Dag 3: Heste og nedløbsrør

Når man tager i biografen for at se en film opkaldt efter en hest, har man nok sjældent lyst til at se selvsamme hest gå en alt for grufuld skæbne i møde.

Den slags blødsødenhed lefler den britiske instruktør Andrew Haigh (45 år) dog ikke for i Lean on Pete, der havde verdenspremiere på Venedig-festivalens tredje dag.

I filmen, som er i hovedkonkurrence på festivalen, bor Charley på femten år sammen med sin drengerøv af en far i et skur af et hus. De bedste visdomsord, faren kan give, er, at alle de bedste kvinder her på jorden på et eller andet tidspunkt har arbejdet som servitricer.

Der er ingen kvinder i Carleys liv, for moren skred, da Charley var lille, og efter et skænderi stoppede faren med at tale med sin søster, der ellers holdt meget af Charley.

Så når far tager på arbejder, er Charley mutters alene hele dagen.

En teenager alene i verden
At det er mor og ikke far, der forlod familien, er blot første tegn på, at instruktøren konsekvent vælger et andet scenario end det gængse. For det her er ikke en opløftende film. Tværtom. Det er en hjerteskærende og kynisk fortælling om at være teenager og helt alene i verden.

Og det er imponerende fortalt af den britiske instruktør, som har et bemærkelsesværdigt særligt øje for at gengive USA’s underklasse.

På en af Charleys mange løbeture, render han ind i Del (en veloplagt Steve Buscemi), der lever af seks væddeløbsheste.

Charley får lov til at hjælpe Del og får lidt håndører for arbejdet. Han har aldrig arbejdet med heste før, men falder hurtigt for Lean on Pete, en aldrende væddeløbshest, der inden længe skal sælges.

I begyndelsen virker det, som om Del er god nok på bunden, men i sidste ende tænker han kun på sig selv.

Hvis en hest viser svaghedstegn, skynder han sig at få den solgt – ofte til et sted i Mexico, der slagter dyret. Det klassiske Hollywood-scenarie havde måske været at lade hesten vinde og overleve, men instruktøren vælger også her en anden og mere kynisk vej.

Mangel på sympati
En nat rumsterer det uden for Charleys hus. Døren sparkes op, og ind stormer en gal mand, som har fundet ud af, at Charleys far har ligget i med hans dame. Efter en uværdig kamp kyler den gale mand Charleys far ud af vinduet, og glasskår skærer dybe snit i hans indvolde. Han overlever ikke.

En knust Charley løber væk fra myndighederne for at hjælpe Del fuldtid. Men da han får besked på, at Lean on Pete skal sælges, ser han ingen anden udvej end at stjæle hesten og begive sig ud i det amerikanske heartland.

På jagt efter den eneste moderfigur i sit liv: fasteren.

Langt hen ad vejen føler publikum med den stakkels og egentlig velopdragede Charley. Men i en afgørende scene føler teenageren tilsyneladende ingen sympati med sine medmennesker. Alligevel er den britiske instruktørs portræt af underklasse-amerikaneren mindeværdigt.

En grov fornærmelse
The Insult – på dansk: Fornærmelsen – er titlen på en film instrueret af Ziad Doueiri.

Den libanesiske film, der også er i konkurrence om Guldløven, har en simpel uoverensstemmelse over et nedløbsrør som omdrejningspunkt.

Vi befinder os i Beirut, hvor en palæstinensisk håndværker Yasser over for libaneseren Tony Hanna påpeger, at hans nedløbsrør fra altanen er ulovligt. Når det regner, vælter vandet ned på forbipasserende. Da Tony Hanna nægter at få det repareret, tager Yasser sagen i egen.

Men det opfatter Tony Hanna som en fornærmelse og forlanger en undskyldning. Yasser besøger ham for at sige undskyld.

”Jeg ville ønske, at Ariel Sharon havde gjort det af med alle palæstinensere,” siger Tony Hanna med reference til den afdøde, israelske general Ariel Sharon, der har tusindvis af palæstinensiske liv på samvittigheden.

Det bliver for grov en fornærmelse for Yasser, som med et knytnæveslag brækker to ribben på Tony Hanna.

Herefter eskalerer skænderiet, og mens filmen udvikler sig til et retssalsdrama, begynder det at ligne borgerkrigstilstande i Beirut.

Stædige mænd
Fejden over nedløbsrøret erstattes gradvist af en konflikt, som har dybe rødder i historien og fuldstændigt fordrejer de impliceredes retfærdighedssans.

Det er ikke en original idé, men den er veludført i The Insult. Og filmen har meget på hjerte om den stædighed, som mænd i det libanesiske samfund bærer rundt på. På overfladen er de alle lige, men under overfladen trives fordommene og hadet i bedste velgående.

Til sidst begynder filmen desværre at politisere, og publikum får at vide, at libaneserne har brug for at stå sammen som nation for at sikre en bedre fremtid. Ærgerligt nok, for indtil da har The Insult været et drama på højt niveau med aldeles troværdige karakterer.