Her er lakmusprøven på dit parforhold

”Der skete det sjoveste ved premieren i Göteborg, hvor jeg bor. En af mine venner havde taget et par, han kender med, og midt i filmen vendte pigen sig mod sin kæreste: ’Det er dig! Det er præcis sådan, du altid gør!’”

Ruben Östlund dasker mig på skulderen med håndryggen og peger ivrigt på væggen, som var den et biograflærred. Vi sidder ved et rektangulært bord på 1. sal i Grand Teatret og snakker om hans Force Majeure, der har dansk biografpremiere 11. december.

”Efter filmen gik de simpelthen i hver deres retning ud af biografen. Det gør mig glad at høre den slags. Et af målene med filmen er jo at hæve skilsmisseprocenten!”

Den svenske instruktør slår en latter op, men det er ikke kun for sjov.

”På sin vis mener jeg det alvorligt. Kernefamilien er en fundamental institution i vores samfund, og vi har ligesom bare vedtaget, at det er sådan, man bør leve sit liv. Ideologien bag bliver konstant reproduceret i amerikanske film, hvor familien normalt lever i fred og idyl og overvinder en trussel udefra. Selv aberne i Abernes planet lever som kernefamilier. Det er jo bizart!”

”Mange, mange mennesker er dybt ulykkelige i deres parforhold, men bliver hængende for at leve op til samfundets forventninger. Man kan jo bruge filmen som en lakmusprøve på forholdet. I stedet for at bruge ti-tyve år sammen, så gå ind og se min film og find ud af, om det holder,” siger han med et polisk tandsmil.

”Vidste du i øvrigt, at par, der ser romantiske komedier, oftere bliver skilt end andre? Det synes jeg er så sjovt.”

Iturevet glansbillede
Force Majeure har netop indkasseret fem velfortjente stjerner her i spalterne og er 40-årige Östlunds fjerde og bedste spillefilm til dato. Den rammer en tone mellem sorg og sort humor og er både et nuanceret, ømfindtligt familiedrama og en sylespids satire over et glansbillede, der bliver revet itu.

Glansbilledet, der helt bogstaveligt bliver knipset i filmens åbningsscene, forestiller Tomas og Ebba, et blankpoleret svensk par, der er som taget ud af et glittet Ikea-katalog: unge, forelskede, lækre, succesfulde – og på luksusskiferie i de franske alper i de fem dage, filmen strækker sig over.

På dag to sidder familien Ikea og spiser morgenmad på en mondæn bjergsiderestaurant, da en såkaldt ”kontrolleret lavine” pludselig vokser sig stor og vældig og buldrer sporenstregs mod restauranten uden at gøre mine til at stoppe.

Det viser sig at være falsk alarm. Selve lavinen err bremset planmæssigt længere oppe, og det er bare snestøvet, der tildænger restaurantens terrasse.

Men midt i panikken viser Tomas en side af sig selv, som chokerer Ebba og uigenkaldeligt forandrer deres forhold. Mens hun pr. instinkt griber fat i sine børn og forsøger at hjælpe dem i sikkerhed, redder Tomas sig selv og sin Iphone og bener af sted uden at se sig tilbage.

Myten om den mandlige helt
”Vi har gennemgået skibskatastroferne fra Titanic til Estonia, og tallene viser, at det er kvinderne og børnene, der dør, mens mændene overlever,” fortæller Ruben Östlund.

”Den fysiske styrke spiller selvfølgelig ind, men det handler også om en evne til pr. instinkt at efterlade alting bag sig og sætte sig selv og sin egen overlevelse øverst. Den har det mandlige køn i højere grad end kvinder.”

– Er den mandlige heroisme så en myte?

”Helt afgjort. Helten er den mest reproducerede mandekarakter i filmhistorien. Men når overlevelsesinstinktet træder i kraft, træder kulturen ud af kraft.”

– Men er det så rimeligt at dømme en mand på hans urinstinkt, sådan som Ebba gør med Tomas?

”Ikke i mine øjne. De fleste af os lever fredfyldte liv og har aldrig befundet os i en lignende situation, og vi forventer, at folk opfører sig ligesom på film. Men sådan er virkeligheden ikke. Folk vil gerne læse hans reaktion, som om han i dét splitsekund viser, hvem han virkelig er, nemlig en kujon. Men jeg mener ikke, man kan dømme nogen, der reagerer pr. instinkt.”

– Er seerne for hurtige til at frikende Ebba?

”Måske lidt. Hun gør jo i bund og grund det samme som Tomas ved lavinen, da hun senere i filmen skynder sig ud af en bus og efterlader sin familie.”

”Reaktionerne er interessante, for der er mange, som ikke mener, at det er det samme. Men lad os nu sige, at det var Tomas, der havde skyndt sig ud af bussen. Det havde været en helt anden situation. Kvinder har i vores samfund lov til at blive overmandet af deres følelser og til at fokusere på, hvordan de har det i en given situation, mens mænd forventes at være loyale over for noget større.”

”Publikum dømmer Tomas langt hårdere end hende, og måske skulle jeg have lavet scenen med bussen på en anden måde for at tydeliggøre hendes handlinger.”

Svært at gå til bekendelse
Ebba vælger at tage konflikten i selskab med parrets venner i nogle af de mest pinagtigt tåkrummende scener længe set. Det trænger Tomas op i en krog, og med sin maskulinitet på spil går han til modangreb og beklikker Ebbas udlægning.

– Kunne de have fortsat, som om ingenting var hændt, hvis han bare havde indrømmet og undskyldt sin opførsel?

”Det er jeg ikke sikker på. Jeg var inspireret af en vens historie. Han var i et sydamerikansk indkøbscenter med sin kæreste, da en mand pludselig kom ind og viftede med en pistol. Kæresten stod ret udsat i et prøverum, og han løb væk og kastede sig om bag kassen.”

”Bagefter var hun skuffet over ham, selvom han indrømmede, hvad der var sket. For hende var der sket et svigt, ligesom når nogen har været sin partner utro. Det skaber en flænge i forholdet – en force majeure i kontrakten mellem partnerne.”

”Det er også svært at gå til bekendelse, når man risikerer at tabe ansigt eller identitet. Tag kaptajnen på Costa Concordia og hans fjollede løgn om, at han var faldet ned i en redningsbåd, og at det var derfor, han var den første til at forlade skibet.”

Gråd uden poesi
På et tidspunkt kryber Tomas dog til korset. Efter at Ebba først gennemskuer hans krokodilletårer, taber han totalt selvbeherskelsen i en kaskade af tårer under et af filmhistoriens mest uhæmmede mandesammenbrud.

”Scenen faldt på plads, da jeg fandt på, at han skulle fake i starten og senere bryde totalt sammen. Flere af mine venner har siden indrømmet, at de også har faket gråd. Mænd oplever tit at stå i en situation, hvor de ville ønske, de kunne græde,” siger instruktøren.

”Normalt på film ser vi en enkelt tåre eller to trille ned ad kinden, og så skal vi få ondt af karakteren. Jeg ville have en gråd, som på ingen måder var poetisk, men som fik folk til at tænke: ’Hvad er det dog, han laver?’”

En af de ufrivillige tilskuere til Ebba og Tomas’ ægteskabelige konflikt hedder Charlotte. Hun er en ung mor, der lever i et åbent ægteskab og når at afprøve flere elskere i løbet af filmens fem dage. Med sin hedonisme og promiskuøse livsstil udfordrer hun Ebbas borgerlige moral.

På et tidspunkt vælger hun som den eneste at blive siddende i en bus, som verdens mest uduelige buschauffør forsøger at bugsere rundt om bjergets hårnålesving. Og Östlund har i andre interviews udtalt, at han ville have publikum til at ønske, at hun styrtede ud over skrænten.

– Hvad mener du med det?

”Det er sådan, det plejer at gå den type karakter i amerikanske film. Der bliver hun altid slået ihjel, fordi hun forstyrrer familiens orden og status quo. Men Charlotte er modelleret over min gode ven Kalle Boman, den svenske producer, så jeg har selvfølgelig ikke lyst til at slå hende – og ham – ihjel.”

”Mange finder Kalle Boman enormt provokerende, fordi han får folk til at stille spørgsmål ved ting, de normalt ikke stiller spørgsmål ved. De har været vant til at leve som døde fisk, der følger med strømmen – og her er der én, som svømmer imod strømmen.”

Gnider hænderne over ondskab
Ruben Östlund er en slags filmisk sociopsykolog med satirikerens hvasse fornemmelse for vrængbilleder, der kulegraver kulturelle koder og sociale dynamikker i tragikomikkens tågede grænseland.

Flere gange i løbet af interviewet henviser han til sociologisk forskning som rygdækning for sin film. Og det er også med forskerens distancerede blik, han betragter sine karakterer. Som forsøgspersoner.

”For mig er filmen et casestudie. Jeg vil hellere have, at folk kan relatere sig til dilemmaerne og konfliktens kompleksitet, end at de sympatiserer med karaktererne. Selv sidder jeg og gnider hænderne ved tanken om, hvor ond jeg vil være ved karaktererne.”

– Skal vi så slet ikke identificere os med karaktererne?

”Det er svært helt at undgå, fordi de lever på en måde, som næsten alle kender til. Hvis vi ikke selv har stiftet familie, så har vi været sønner eller døtre engang og oplevet vores forældres samliv og skænderier.”

”Jeg prøver at identificere mig med alle karaktererne, for jeg kunne sagtens opføre mig lige så latterligt som dem. Men for mig handler det om at skildre uden en moralsk pegefinger. Nogle gange får man mere ud af at være voyeuristisk og blot observere end at sympatisere med karaktererne.”

Det voyeuristiske element ytrer sig også på billedplan. Vi er tættere på karaktererne, både psykologisk og fysisk, end i Östlunds tidligere film, men de lange, dvælende kameraindstillinger går igen.

”Det giver et real time-aspekt, som kan fremhæve livets trivialiteter. Det trivielle og det dramatiske går altid hånd i hånd. Som lige før lavinen kommer, hvor datteren spørger, om der er noget parmesanost. Den replik var jeg glad for. Hvis vi havde klippet rundt i den scene, havde fornemmelsen af de skiftende stemninger i løbet af meget kort tid ikke været lige så stærk.”

”I en scene kommer de ned fra en stejl bakke i tæt tåge og udbryder: ’Vi klarede det!’ I en amerikansk film ville man klippe lige dér. Men jeg syntes, det var enormt sjovt at blive hængende i ekstra tyve sekunder og vente på trivialiteterne, for der kommer et tidspunkt, hvor man skal op at stå, børste sneen af og hente sine ski. Så kommer det heroiske ned på jorden.”

De mange optagelser
De ubrudte, ubevægelige totalbilleder er Ruben Östlunds visuelle varemærke. Særligt lavinescenen (målet var at lave filmhistoriens mest spektakulære lavinescene, har han udtalt) er imponerende i Force Majeure. Et andet Östlund-særkende er de mange optagelser, han laver af hver scene.

”Min rekord var 120 optagelser i Play (Östlunds seneste film, red.). Det er flere end Roy Andersson. Jeg har hørt, hans rekord er omkring de 100,” siger han om en af de instruktører, han ofte bliver sammenlignet med.

”Der er så mange logistiske udfordringer, når man laver film, at optagetiden begrænses. Vi rigger til med ét eller to kameraer og skyder sådan hele dagen. På den måde kan skuespillerne afprøve nogle ting, som de ikke havde kunnet i en normal produktion. De kan tage chancer og lave noget helt vildt. Som regel peaker vi sidst på dagen.”

”Når der kun er få optagelsertilbage, prøver jeg at skabe en stemning som før en vigtig fodboldkamp. ’Nu skal den virkelig sidde dér!’ Det gælder om at mobilisere energi og finde det rigtige spændingsniveau.”

Finder inspiration på YouTube
Som så mange andre svenske instruktører bliver Ruben Östlund tit sammenlignet med Ingmar Bergman og Roy Andersson. Én af de sammenligninger, han gerne selv vil være ved, er Michael Haneke – bare med humor.

Han har dog en helt anden og overraskende inspirationskilde, nemlig YouTube. Idéen til Force Majeure begyndte at foresvæve ham, da han nogle år siden så et lavineklip, og flere af filmens scener er direkte baseret på YouTube-klip (for eksempel worst male cry). Også den maniske Vivaldi-fortolkning, der bruges som vignet mellem hver af skiferiens fem dage, er fundet på YouTube.

– Er det bare tilfældige ting, du falder over og bliver inspireret af, eller researcher du aktivt på YouTube?

”Jeg bruger det aktivt. Jeg søger på en masse forskellige ting, og sommetider finder man noget enormt interessant. Har du set klippet taxi driver interview?”

Det er fra en gammel nyhedsudsendelse, hvor BBC på én eller anden måde fik forvekslet en tilfældig taxachauffør med en it-ekspert. I stedet for at gøre opmærksom på fejlen valgte taxachaufføren at spille rollen og svare så godt han kunne på værtens spørgsmål om moderne musikdistribution.

”Jeg har aldrig set en film, der så stærkt viser, hvordan vi tager bestemte roller på os og tilpasser os de givne forventninger.”

Borgerskabets diskrete charme
– Filmen hedder Turist i Sverige, men dens internationale titel er Force Majeure. Hvorfor?

”Jeg er rigtig glad for Force Majeure. Første gang en svensker støder på udtrykket, er når man læser forsikringspapirerne inden en rejse. På engelsk kaldes det Act of God. Det er en kraft, vi ikke kan kontrollere, og som skaber en undtagelse fra reglen. Det er en meget præcis betegnelse for, hvad der sker i parrets forhold i filmen.”

”En anden god titel havde været Borgerskabets diskrete charme. Jeg er meget begejstret for Luis Buñuel, og det havde været en fantastisk titel, for den antyder også, at man kigger på bourgeoisiet i et kærligt lys. De opfører sig latterligt i filmen, men på en eller anden måde er de stadig charmerende, er de ikke?”