Sandheden gemmer sig bag de lukkede døre

”Den relative frihed vi har i Europa, hvor man frit kan krydse grænserne, skal man ikke tage for givet. Den er resultatet af et lille mirakel. Og jeg vil forklare det mirakel,” siger Anders Østergaard om 1989, der åbner årets Cph:Dox-festival på onsdag 5. november.

Verdenshistorien huskes ofte i symboler og overskrifter, og jerntæppets fald er ingen undtagelse. Tænk blot på billederne af unge, håbefulde østtyskere, der med forhamre smadrer Muren til cementstøv, og Ronald Reagan, der ytrer sit berømte: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall.”

Med 1989 kaster Anders Østergaard imidlertid nyt lys over de politiske beslutninger, der gik forud for Østblokkens kollaps. Filmen er instrueret i samarbejde med Østergaards partner, den ungarskfødte filminstruktør Erzsébet Rácz.

”Helt legitimt gradbøjer de dokumentarismen, så historiske personer kommer i øjenhøjde,” skriver Klaus Rifbjerg i sin Ekko-anmeldelse og kvitterer med fem stjerner.

Vi har mødt de to filmskabere til en snak om 1989, der på premieredagen vises simultant i 30 europæiske lande i anledningen af 25-året for Murens fald.

”Vi ville fejre 1989. Vi ledte i lang tid efter historier, hvor et enkelt individ tog en beslutning, der ændrede alting. En historie, der blev ved med at dukke op, var historien om Kurt Schultz, der døde på grænsen,” siger Anders Østergaard, der med film som Gasolin’ og Burma VJ har bevist, at dokumentargenren godt kan hitte både ved billetluger og til prisfester.

Jerntæppets hemmelige helt
Instruktørparrets film fortæller historien om den unge teknokrat Miklós Németh, der i 1988 bliver premierminister i Ungarn, hvor forsvarsværn og grænsehegn mod Vesten har suget bunden ud af statskassen.

Da en østtysk familiefar – Kurt Schultz – skydes og dør i forsøget på at flygte fra Ungarn og kommunismens jerngreb, beslutter Németh helt uortodokst at åbne grænsen mellem Øst og Vest.

I løbet af få uger faldt kommunistregimerne som skakbrikker, og Muren, der havde kløvet Berlin i to siden 1961, blev væltet.

Filmens scoop er interviewet med Miklós Németh, som i egen person fortæller om det skæbnesvangre efterår i 1989. Publikum tages med til lukkede mødelokaler og hører hemmelige telefonsamtaler mellem magtens spydspidser.

”Miklós giver sjældent interview og vælger sine samtalepartnere med omhu. Han har snakket om emnet i lokale medier, men han har ikke fortalt hele historien før,” siger Erzsébet Rácz.

”Vi stolede på Némeths troværdighed, og han må have troet på vores anstændighed som seriøse filmskabere. Det betød, at vi også kunne vise hans sårbarhed, når han var i tvivl om, hvad han skulle gøre. ’Skal jeg åbne grænsen eller lade være og risikere, at folk dør?’” siger Anders Østergaard og Erzsébet Rácz tilføjer:

”Det er en klassisk fortælling om heltens rejse.”

Gorbatjovs blide gemyt
Anders Østergaard strækker dokumentarfilmens spændvidde til det yderste for at genskabe møderne mellem Miklós Nemeth og de andre statsledere. Møderne foregik altid bag lukkede døre, og der findes ingen optagelser af dem.

Men instruktøren stykker samtalerne fra møderne sammen ud fra officielle protokoller, beretninger fra folk, der var til stede dengang og ikke mindst fra Miklós Némeths eget vidneudsagn.

Denne dialog har han så ladet en række skuespillere læse op hen over gamle arkivklip med Gorbatjov, Honecker og Helmut Kohl, der stammer fra helt andre sammenhænge.

Dermed har instruktøren manipuleret sandheden frem, som den burde have set ud bag de lukkede døre. Efter hans bedste overbevisning.

– Så billedoptagelserne fra disse rekonstruktioner indgik oprindeligt i helt andre sammenhænge?

”Ja, Honecker giver i virkeligheden et interview til østrigsk tv om nedrustning, Helmut Kohls er fra et dobbeltinterview med Willy Brandt om Tysklands fremtid,” siger Anders Østergaard.

Mere intuitivt end journalistik
Via denne kreative metode bliver datidens samtaler og underhåndsaftaler for første gang synlige for omverdenen. Derfor er vi nu fluen på væggen, når en ung, nervøs og nyvalgt Miklós Németh for første gang er til audiens hos Østblokkens ypperstepræst, Mikael Gorbatjov.

”Vi skubber grænserne for formen ved at bruge arkivoptagelser af de rigtige personer og tilføje vores rekonstruerede dialog. Hensigten er ikke at provokere. Hensigten er, at man skal opleve disse mennesker på nært hold. Bedre end man kan med en skuespiller,” siger Anders Østergaard og fortsætter:

”I Oliver Stones Nixon er Anthony Hopkins fremragende i rollen som Nixon. Men det er stadig ikke Nixon,” siger Anders Østergaard og knipser hårdt med fingrene for at understrege sin pointe.

”Han kan aldrig blive Nixon. Han kan kun være Anthony Hopkins, der spiller en god rolle. Jeg var betaget af at bruge protagonisternes ægte fysiognomi. Der er meget at aflæse i et ansigt, uanset om det er Gorbatjovs blide gemyt eller Honeckers rå gadekæmpertype.”

– Det kan virke en anelse paradoksalt, at man kommer tættere på sandheden ved at fiktionalisere?

”Vi ser ting, vi ellers ikke havde set. Disse lukkede møder emmer af sandhed i sammenligning med den officielle historie. Sandheden gemmer sig bag de lukkede døre. For at komme med ind bag de lukkede døre, er vi nødt til at gradbøje reglerne, men resultatet er tættere på sandheden,” siger Anders Østergaard, der selv er uddannet journalist, men understreger, at journalistfagets saglige tilgang ikke har patent på sandheden.

”Denne genre kæmper ikke med journalistikken om, hvem der har ret. Det er en alternativ måde at diskutere virkeligheden på. Journalistikkens regler skal være der. Dokumentaren tilbyder en anden indgang til virkeligheden, hvor man har en anden kontrakt med publikum. Hvor man bruger en mere intuitiv, organisk og sensuel tilgang som er lige så valid,” siger Anders Østergaard.”

Årelang research
– 1989 kommer seks år efter Burma VJ. Hvorfor har filmen været så længe undervejs?

”Hvad man ser, er kun toppen af isbjerget,” siger Anders Østergaard og forklarer, at en researchtung proces er gået forud for filmen. Bunkevis af dokumenter og arkivoptagelser skulle pløjes igennem for at genskabe begivenhederne så præcist som muligt.

”Vi har brugt mange historikere og lavet en masse research. Vi snakkede i tre uger med en af hans rådgivere, der fortalte hele sin version af historien. Alt hvad man ser og hører, er støttet af forskellige kilder,” siger Erzsébet Rácz.

Selvom man ikke umiddelbart forbinder kutteklædte munke i Sydøstasien med støvede kommuniststater, ser Anders Østergaard alligevel en række paralleller i de to fortællinger i Burma VJ og 1989, der ellers er adskilt af både tid og rum.

”Enhver undertrykkelse handler om at skabe frygt, så folket ikke samler sig til en politisk kraft. Den mest effektive måde er, at alle frygter hinanden. Så det, jeg har set i Burma, er præcis de samme mekanismer. Man skal lyve på en systematisk måde, hvis man vil styre befolkningen. Og kontrollere massemedierne.”

Frugtbare skænderier
Den danske instruktør mødte Erzsébet Rácz i filmmiljøet, og med tiden udviklede den faglige sparring sig til et kærlighedsforhold.

– Anders, du er vant til at instruere alene. Hvordan har det været at dele instruktørstolen på dette projekt?

”Udfordrende – og meget givtigt. Det handlede om at forene kræfterne for at lave et bedre produkt.”

”Vi diskuterer meget, vi skændes meget. Vi er ikke altid enige, men vores diskussioner kan være frugtbare for arbejdet,” siger Erzsébet Rácz.

”Men der skal være én person, som har final cut. Det kan man ikke diskutere. Der er nødt til at være én person, der tager ansvar for de endelige beslutninger, og i sidste ende er det mig. Men filmen havde ikke været den samme, hvis vi ikke havde arbejdet på den sammen,” siger Anders Østergaard.

– Gasolin’ solgte imponerende 222.000 billetter, og Burma VJ vandt en masse store priser og blev nomineret til en Oscar. Hvad er dine ambitioner for 1989?

”Jeg har ingen ambitioner. Sådan fungerer det ikke. Jeg gør mit bedste, og overlader resten til skæbnen. Det vil være uklogt af mig at have nogle forventninger, for jeg er altid afhængig af andre, der er mindre motiverede og ambitiøse end mig,”siger Anders Østergaard.

Beregnet til biografen
Instruktøren uddyber med et eksempel.

”Tintin og mig var en meget ambitiøs film, men den blev ødelagt i distributionen. Den røg mere eller mindre ved et uheld direkte på belgisk tv sent om aftenen. De vidste ikke, hvad de skulle sende, og så smed de den på,” fortæller Anders Østergaard.

”Det gjorde, at filmen ikke kunne deltage i den store dokumentarfestival IDFA. Vi gjorde alt for at give filmen et cinematografisk udtryk, og så kiksede det på et øjeblik,” siger Anders Østergaard.

Han vinker derfor muligvis farvel til den genre, han ellers gang på gang er blevet hædret for at mestre.

”Jeg er meget åben i forhold til, hvilken genre min næste film skal være,” siger han.

Også i forbindelse med 1989 volder distributionssystemet problemer. Selv om filmen har premiere i en lang række europæiske lande, er det endnu ikke lykkedes at få filmen sat op på det store lærred i Ungarn – hjemlandet for den helteskikkelse og den historie, som er filmens eksistensgrundlag.

”Dokumentarbranchen er en vanskelig branche. Især hvad angår stort oplagte dokumentarfilm med et stort budget. Hvis du vil have penge til at lave en film, har du brug for tv-penge, og de vil stille krav, der ofte gør det umuligt at få filmen i biografen,” mener Anders Østergaard.

”Det er meget, meget frustrerende. Det filmsprog, jeg arbejder med, er beregnet til biografen. Den eneste trøst er, at folk har gigantiske tv-skærme nu til dags.”