Biografanmeldelse
28. okt. 2014 | 09:49

1989

Foto | Magic Hour Films
Takket være Ungarns premiereminister Miklós Németh slog jerntæppet for alvor revner i 1989. Anders Østergaards dokumentar er en blanding af vidneudsagn, arkivmaterialer og rekonstruerede scener og dialoger.

Anders Østergaards bevægende og elegante dokumentar om Murens fald lærer os at forholde os til vores egen historie.

Af Klaus Rifbjerg

Historien er den store lærer, men er der nogen, der hører efter? Poul Henningsen sagde – nok lidt for flot – ”Vi er selv historie” – underforstået at alt det gamle kunne man godt springe over, og da ungdomsoprøret rullede frem, kunne man ikke komme af med fortiden hurtigt nok.

Jeg har aldrig forstået noget af det, for uden fortiden er det umuligt at fatte sin egen, man bliver afstumpet, fantasiløs og udannet. Vi er produkter af det svundne – både det gode og det dårlige – og mister styretøjet, hvis vi ikke gør os det klart.

Det kræver nøgternhed, så sentimentalitet og nostalgi ikke skal tage grebet og føre på afveje, men mod og nysgerrighed er nødvendige, hvis man ikke vil ædes af de frygtelige fejltagelser, der er begået i det progressives og det bagstræberiske navn i historiens løb.

Det ved instruktørerne Anders Østergaard og Erzébet Rácz, der har lavet dokumentarfilmen 1989 om Murens fald og hvorfor, den faldt. Det er fortællingen om begivenheder og personer, som stort set er glemt i dag eller gået i ét med tapetet.

Den har to afgørende elementer i sig: økonomi og hjerte.

Da den ukendte teknokrat Miklós Németh blev sat til at styre Ungarn, som dengang var en del af østblokken, opdagede, at de mange grænsetårne i den uendelige murs forlængelse, åd flere penge, end statskassen kunne bære, fik han dem ganske enkelt fjernet. Så grænsen mod syd lå bogstaveligt talt åben, og grænsevagterne så gennem fingre med de mennesker, der greb chancen for at komme ud og væk.

Det gik en stund, men så kom der efterhånden så mange friheds-tørstende DDR-borgere, at hullet måtte lukkes igen. Hvilket ikke gik op for enkelte, hvoraf én blev skudt og dræbt af en grænsevagt. Det gjorde Németh tænksom, han kunne ikke bære tanken om, at folk blev dræbt, bare fordi de befandt sig et andet sted, end de burde være. Han ville ikke have blod på hænderne, men fulgte sin samvittighed og sit hjerte.

50.000 DDR-indbyggere tog ham på ordet, og så var der ingen vej tilbage, den lille revne i Muren blev til et gigantisk hul, hvor en tsunami rejste sig som en verdensomspændende frihedsbølge mellem de to Tysklande og os alle sammen.

En række skrottede vagttårne, en saks i pigtråden og en mands etiske mod vendte det ideologiske tyranni på hovedet, og den ene despot efter den anden faldt.

At der både ovenover og nedenunder var et andet spil i gang, siger sig selv. Og det er de to instruktørers fortjeneste, at de på en både effektiv, bevægende og elegant måde får det hele med.

Helt legitimt gradbøjer de dokumentarismen, så historiske personer kommer i øjenhøjde. For eksempel den forbeholdne og nervøse Helmut Kohl i en telefonkonversation med Mikhail Gorbatjov, som med sin ironiske sødme viser, hvilken formidabel statsmand han var i modsætning til den fordrukne Jeltsin og den tandbesatte lungefisk Vladimir Putin.

Det er som eventyr, og læst på den rigtige måde, er det umuligt ikke at fornemme historiens vingeslag og føle med de menige aktører, der drømmer og drømmer og ind imellem får deres drømme opfyldt.

Det er brillant gjort af ophavsmændene, der får tilskueren til at føle sig lukket ind og ikke holdt ude. Vi er historien, men ikke uden historien.

Trailer: 1989

Kommentarer

Titel:
1989

Land:

Danmark

År:
2014

Instruktør:
Anders Østergaard, Erzébet Rácz

Spilletid:

97 min.

Premiere:
Vises under Cph:Dox 5. november kl. 20.00 i Koncerthuset i DR Byen, 7. november kl. 14.00 på Bremen Teater og 8. november kl. 14.30 på Bremen Teater.

© Filmmagasinet Ekko