af tilfældighed over sig. Dog er der en rangering, idet Grand Prix er andenpladsen efter Guldpalmen, mens instruktørprisen er tredjepladsen.

Jeg har godt kunnet lide iranske Jafar Panahis politiske roadmovie Three Faces, Nuri Bilge Ceylans tyrkiske temperaturmåling The Wild Pear Tree og det insisterende franske arbejdskampsdrama En guerre, men i sidste ende måtte jeg vælge dem fra. De syv bedste film, jeg har set i hovedkonkurrence, er: Burning, Shoplifters, Lazzaro felice, Dogman, Cold War, Leto og Blackkklansman.

Fordelingen af priser er som følger.

Guldpalme: Burning

63-årige Lee Chang-dong blev som sagt snydt for Guldpalmen i 2010, men det er ikke derfor, at han skal have Guldpalmen i år. Det skal han simpelthen, fordi Burning er festivalen store mesterværk, der både taler til intellektet og følelserne, er en exceptionel filmisk oplevelse og bliver ved med at rumstere i ens tanker.

Unge Jongsu forelsker sig i friske Haemi, men efter et ophold i Afrika har hun indledt et forhold til den mystiske og rige Ben. Der er en Jules og Jim-stemning over scenerne med de tre, men pludselig forsvinder Haemi, og filmen tager en mere thrilleragtig drejning.

Det geniale er dog, hvordan Lee Chang-dong og hans medmanusforfatter Oh Jung-mi forener kærlighedsdramaet med Jongsus egne lig i lasten. Hans mor forlod ham og faren på grund af farens voldsomme temperament, og Jongsu har ikke set moren i seksten år, mens faren i dag sidder i fængsel for et voldeligt overfald.

Arbejderknægten Jongsu har en indre vrede, som han ikke ved, hvor han skal rette hen. Han har svært ved at finde hoved og hale i den moderne verden, og i mødet med Haemi øjner han en vej ud af sin eneboertilværelse, men det kan lige så vel vise sig at være den ultimative afgrund. Hvor er hun henne? Eksisterer hendes kat? Og hvem er Ben egentlig?

Burning er fyldt med uforglemmeligt poetiske sekvenser. Alene Haemis dans mod nattehimlen er hele filmen værd. Og Lee Chang-dong har med sin kloge historie fat i selve filmmediets karakter af at være et skyggespil: Vi bliver forført af noget, som i en vis forstand ikke eksisterer. Et tema, der leder tankerne hen på den mystiske skønhed i Antonionis mesterværk Blow Up fra 1966.

Grand Prix: Shoplifters

Familien er en institution, som er under kraftigt angreb i det moderne liv, men alligevel holder vi fast i blodets bånd, som var det en anden helligdom.

Japanske Hirokazu Kore-eda udfordrer i sine film vores traditionelle forestilling om, hvad en familie kan være, og i Shoplifters er han i absolut topform.

Det er historien om en fattig familie af butikstyve: Far, mor, to børn og en bedstemor. De finder et tredje barn, og vi oplever deres hverdagsliv og tyverier. Men efterhånden går det op for os, at ingen af dem er i familie med hinanden. På det tidspunkt har vi imidlertid overgivet os, fordi de elsker hinanden i lige så høj grad som ægte familiemedlemmer. Det er meget rørende og tankevækkende.

Faren spilles af charmetrolden Franky Lily, som også var uforglemmelig i Kore-edas Min søns familie, og slutningen er en af dem, der vil stå tilbage efter årets festival.

Instruktør: Alice Rohrwacher

Alice Rohrwacher trådte i 2014 ind på filmkunstens verdensscene med Miraklerne, der skildrer en biavlerfamilies liv med tilførsel af et magisk element.

I opfølgeren Lazzaro felice – altså ”Glad som Lazzaro” – går hun et skridt videre med en hovedkarakter, der ikke er gjort af kød og blod, men er en slags helgen. Jeg har det ligesom redaktøren af Sight & Sound, at jeg ikke er glad for film med hellige fjolser, men Rohrwachers forunderlige blanding af socialrealisme, politisk indignation og magisk realisme er i store dele af filmen vellykket.

Første del foregår i 1980’erne og handler om udbytningen af fattige bønder. En af dem er hovedpersonen Lazzaro, en uselvisk og offervillig karl. I anden del, hvor vi er sprunget frem til nutiden, har familien måttet drage til storbyen, hvor de lever i armod som udstødte. Lazzaro dukker op uden at være ældet og stadigvæk evigt glad, men tragisk nok er folk ikke i stand til at se hans potentiale.

Mandlig skuespiller: Marcello Fonte

Efter udflugter i magisk realisme med Reality og decideret fantasy i Tale of Tales er italienske Matteo Garrone med Dogman tilbage i den benhårde realisme, som han med Gomorrah beviste, at han behersker bedre end de fleste.

Midt i den fattige og forfaldne forstad finder vi Marcello, et helt igennem godt menneske, der har en lille hundebutik og en datter, som er hans et og alt. Marcello Fonte er forrygende som hundeelskeren, der gerne vil være venner med alle, men hvis venskab med narkomanen og psykopaten Simone bliver fatalt.

Begivenhederne gør, at Marcello må en tur i fængsel, og Marcello Fonte viser overbevisende, at fængslet har hærdet ham og gjort ham til et andet menneske. Det leder op til det endelige opgør, som er noget af det mest barske og nervepirrende på årets festival. Takket være Marcello Fontes gribende menneskelighed undgår Dogman at ende som en nihilistisk voldøvelse. Tværtimod må filmen regnes for en af Garrones bedste.

Kvindelig skuespiller: Joanna Kulig

Pawel Pawlikowski brød for tre-fire år siden stort igennem med Ida uden hjælp fra en af de store europæiske festivaler. Nu har Cannes fået øjnene op for den polske instruktør, og med Cold War viser Pawlikowski, at han definitivt hører hjemme på verdens førende festival.

Gennem to menneskers on-and-off-forhold over femten år skildres livet under den kolde krig, der greb langt ind i intimsfæren og ødelagde menneskers personlige lykke. Hovedpersonerne er henholdsvis en komponist og en sanger/danser, og musikken spiller derfor en afgørende rolle, når forskellen mellem øst og vest udfoldes.

Filmen er inspireret af Pawlikowskis egne forældre, og man mærker, at det er et meget personligt værk. Stilen er ligesom i Ida krystalklare sort-hvide billeder i det smalle 4:3-format.

Det er næsten hip som hap, hvilken pris den får – bare den får én pris! Jeg har valgt prisen for bedste kvindelige skuespiller, som går til Joanna Kulig, der overbevisende inkarnerer den tvivlrådige Zula, som er splittet imellem sit polske hjemland og kærligheden i Paris, hvor Wiktor flygter til. I modsætning til sin elskede befinder hun sig faktisk ganske godt i det kommunistiske Polen, hvor hun behersker sproget og har bedre muligheder for en karriere.

Juryens pris: Leto

Hvis man som mig selv har været ung i 80’erne, er der megen gensynsglæde i Leto, selv om den handler om musikmiljøet i Leningrad. Viktor Tsoi, hans idol Mike og dennes smukke kone Natasha er inspireret af Vestens rockmusik, ikke mindst Bowie og Led Zeppelin. Vi oplever deres fester, musikalske skaben og indbyrdes konflikter, som både er kunstneriske og personlige.

Det er en universel film om at være ung, om at kunne elske et andet menneske end sig selv og om at finde sin hylde i tilværelsen. Men det er naturligvis også en film om et undertrykkende regime, hvor eksalteret begejstring var strengt forbudt. Under koncerterne havde de unge bare at sidde pænt på stolene, og myndighederne var klar til at slå ned på den mindste løssluppenhed.

Jerntæppet tilfører den smukt fotograferede, sort-hvide film en ekstra dimension. Ligesom de unge gjorde oprør mod systemet, giver filmen fingeren til god smag og leger indimellem med fiktionen og billederne, blandt andet med tegneserieagtige effekter. Leto er fyldt med fandenivoldsk energi, men den har også en melankolsk undertone, som kommer op til overfladen, da slutteksterne meddeler, at to af hovedpersonerne døde unge i den autentiske historie, som filmen øjensynligt er baseret på.

Manuskript: BlacKkKlansman

Amerikanske Spike Lee skiller sig temmelig meget ud på Cannes-festivalen. De fleste instruktører er lidt forsagte typer, der helst ikke analyserer deres egne film og i hvert fald ikke gider komme med bombastiske, politiske budskaber.

Lees BlacKkKlansman, velsagtens hans bedste siden gennembruddet i 80’erne med She’s Gotta Have It og Do the Right Thing, er et sønderrivende politisk budskab mod USA’s nuværende præsident, Donald Trump.

Med ofte lårklaskende humor binder filmen den utrolige, autentiske historie om en afroamerikansk betjent, der i 70’erne infiltrerede en afdeling af Ku Klux Klan, sammen med raceoptøjer i nutidens USA. Det er ikke helt lydefrit, og undervejs taber Spike Lee sin dramatiske krog i fortællingen om betjenten Ron Stallworth, der driver gæk med de dumme racister.

Men man er voldsomt godt underholdt og bliver endda indigneret rørt til sidst, hvor Lee krydsklipper med optagelser fra det racistisk motiverede angreb under en protest i Charlottesville, Virginia. Det fortjener en pris, og med festivalens morsomste replikker ville en manuskriptpris være godt givet ud til Spike Lee, som med egne ord i 1989 blev snydt for Guldpalmen, da Do the Right Thing blev forbigået til fordel for Sex, Lies, and Videotape.