Historie og identitet
Tema-intro
30. juni 2002 | 08:00

Historie og identitet

Foto | David James
Saving Private Ryan

Krigen dengang og nu

Af Redaktionen / Ekko #13

Filmmediet har en fabelagtig evne til at føre os til andre tider. Star Wars-sagaen sender os tilbage i en fjern fortid i en fjern galakse, og Morten Køhlerts Ulvepigen Tinke kaster os direkte ned i et fattigt dansk bondesamfund anno 1850. Filmmediet kan skabe eventyrlige verdener og give os visuelle rutschebaneture, men filmen kan også gøre en konkret fortid levende for vores øjne, så den forekommer mere virkelig end mange historiebøger.

Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at en stor del af vores viden om historien stammer fra film. Mange unge har i dag deres primære viden om USAs mislykkede krigsaktion i Somalia i 1993 fra Black Hawk Down, og mon ikke de unge, der i disse år ser en film som We Were Soldiers, får et andet syn på Vietnamkrigen end de unge, der voksede op med Oliver Stones indignerede antikrigsfilm i 1980'erne?

Film kan lære os noget om historien, men film siger i lige så høj grad noget om den tid, de er skabt i. Historien er ikke en objektiv størrelse, som én gang for alle er givet, den afhænger af øjnene, der ser - og øjnene ændrer sig hele tiden. Det handler dybest set om vores selvforståelse og identitet, og i dette EKKO-nummers tema har vi valgt at se nærmere på forholdet mellem historie og identitet.

De fleste artikler i temaet fokuserer på Anden Verdenskrig — "den sidste gode krig", som den er blevet kaldt, hvor millioner af mennesker døde i kampen for de værdier, vores samfund i dag bygger på. Det er en krig, vi kan spejle vores nationale identitet i, men i artiklen Hvem ejer historien? sætter Karsten Fledelius spørgsmålstegn ved det billede, som mange film har skabt af en samlet dansk nation i kampen mod Besættelsesmagten. Siri Aronsen går tilbage til 1930'erne og 40'erne og viser, hvordan den tyske filmpropaganda brugte — og misbrugte — historien og mytologien til at skabe opbakning bag nazismens ideologi. Flemming Kaspersen reflekterer over hvilke motiver, der har drevet Steven Spielberg til at lave Saving Private Ryan. Og artiklen Det ubegribelige diskuterer det "forbud", der har været mod at skildre Holocaust-traumet i fiktionsfilm.

Men også de film, vi har udvalgt til undervisning (se menuen "Film i skolen"), handler mere eller mindre om Anden Verdenskrig og forholdet mellem historie og identitet. De unge rodløse brødre i American History X bruger nazistiske symboler og ikoner til at skabe sig en identitet, mens den smukke animationsfilm Tavshed skildrer en kvinde, der har mistet sin identitet, fordi hun ikke har fået mulighed for at fortælle om sine traumatiske barndomsoplevelser fra koncentrationslejren Theresenstadt. Pigen fra Oradour er en dansk dokumentarfilm om en tysk massakre i Frankrig under Anden Verdenskrig. Og dette temas filmklassiker, Nat og tåge fra 1956, er en uafrystelig skildring af livet i de tyske koncentrationslejre og en stærk opfordring til at huske historien. Det er svært at forestille sig nogen vigtigere dokumentarfilm, og det burde ikke være muligt at gå igennem det danske skolesystem uden at have set den.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko