Kære dagbog: Hollywood-halbal

Efter den internationale premiere på Kemohjerne, som jeg fortalte om i forrige dagbogsartikel, fejrer vores delegation hele aftenen.

Vi starter med nogle øl på tagterrassen på No Name Saloon, så mexicansk middag på Chimayo, hvor skuespiller Karoline Brygmanns kæreste, Elias Munk, og deres babysøn også er med. Under middagen får jeg pludselig en e-mail fra en amerikansk agent, der åbenbart var med til premieren af Kemohjerne – og er vild med den. Han og en kollega vil gerne mødes kl. 9 næste morgen og tale om serien.

Vi fester, så jeg er sandsynligvis ikke på toppen i morgen tidlig, men jeg takker selvfølgelig ja.

Nogle stykker fra delegationen har fået adgangsbadges til en eksklusiv fest, som vi tager til. Resten af vort selskab får vi ind ved, at én kommer ud med de allerede indtjekkedes badges.

Det er lidt besværligt, at det hele skal være så eksklusivt.

Til festen er der fri bar. Dansegulvet er dog tomt, og medforfatter Johan Wang er overbevist om, at det skyldes den dårlige house-musik. Det fortæller han dj’en og overtaler ham til at spille mere R&B. Straks efter er dansegulvet fyldt.

Johan har sejret og ejer dansegulvet!

På vejen hjem fra festen støder jeg ind i en israelsk instruktør, jeg mødte på Poitiers Film Festival et år forinden. Han er på Slamdance Film Festival, der kører parallelt med Sundance. Verden er lille.

Et mirakel
Jeg vågner træt og smadret om morgenen på syvendedagen og får kæmpet mig af sted til agent-mødet. Vi skal mødes på caféen Squatters.

Jeg mødes med de to agenter, som er omtrent verdens rareste mennesker. De er vilde med serien og vil gerne lære mig bedre at kende. Vi taler sammen i halvanden time, og samtalen slutter med, at de siger, de gerne vil repræsentere mig i USA, men at jeg lige kan tænke over det.

Det er svært ikke at være begejstret for tilbuddet. De vil bare tage nogle procenter af det arbejde, de skaffer mig, så det virker win-win-agtigt.

Efter mødet kører vores Kemohjerne-delegation mod Salt Lake City, hvor vores anden visning finder sted. Jeg er blevet fortalt, at det er ikke-filmfolk, der kommer til denne visning, så det er interessant. Denne visning er også virkelig rørende. Der er igen flere fremmødte, som har haft kræft meget tæt på sig.

Bagefter drager vi ned til byens største mormonkirke: Tabernacle. Kirken er bevægelsens hovedsæde. Mens vi beundrer den, sker der et lille mirakel. Delta Airlines har fundet min computer, skriver selskabet i en e-mail. Jeg er ekstatisk, da jeg er broke og ikke har råd til en ny computer.

Bagefter går turen hjem til pakning, da delegationen skal opsplittes. Nogle drager hjem næste morgen, Karoline, Elias og deres søn skal på ferie i Mexico, og min kæreste Eva og jeg bliver, men skal bo et mindre sted.

Agent versus manager
Om morgenen på den ottende dag kører Eva og jeg de andre til Salt Lake Citys lufthavn i Evas kæmpe leje-SUV. Bagefter går turen til vores hjem for de resterende dage – et smukt hus, hvor Kathy og hendes mand bor sammen med verdens sødeste hund, Willy. Vi har lejet et værelse hos dem på airbnb.

Om eftermiddagen skal jeg til møde med en manager, der også har set Kemohjerne, og som også vil tale om eventuelt et repræsentere mig.

Jeg har ikke helt fattet forskellen på en agent og en manager og får ham til at forklare det for mig. En agent finder bare arbejde til dig og hjælper dig med dine projekter. En manager guider dig på din karrierevej.

Det lød også på de andre agenter, som om de gerne vil vejlede, så jeg ved stadig ikke helt, hvad den store forskel er. Den gigantiske amerikanske branche virker en smule mere indviklet end den danske. Men mødet går fint.

Kuren for aids
Nogle timer senere skal Eva, Karoline og jeg til den sidste visning af vores serie. I døren venter Eva og jeg på Karoline, der er kommet til at tage bussen til den forkerte biograf.

I mellemtiden har Eva og jeg en lang samtale med en frivillig på festivalen, der efter sigende er læge. Hun bliver ved med at tale om, at vi burde lave en serie om kuren af aids. Jeg har en lidt underlig fornemmelse af hende, og hun forstår ikke, at jeg ikke har lyst til at lave en film om kuren af aids.

Karoline ankommer lige i tide til vores Q&A, som går virkelig godt. Endnu engang beretter publikum nogle virkelig fine historier. En ung fyr kommer ned efter Q&A’en og fortæller, at han havde testikelkræft som attenårig og efterfølgende har startet en velgørenhedsfond for testikelkræftpatienter.

Bagefter tager Eva, Karoline og jeg til SunDance-fest på yoga-studiet The Shop. Vi løber ind i en instruktør, der hedder Jason, som jeg under instruktør-brunchen snakkede meget med.

Jason fortæller os, at jeg til brunchen åbenbart meget bestemt havde udvalgt vores siddepladser. Hvad jeg bare ikke havde fattet, var, at jeg havde sat os lige ved siden af Ethan Hawke. Jason havde spurgt sin bordherre, om han var der med en film – og så går det op for ham, at det er selveste Ethan Hawke.

Sjovt nok har jeg slet ikke fattet, at vi sad ved siden af ham. Jeg har bare snakket med Emma Sullivan om Peter Madsen. Men det var jo også en spændende snak.

Hukommelsen fordamper
Tilbage på The Shop ender vi med at have et brag af en fest. Der er gang i dansegulvet, og vi får talt med spændende mennesker. Endnu engang får vi udleveret armbånd med kun tre drinks på, men vi får snydt os til flere drinks ved at rive vores armbånd af og bede om nye.

Vi er jo trods alt alkoholhungrende danskere.

Og vi bliver fulde. Imellem dans får jeg blandt andet snakket med en ung producer, der arbejder for Roy Lee, som har stået bag alle de amerikanske remakes af japanske gyserfilm som The Ring, The Grudge, Dark Water og så videre.

Kl. 24 slutter festen, men en kvinde omkring de 40 i en lang rød frakke fortæller, at festen fortsætter på Hilton-hotellet The Double Tree. Vi hopper ind i en overbetalt Lyft-bil og drager derhen.

Vi er ret berusede, og min hukommelse er lidt vag. Men jeg mindes, at vi mest taler med en instruktør, hvis cowboyhat vi låner og får taget en masse billeder med.

Dagen efter har Eva og jeg tømmermænd hele dagen. Og laver ingenting. Ud over at spise snacks og se tv.

Succes avler frustration
Så er det den sidste festivaldag, og udmattelsen er nu også ved at være total.

Som det første tager Eva og jeg til Festival Programmers Pancake Breakfast på The Shop. Det er en brunch arrangeret af festivalens programlæggere. Chefen Kim Yutani og de andre programlæggere står bag et bord og laver pandekager til filmskaberne.

På madprogrammet er der fem forskellige varianter af bacon: Chocolate Dipped Bacon, Pineapple Rum Bacon, Thick Cut Pepper Bacon, Jalapeno Bacon og Candied Maple Bacon. Selv om det er meget amerikansk og virkelig voldsomt, bliver jeg en ret stor fan af sidstnævnte.

Til brunchen har Eva og jeg en god snak med en portugisisk pige, der har taget sin kandidat på UCLA og sluttet skolen af med at lave en spillefilm, der nu er i Next-konkurrencen på Sundance. Hendes succes har resulteret i, at tyve andre elever nu også vil lave spillefilm som afgang til skolens store frustration, da de blokerer alt udstyret for alle andre produktioner.

Efter brunchen skal jeg til et arrangement, hvor filminstruktører fra festivalen speeddater grupper af college-elever, som har mulighed for at stille spørgsmål til ens karriere og film.

Jeg har femten minutter med seks forskellige grupper. Det er meget intenst, men også rart at kunne give lidt tilbage – selv om jeg stadig går på uddannelsen Super16 og ikke er meget ældre end dem.

Hemmelig viden
Eva og jeg tager hurtigt hjem, gør os klar til prisfesten og finder bussen, der skal køre os til Redstone, hvor begivenheden foregår.

Vi falder i snak med en midaldrende australsk journalist. Hun fortæller en masse røverhistorier fra sin lange karriere. Et af højdepunkterne har været en fest med Peter Aalbæk i en hel uge!

Hun giver også et tip om, at vi skal drikke alt, hvad vi kan, inden showet starter. De lukker åbenbart baren under showet, og efter showet får vi endnu engang kun uddelt et armbånd med tre genstande! Og så fortæller hun, at aftenens store vinder bliver det amerikanske drama Minari. Eva og jeg taler på vejen ind i festsalen, om det mon er et gæt eller hemmelig viden.

Efter billetcheck kommer vi ind i en kæmpe sal med en masse barer i den ene ende, en scene med stole foran sig i den anden ende og en buffet i midten af det hele.

Eva og jeg følger journalistens tip og får os nogle drinks inden showet – det varer trods alt to timer. Da vi har sat os, opdager vi, at Viggo Mortensen sidder tre rækker foran os. Evas mors har opkaldt sin hund efter ham. Hun er fan.

Da der ikke er nogen konkurrence for tv-kategorien, er vi her for selve oplevelsen. Showet består mest af prisoverrækkelser, men har også lidt musik samt en vemodig afsked med John Cooper, der har været festivalens leder gennem elleve år. Han giver stafetten videre til Tabitha Jackson, der har ledet dokumentarprogrammet på festivalen i seks år.

Jeg har desværre ikke haft heldet med mig og fået set nogen af vinderfilmene – heller ikke Minari, som rigtignok bliver aftenens store vinder. Jeg krydser fingre for, at de bliver importeret til Danmark.

Efter showet stormer alle mod barerne, og en dj begynder at spille musik fra scenen. Det er et skørt arrangement. En kæmpe sal fyldt med filmfolk. Hvis man kiggede på os gennem et vindue, ville man nok tro, at det var et Hollywood-halbal.

Hjemme igen
Det er søndag, og Eva og jeg sidder nu i flyveren på vej hjem.

Det har været ti intense dage, og jeg må indrømme, at oplevelserne og dagene smelter sammen i mit hoved.

I de næste dage skal jeg tænke nærmere over de forskellige agentmøder, jeg har haft – og finde ud af, om jeg skal have en amerikansk agent. Min instruktørkollega Kara Durrett sagde, at de to agenter, jeg mødtes med på Squatters, er fede og vil være gode for mig i forhold til arbejde i USA.

Vi må se, hvad der sker. Jeg skal også lige færdiggøre Super16 til sommer.