Nyhed
14. maj 2008 | 22:13

Historisk premiere på Second Life-film

Den første dokumentar lavet i den virtuelle verden Second Life går i luften på amerikansk tv.

Af Jacob Ludvigsen

Den 9. januar 2007 forsvinder en mand ved navn Molotov Alva sporløst. Han forlader sit hjem i Californien og siger farvel til dem, han holder af. Kort tid efter dukker en række videoer op fra Second Life, hvor en mystisk rejsende optræder.

Den rejsende hedder Molotov Alva og har smidt sit fysiske liv over bord for i stedet at kaste sig ud på cyberrealiteternes 70.000 favne.

Dokumentarfilmmageren Douglas Gayeton har selv et andet jeg i den virtuelle parallelverden og støder ind i videoerne. Han samler dem i ti afsnit, som tilsammen fortæller om en mand, der på eventyrlig vis udforsker den alternative virkelighed, men som mest af alt drømmer om at møde sin skaber. Fortællingen om Homo Sapiens 2.0.

Købt for millionbeløb
Sådan lyder forhistorien for Molotov Alva and his Search for the Creator: A Second Life Odyssey. Den første dokumentarfilm udelukkende lavet i Second Life - og efter sigende den første film med premiere på YouTube, der senere er blevet købt af en tv-station. Endda for et millionbeløb.

Det er amerikanske HBO, der står bag investeringen, som i morgen (torsdag den 15. maj) får premiere på det hæderkronede tv-selskabs Cinemax-kanal. Og allerede nu melder HBO ud, at de vil indstille den 35 minutter lange film til en Oscar i kategorien "bedste animerede kortfilm".

Viral marketing
At det er instruktøren Douglas Gayeton selv, der har skabt Molotov Alva, kommer man næppe udenom.

Avataren - som et alter ego i cyberspace kaldes - ligner tilmed Gayeton, og forhistorien er et udtryk for en viral marketingsstrategi, som man tidligere har set film som The Blair Witch Project og Cloverfield gøre brug af. Men i modsætning til disse er filmen om Molotov Alva - under titlen My Second Life - blevet født på nettet og først derefter adopteret til de gamle medier.

I den virale markedsføring udviskes grænsen mellem facts og fiktion med det mål at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed - men i tilfældet Molotov Alva også med det underforståede formål at reflektere over onlinelivets status som ligeværdigt eller underdanigt i forhold til den virkelige verden.

Uden hud og hår
Hvad er autentisk, og hvad er kunstigt? Det er spørgsmålet, som Gayeton kredser oml, når Molotov Alva bevæger sig rundt i Second Lifes mange forskellige subkulturer.

Molotov træder ind i den ny verden uden hverken tøj, hud eller hår, og han skaber sig en ny identitet og et helt nyt udseende. Fra tid til anden vender han tilbage til et sted, han kalder Mindernes Have, hvor han har gemt nostalgiske fotografier fra sit gamle liv. På sin rejse møder han også andre rejsende, som for eksempel en mærkelig enøjet fyr med en tønde om livet og en klar mening om pengenes magt - en pixelleret udgave af den gamle græske filosof Diogenes.

Konstant hører vi Alvas (eller: Gayetons) stemme i en voice over, hvor han lader tanker flyde og filosoferer over sin nye tilværelse. Efterhånden bliver Molotov Alvas eventyr en rejse mod ophavet. Derfor titlen Molotov Alva and his Search for the Creator.

Guide til onlineverden
Douglas Gayeton, der sammen med science fiction-forfatteren William Gibson også skrev og instruerede den første interaktive, cd-rom-baserede film Johnny Mnemonic, har til Submarine Channels hjemmeside sagt om sit projekt:

"De fleste mennesker har aldrig været i en onlineverden, hvor man jo skal være i stand til at downloade et program og lære, hvordan man går og snakker via et computerkeyboard. For de fleste er det bare ikke en naturlig måde at udforske ting på, for det står i modsætning til den sømløse oplevelse, de har med andre medier som tv, bøger eller film," forklarer han og fortsætter:

"Hvis man ikke har en guide som Molotov, er de færreste desuden villige til at forpligte sig lang tid nok. Derfor er en dokumentar som min den eneste måde, de fleste mennesker vil komme til at se, hvad de her nye verdener går ud på."

Da det første afsnit af My Second Life for et års tid siden så dagens lys på YouTube, blev det omgående et hit som det mest sete klip i flere dage, og nu er fænomenet altså en formue værd.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko