Hollywoods kaffebar

And all the stars
that never were
are parking cars
and pumping gas


Sådan hedder det i Burt Bacharachs Do You Know the Way to San Jose, især kendt i Dionne Warwicks udgave fra 1968. Men kaffebaren lukker aldrig for de stjerner, som faktisk var og ikke behøvede at finde vejen tilbage til barndommens San Jose. Der er i hvert fald ikke lukket i Edward Hoppers klassiske maleri Natteravne eller i østrigeren Gottfried Helnweins geniale plagiat Boulevard of Broken Dreams, hvor Hoppers anonyme gæster på nattens kaffebar er blevet erstattet af Hollywoods største navne: James Dean, Humphrey Bogart, Marilyn Monroe og Elvis Presley.

Hoppers billede er fra 1942. Tintet i kolde kulører, domineret af et stærkt neonlys med samme nøgterne kulde, der med clairobscur oplyser en sort gade i en typisk amerikansk storby. Parret i midten er som taget ud af en detektiv­roman af Raymond Chandler, en sej cigaretrygende mand i en grå blød hat og en ung rødhåret kvinde i en rød overdel. Så er der tjeneren i hvidt og en mørk mand med ryggen til. Alt i alt typisk for sin tid, og det peger netop frem på de mange film noirs, som op igennem 1940'erne og 50'erne skulle trække på temaets introverte gådefuldhed, skilderiets latente skæbnesvangerhed og tilsyneladende varsler om tragiske hændelser for mennesker, stødt ind i hinanden i storbyens labyrint.
   
Helnwein har placeret Hum­phrey Bogart på samme plads som Hoppers mand med den grå hat. Ikke uden grund. Her står Bogart i samme hvide smoking og med samme des-illusionerede attitude som i Casablanca, der just havde premiere i 1942 og gjorde Bogey til stjerne, måske den største nogensinde. Ved siden af står Marilyn Monroe i silkekjole og minksjal, sikkert fra Gentlemen foretrækker blondiner fra 1953. Endelig er Elvis Presley i sit bonderøvs-outfit fra sin ungdom i 50'erne, længe før han anlagde sig det skrækkelige hvide jakkesæt fra den berømte turné i 1972. Hoppers mand med ryggen til er blevet til James Dean fra Øst for Paradis og Vildt blod, begge fra 1955.  

Mytologiske stjerner

Men hvorfor er de placeret på boulevarden for bristede drømme? Alle disse glamourøse natteravne blev dog stjerner i sin tid? James Dean på tre film og Elvis Presley på 33 mere eller mindre dårlige af slagsen. Marilyn Monroe er verdens mest berømte blondine, som andre af slagsen fra i dag, Kim Basinger eller Sharon Stone, stadigvæk ikke kan overskygge. Vi fejrede sidste år endog Marilyns 80 års fødselsdag a la en gudinde i en senmoderne mytologi, hvis helligånd(e) hedder retro og nostalgi. James Dean lever videre som den utilpassede oprører, the outcast på grænsen til parodien, som Dylan i tv-serien Beverly Hills, der sågar kører rundt i den Porsche, som Dean kørte sig ihjel med i 1955!
   
Det kan selvfølgelig konstateres, at ingen af de fire døde mæt af dage. Måske med undtagelse af Elvis Presley, som afgik ved døden i 1977 med lige så mange stoffer i sin overvægtige krop som i et middelstort provinsapotek. Bogart, som kunne være de tre andres far, døde 58 år gammel i 1957 af en galopperende strubekræft forårsaget af tusinder af smøger og lige så mange drinks. Monroe afgik ved døden i 1962 enten for egen hånd eller, ifølge forfatteren Joyce Carol Oates og mange andre konspiratorer, myrdet for sine affærer med to gange Kennedy. Alle fire lever imidlertid videre som ikoner i hvert sit kapel.  
   
Humphrey Bogart kan lyse lidt tilbage til Holly­woods guldalder i mellemkrigstiden, de andre er som stilleben sat i 1950'ernes mere traurige lys for filmbyen, plaget af mccarthyisme, det nye medie fjernsynet, den kolde krig og af, at smagen for underholdning gik i andre og mere diffuse retninger end film noir, musicals og lystspil. 1950'erne var frem for alt de store bibelfilms og andre blockbusters florissante epoke.

Bogart
Alligevel. Det er i 1950'erne, at de tre yngste af disse filmhistoriens natteravne gør deres karriere, bryder igennem og bliver til stjerner på masseunderholdningens firmament. Hvorfor så bristede drømme og denne dødskult, hvor disse forne filmstjerner er blevet mumificeret ind i deres eget mausoleum? Er de ikke snarere udtryk for den amerikanske drøm end for det 20. århundredes mareridt, nederlag og håbløshed?  
   
Alle, der kendte Humphrey Bogart, kendetegner ham med den indre sorg og personlige tristesse, han bragte med sig i alle roller, enten som slesk skurk eller tragisk helt. Spor af en eksistentiel forladthed og den hemmelige energi i al Bogarts spil fik endnu mere benzin på bålet, da han i begyndelsen af 50'erne måtte bøje sig for mccarthyismen.
   
Vi vil helst huske Bogey som den stolte gangster Roy Earle i High Sierra, den coole privat­detektiv Sam Spade i Ridderfalken eller hans elegante kollega Philip Marlowe i Stern-woodmysteriet. Og så selvfølgelig som natklubværten og frihedskæmperen Rick Blaine i Casablanca.
   
Men hans bedste og mest signifikante rolle og måske den mest dybdeborende, sinds-oprivende og inderligt sigende for Bogeys egen midaldrende sjæl, er som den paranoide kaptajn Queeg i Mytteriet på Caine, der blev drejet som kompensation for at være samarbejdsvillig med korstoget mod såkaldte uamerikanske aktiviteter. Bogart giver os sig selv på vrangen af et stolt såret dyr, en moderne Filoktet, som lugter ilde af sit eget indre sår, for ikke at have levet op til den ære og det mod at holde kæft over for USA's fanatiske antikommunister. Men Helnwein har sat ham ved baren i hans fineste time, den med den hvide smoking en nat i Casablanca, lige før Pearl Harbour i 1941.

Elvis
Elvis Presley havde ambitioner om at være andet og mere end en gudbenådet rocksanger for især hvide borgere, med hang til at vrikke hofterne midt i bibelbæltet, og hele nationens bigotte kønsmoral. Han ville, ligesom Frank Sinatra, også være skuespiller af format og helst med en Oscar som den, Frankie Boy fik for sin birolle i Herfra til evigheden. For Elvis blev det til alle de mange film, som kun hans fans, bevares i millioner, synes er værd at se og gense. Resten er fast food, slik og stoffer, som han kunne tage hele vejen til banken eller i hængekøjen nede i Graceland.
   
James Dean kørte sig ihjel efter tre film, som alle var i gang med at typecaste ham som evigt samspilsramt ungersvend med nerverne uden på skindjakken. Men spørgsmålet er, om han ikke allerede i sin sidste film, Giganten, dramatisk bliver overhalet af Rock Hudson med hensyn til talent og spil? Og er han reelt lige så fin til at spille fremmedgjorte og forsømte mænd som sine samtidige, den sublime Montgomery Clift og den mundlamme Marlon Brando? James Dean blev i en alder af 24 år et smukt lig og frosset ned i sin egen gletscher på kultisk nostalgi for det vilde blod, der koagulerede på asfalten i ulykkesnatten 1955.
  
Og stakkels Marilyn Monroe? Usikker smag med hensyn til mænd, hvad enten det gælder den mutte baseballspiller DiMaggio, den intellektuelle Arthur Miller eller listepikken Yves Montand. Ynkelig da hun i en brandert kort før sin død synger fødselsdagssang for kynikeren John F. Kennedy, men til gengæld bedårende i alle andre roller som den uægte og dog ærlige blondine. "Jeg er færdig med kærlighed," synger hun smerteligt og overbevisende som Sugar Kane Kowalczyk i Ingen er fuldkommen, hvor det er hendes skæbne, også i denne film, at forelske sig håbløst i fattige jazzmusikere.
   
Her på kaffebaren går det hende bedre. Her er Monroe gestaltet som den moderne Lorelei, der synger med ironisk indsigt, at en piges bedste ven er de der diamanter! Maleriet indfanger alle fire på højden af deres karriere, men synkront er auraen netop det modsatte: forspildte chancer og bristede illusioner.

Forfatteren Scott Fitzgerald, der selv døde fattig og halvglemt i Hollywood i 1940, skriver et sted, at en amerikaners liv ikke har nogen anden akt. Forstået på den facon, at en moderne amerikaner vokser sig ­gammel, men ikke nødvendigvis voksen. Scott Fitzgerald talte af egen erfaring med at have drukket det hele ­op, ægte- såvel som forfatterskab. Men med egen bitter selv­bevidsthed havde han ikke lært noget af sin deroute, ud over bondeanger og selvmedlidenhed. Hans vidunderlige romaner, Den store Gatsby og Natten er blid, handler om at gentage første akt, forelskelsen, ungdommen og det forsømte forår, men derved at undgå anden akt, at være voksen og følsom, gerne med børn.

Skibe i natten
Hverken Bogart eller Presley, de to eneste forældre på maleriet, var særligt gode forældre. James Dean nåede aldrig at formere sig, og spørgsmålet er, om det overhovedet kom på tale i hans 24-årige og biseksuelle hjerne. Marilyn Monroe kunne øjensynligt ikke få børn. Godt det samme, men over disse fire mennesker i kaffebaren er der noget goldt, der er ikke meget fremtid, så selv smilene er stive af kulde.
   
Den amerikanske helt og heltinde kommer ofte os europæere i møde uden nogen baggrund eller fortid. De er der bare. I ét nu som turist ved et tilfælde, tilfældig gæst, tilfældets privatdetektiv, ja med landets egen kliché passerer vi dem gerne som skibe i natten, flygtigt hilsende - og så er de væk. Og når stjerner dør, således som disse fire olympiske natteravne, bliver de til ikoner, badet i det nøgne skær fra nattens neonrør, de kolde flammer af modernitetens film noir, made in Hollywood, USA.