Hisham Zaman får hovedpris i Göteborg
Den kurdiskfødte instruktør Hisham Zaman kunne i weekenden rejse hjem til Norge med endnu en Dragon Award for bedste nordiske film i bagagen.
I 2013 vandt han prisen for Før snøen faller, og nu har han gentaget bedriften med Brev til kongen.
Filmen følger fem flygtninges dagstur til Oslo – et kærkomment afbræk fra en triviel hverdag i asylcenteret. Det bliver klart, at de har hver deres personlige agenda med udflugten, og filmen skildrer deres søgen efter arbejde, kærlighed og hævn.
Historierne bindes sammen i et brev, som den 80-årige Mirza insisterer på at aflevere til den norske konge som en protest imod det triste liv i asylcentret.
”Filmen er en medfølende og ærlig præsentation af den menneskelige eksistens,” lyder det fra juryen på Göteborg Film Festival, der desuden roser Brev til kongen for at mestre den svære kunst at sammenflette forskellige karakterers historier.
Personligt kendskab til temaer
Selvom Zaman kun har tre spillefilm bag sig (den tredje hedder Vinterland), har han allerede gjort sig godt bemærket på de internationale filmfestivaler.
Gennembruddet kom allerede i 2005 med den prisvindende kortfilm Bawke (udgivet på Ekko-dvd #11), som handler om kurdiske flygtninges desperate møde med Skandinaviens velfærdssamfund.
Zaman har et personligt kendskab til de temaer, han behandler i sine film.
Han voksede op i den irakiske del af Kurdistan og kom til Norge, da han var ti år gammel. Her uddannede han sig som instruktør på Den Norske Filmskole i Lillehammer, hvor han tog afgang i 2004.
Det er uvist, om Brev til kongen får dansk biografpremiere.
Kommentarer