Historien bag vildeste film i Ekko Shortlist Awards

En smuk kvinde i en rød cocktailkjole sidder i hotelsengen og drikker champagne. 

”Er du skuffet over, vi aldrig har haft samleje?” spørger hun manden ved siden af. Han er næsten halvt så høj som hende. Hun svinger legende den gyldne væske rundt i glasset, så det næsten skvulper over. 

”Nej,” lyver manden. ”Jeg agter at forblive jomfru til den dag, jeg dør.” 

Thora Lorentzen dimitterede fra Filmskolens dokumentarlinje i 2017 med Enten eller. Filmen handler om hendes tolv år gamle venskab med den talentfulde sommelier Kewin Agerbo Panduro. 

Kewin er et menneske, der gerne vil være i kontrol. Men i Enten eller udfordrer instruktøren ham, indtil blod og tårer flyder på en fransk Michelin-restaurant i Paris. Kewin bryder sammen, mens Thora trækker bukserne ned og presser hans hoved ind mod sit nøgne skød. 

Filmen er af en professionel jury blevet nomineret til Ekko Shortlist Awards 2020. På Ekkos side kan publikum se filmen og stemme på den frem til tirsdag 17. november. 

Det er en af de vildeste og mest grænseoverskridende afgangsfilm, som er kommet ud fra Den Danske Filmskole. Selveste Lars von Trier har da også været konsulent sammen med dokumentaruddannelsens leder, Arne Bro. 

”Jeg havde så megen angst, da jeg lavede filmen. Hverken Kewin eller jeg følte, at den var god for os. Han sagde, han var bange for, at jeg slog ham ihjel – at han ville gå under,” siger 34-årige Thora Lorentzen om filmens svære tilblivelse.

Fri for hverdagsfnidder
Lige fra starten var forholdet præget af intensitet og uro. Thora og Kewin lærte hinanden at kende i 2005, da de begge arbejdede på Munkebo Kro.

”Relationen startede nærmest med en konflikt. Jeg troede, Kewin var sur på mig og ville skælde mig ud. Han holdt en lang monolog om, hvad han ville sige og vigtigheden heri. Så sagde han, at jeg var vidunderlig. Derefter gik han sin vej,” fortæller Thora Lorentzen.

Filminstruktøren kunne mærke, at Kewin rørte ved noget i hende. Der var ingen smalltalk, og hverdagsfnidderet var skåret fra, når de mødtes. Ren essens. Kewin blev hendes egen, lille Kierkegaard, der levede efter en streng etik, en livsvilje. Sammen med ham skete magiske ting.

”Det andet aftalte møde fandt sted på Odense Banegård. Når klokken blev 16, skulle jeg tage rulletrappen op, og så ville han komme gående fra den anden ende af banegården. Når vi krydsede hinanden, ville han med sin højre hånd række mig en gave, som jeg skulle tage imod med min højre hånd.”

Kewin opstillede scenarier med tydelige regler, når de skulle ses. Det gjorde samværet larger than life. At blive en del af hans verden inspirerede hende til at tænke i nye baner.

”Han har altid fået mig til at føle, at jeg var noget særligt. Det havde jeg behov for dengang,” fortæller Thora Lorentzen, der arbejdede som model, inden hun begyndte at lave film.

”Flere, der har set filmen, har anklager mig for at udnytte ham, fordi de tror, han er forelsket i mig. Og ja, det er han måske. Men der er også noget mere, noget intenst, kreativt og særligt i vores relation.”

Venskabet er et værk
Kewin og Thora mødtes på hoteller og spiste middage på restauranter. Han skrev smukke breve til hende, der vækker mindelser om Søren Kierkegaard. Han talte om synd og dyd.

Det føltes iscenesat, men det rummede samtidig en kompromisløshed, hun trivedes i. Og Thora Lorentzen begyndte at tænke på relationen til Kewin som et værk.

Hun foreslog ham, at de lavede en film om deres forhold. Han afslog, men anden gang pitchede hun projektet som noget, de skulle gøre sammen. Ligesom når de tog ud og spise, eller når Kewin skrev sine breve til hende.

”Så var han på. Med det samme fik han idéen til, at jeg skulle opsøge ham i køkkenet på den Michelin-restaurant, hvor han er chefsommelier. Han gik fra slet ikke at ville være med til at komme med en masse idéer til scener. Jeg grinede, fordi jeg indså, at jeg havde fat i noget. Det noget var en film,” forklarer Thora Lorentzen.

Thora og Kewin skrev en drejebog for, hvordan filmen skulle komme til verden. Alle samtaler mellem dem skulle optages, og de måtte ikke røre ved hinanden før den grænseoverskridende køkkenscene.

Kernescene nær censureret
”Din luder!” råber Kewin op i Thoras ansigt, mens de franske stjernekokke ser måbende til.

Situationen eskalerer, da han river vinglas ned fra hylderne og slår ud efter hende. Han ender med at græde i hendes skød. Hun forsøger at få ham til at falde ned ved at ae hans hår og hviske ”Kewin, Kewin, Kewin”.

”Da vi er færdige med at optage, var jeg totalt ked af det. Jeg tænkte, hvad fuck er op og ned. Hvem er han, hvem er jeg, hvad fanden foregår der?” siger instruktøren.

Hun kalder køkkenscenen essensen af dokumentarfilm, fordi de handler om at finde en sandhed – noget ægte og autentisk. Men bagefter måtte hun kæmpe for scenen.

Selv om Kewin Agerbo Panduro havde fået tilladelse til at lave scenen af sin chef, endte sagen på bestyrelsesplan i den celebre restaurant. Man mente, at det var skadeligt for stedets omdømme, hvis den nogensinde blev vist.

”Det var et helvede og endte med en diskussion mellem ledelsen på den gigantiske restaurant og min lærer Arne Bro, som er en sand bastion i dansk dokumentarfilm. Han kæmpede virkelig for filmen,” siger Thora Lorentzen.

”Det er Frankrig, så heldigvis forstod restauranten Arnes argument om kunstnerisk frihed. Men jeg må ikke fortælle dig, hvad navnet på restauranten er!”

Livet som rollespil
Enten eller er en film, der deler vandene. Nogle af eleverne på Filmskolen sad og kiggede ned i jorden, efter at den var blevet vist, fortæller Thora Lorentzen.

Politikens anmelder var heller ikke begejstret. Hun mente, at Thora og særligt Kewin spiller dårligt, men den kritik afviser instruktøren.

”Kewin er sådan dér. Han spiller sgu ikke en skid. Alting er virkelighed,” siger Thora Lorentzen.

”Han og jeg havde aftalt rammen, men inden for denne ramme er vi os selv. Du og jeg har også aftalt at holde det her interview. Livet er et rollespil med regler og råderum. Det er sådan nogle tanker, som filmen fremprovokerer.”

Filmen roder også rundt i underbevidstheden, og derfor har Thora Lorentzen også svært ved at sige, hvad den handler om. Men det er de store spørgsmål i livet.

”Hvad er en relation? Hvad betyder det at være et menneske over for et andet menneske? Jeg ved det ikke, men jeg håber, at publikum bliver mindet om noget i sig selv, når de ser den. At den er et slags spejl og sætter en bevægelse i gang hos folk. At der er noget, der rykker sig inde i dem,” forklarer hun.

I dag ses Kewin og Thora ikke længere. Men deres relation har altid været sådan, at der kunne gå mange år, uden at de så hinanden.

Thora Lorentzen er ambivalent i forhold til Kewin.

”Han er én, der minder mig om noget, jeg skal huske. En måde at tænke på. Men jeg føler også, at han kan være lidt af en byrde. Jeg kan ikke leve med ham, men jeg kan heller ikke undvære ham.”