Dag 3: Hillary hyldes på Sundance

Første weekend på Sundance er alle grebet af FOMO.

Frygten for at gå glip af noget – The Fear of Missing Out – er til at tage og føle på, når filmbranchen iler fra paneldebatter til minikoncerter og popup-restauranter, der kun holder åbent et par timer, før gourmetkokkene pakker sammen. 

Og så videre til særvisninger og lukkede fester, hvor man skal have den helt rigtige invitation for at passere de meterbrede dørvagter. 

Man føler sig som den fristede alkoholiker i Billy Wilders The Lost Weekend, når man går ned ad Main Street, hvor det ene lodge efter det andet lover VIP-behandling. 

Der er faktisk mange, der går glip af den ene film efter den anden og ustandseligt spørger, om andre festivalgæster har ekstra billetter til salg. 

Helteportræt af Hillary
Allerede ugen før Sundance trak Hillary Clinton-portrætserien med titlen Hillary overskrifter for politikerens irriterede udfald mod Bernie Sanders. 

”Ingen kan lide ham. Ingen gider arbejde med ham,” harcelerer hun i filmen. ”Han fik ikke gennemført noget som helst.”

Det er eksplosive bemærkninger i et valgår, men de falder naturligt her. Instruktøren Nanette Burstein tegner Hillary som amerikansk politiks store pragmatiker, der aldrig lover noget, hun ikke er sikker på, hun kan gennemføre.

Hillary er skabt på den amerikanske streamingtjeneste Hulu og baseret på talrige interviews med hovedpersonen og hendes politiske støtter. Og med en spilletid på fire timer leverer den en udtømmende skildring af hendes lange vej mod fiaskoen i præsidentkapløbet mod Trump.

Hvis det lyder som en uretfærdig opsummering af en livslang foregangsfeminist, er det helt i seriens ånd: Hvert afsnit springer frem og tilbage mellem den fatale præsidentkampagne og Hillarys begivenhedsrige liv.

Andægtig tavshed
Vi ser Hillary Clinton på komitéen, der sendte Richard Nixon hjem fra Det Hvide Hus, flytter med hende til Arkansas for at være sammen med Bill Clinton.

Hans præsidentperioder, hvor hun markerede sig som en stadig større stjerne på verdensscenen, kommer under grundig behandling, ikke mindst Bill Clintons grådkvalte anerkendelse af sin egen idioti i forbindelse med Monica Lewinsky-affæren.

Nanette Burstein stryger Hillary med hårene. Hendes kolleger fortæller, at vælgere altid har afskrevet hende for noget ubestemmeligt. Hertil kan man vel en vis ret hævde, at man godt kan have et anstrengt forhold til hende, uden at det skyldes et ubevidst kvindehad.

Men Hulu-serien vælger at skildre Hillary Clintons nederlag som et martyrium for det demokratiske parti.

Den er ikke nuanceret, men yderst effektiv. I den stopfyldte sal herskede andægtig tavshed, og jeg kan ikke huske at have set et mere bevæget og taknemmeligt publikum, end da hovedpersonen selv troppede op efter visningen.

Retsdrama om 9/11
Der er også en vis politisk prædiken at finde i Worth, selv om det autentiske drama ikke er helt så pedantisk.

Filmen følger advokaten Ken Feinberg – spillet som et prunkløst mappedyr af Michael Keaton – der står i spidsen for den amerikanske regerings mægling mellem flyselskaber og de tusindvis af efterladte efter terrorangrebene på World Trade Center. 

Hans opgave er at tildele alle de tabte liv en værdi, så de efterladte ikke sagsøger flyselskaberne. Det ville nemlig være alvorligt for den amerikanske økonomi, lader filmen os forstå. 

I en af åbningsscenerne lægger han end ikke mærke til de tykke, mørke røgskyer, der rejser sig over Manhattan, fordi han i toget er lyksaligt henført af at lytte til et stykke opera. Det er en lidt bastant metafor: Den skråsikre topadvokat skal ned fra sit elfenbenstårn og lære at lytte. 

Feinstein er en juridisk problemknuser, der gennem sin lange karriere er blevet en mester udi kompromisets kunst. 

Stanley Tucci leverer åbenhjertet modspil som en græsrodsadvokat, der afkræver respekt og forståelse. Og instruktør Sara Colangelo formår at finde en elementær spænding i filmens to timers retsmøder uden at vige langt fra genreformlens blåtonede billeder og opløftende orkestermusik. 

Hyleskæg stripperkomedie
I en helt anden boldgade: Har du læst #TheStory?

For nogle år siden tog Aziah ”Zola” Wells Twitter med storm, da hun over 144 fejlstavede, emoji-krydrede og hyleskægge tweets fortalte om en katastrofal roadtrip til Florida med en stripper – Stefani – hun lige havde mødt.

De to skulle tjene kassen på en weekends strip. Med i bilen er Stefanis vattede kæreste og hendes ”roomie” – der viser sig at være hendes alfons. Og så snart han træder i karakter, går turen ned ad bakke.

Janicza Bravo instruerer Zola med en overrumplende kinetisk energi, der leger vildt og skægt med billede og lyd – som da Zola irriteret bruger sin iPhone til at skrue ned for filmens reallyd. 

Man er bare solgt, da Riley Keough – der om muligt er endnu mere trashy end i American Honey – første gang får øje på Zola (Taylor Paige) og henrykt hviner: ”Damn bitch, you got perfect titties!” 

Se disse piger ryste med røven og sammenlign med den elegante striptease, Jennifer Lopez leverer i sidste års Hustlers. 

Deres dans er drænet for erotik. Og så er manuskriptet spækket med sjove og udstillende replikker, som da en storsvedende fyr på en lurvet stripbar stikker nogle krøllede dollarsedler i Zolas g-streng, mens han mumler: ”Du ligner virkelig Whoopi Goldberg.” 

Gakket svindlerkomedie
Miranda July er en vaskeægte Sundance-stjerne.

Gennembrudsfilmen Me and You and Everyone We Know er en af 00’ernes sødt romantiske quirky-komedier, og The Future hældte mere tankegods på romantikken.

Men i sin nye Kajillionaire gakker hun ud i et selvtilstrækkeligt univers så akavet underligt, at man bare må overgive sig. Filmen handler om en umage familie af småsvindlere: far, mor og deres 26-årige datter. Hun hedder Old Dolio efter en hjemløs fyr, der lovede forældrene at skrive hende i sit testamente, hvis de opkaldte datteren efter ham.

Sammen røver de et posthus for et par brune pakker med varer, der forhåbentlig kan byttes for lidt håndører. Dynamikken forstyrres af den ensomme Melanie, der vil være en del af deres slæng. Hendes bidrag til husholdningen er en plan om at besøge gamle mennesker og beundre deres nips så oprigtigt, at de giver hende det. Så kan de sælge det på et loppemarked og tjene kassen!

Personerne føles, som om de er samlet fra mange års notater, men Miranda July får på finurlig vis samlet trådene til et rørende forældreopgør med hjælp fra et veloplagt cast og talentfuldt filmhold.

Ikke mindst den danske fotograf Sebastian Winterø, hvis præcise billedsprog passer godt til filmens komiske stenansigt. Særligt én lang, ubrudt optagelse er en imponerende opvisning i, hvordan godt kameraarbejde går hånd i hånd med godt skuespil.

Mental sammensmeltning
Også Josephine Decker er en gammel kending i Park City. Madeline’s Madeline blev en indie-succes for et par år siden, og Shirley bruger samme klaustrofobiske og billedskønne æstetik til et insisterende psykologisk drama, hvor stærke identiteter tørner sammen i skizofren forening.

Filmen er meget løst inspireret af den amerikanske horrorforfatter Shirley Jackson og foregår i en lille universitetsby i Vermont i 1950’erne. Her flytter et ungt ægtepar ind hos den store forfatter – en maniodepressiv alkoholiker – og hendes selskabelige mand Stanley.

Det skulle være midlertidigt, men det modne ægtepar fanger gæsterne som fluer og bruger dem i deres sygelige, små magtspil. Den plagesyge Shirley tager konen Rose (Odessa Young) til sig og mobber hende grufuldt, indtil en intimitet modvilligt blomstrer op mellem dem.

Elisabeth Moss har jeg aldrig før set så skrøbelig og dog dødsensfarlig. Hendes Shirley er nederdrægtig og uimodståelig. Da hun fortaber sig i en ny roman, træder mændene et skridt tilbage i historien, mens Rose kommer i fokus som den gravide hustru, der drømmer om at vende tilbage til universitetet, men gruer for en fremtid med kødgryder og bleskift.

Manuskriptet løsner efterhånden grebet om den skinbarlige virkelighed og lader karaktererne smelte sammen på foruroligende og pirrende vis. Skizofrenien er fotograferet med sansemættet bravur af norsk-danske Sturla Brandth Grøvlen.

Shirley er en mesterlig, psykologisk thriller, som det er let at fortabe sig i.