Hollywood
Tema
11. feb. 2007 | 08:00

Smagen af Oscar

Den årlige Oscar-uddeling er en fremvisning af Hollywoods selvforståelse, hvor det ædle og storslåede belønnes på bekostning af den effek­tive genrefilm, som ellers er Holly­woods særkende.

Af Torben Grodal / Ekko #36

Hollywoods centrale iscenesættelse af sig selv som kunst sker ved de årlige Oscar-tildelinger. Det officielle navn for prisen er Academy Award, for den uddeles af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, en selvsupplerende forening med godt 6.000 medlemmer, der repræsenterer alle Hollywood-industriens forskellige brancher - instruktører, skuespillere, klippere, fotografer osv. I alt fjorten kategorier. Hver branche nominerer film inden for deres område undtagen bedste film, hvor alle medlemmer kan nominere.
   
Selv om også engelsksprogede film optaget af andre end Hollywoods producenter kan deltage i konkurrencen, har den altdominerende del af de præmierede film været "Hollywood-film", særlig i kategorien "bedste film", som denne artikel primært handler om.   
   
Det er påfaldende, når man studerer listen over Oscar-vindere gennem årene, at en meget stor del af amerikansk films hovedværker ikke har fået en Oscar som bedste film. Film som Psycho, Rumrejsen år 2001, Rosemary's baby, Nærkontakt af tredje grad, Blade Runner eller Short Cuts var ikke engang nominerede.
   
Og hvis film, der nu står som hovedværker i filmhistorien, har været nominerede, har de typisk tabt til film, der nu er mere eller mindre glemte. Rocky vandt over Taxi Driver, Kramer mod Kramer vandt over Dommedag nu, Mit Afrika vandt over Witness, Viljen til sejr vandt over Jagten på den forsvundne skat, Gandhi vandt over Blade Runner. Men der findes selvfølgelig også eksempler på det modsatte: The Godfather I og II vandt Oscars som bedste film og har vist sig langtidsholdbare.

Stort, stort og stort
Når Hollywoods branchefolk, under hele verdens opmærksomhed, uddeler priser ved den store ceremoni i februar, bliver hovedvægten lagt på en bestemt slags film.
  
Årets bedste film er Hollywoods mest officielle ansigt. Her kan vi se Hollywood-lauget i sit stiveste officielle puds, og akademiets medlemmer demonstrerer til lejligheden en særlig Oscar-smag, som viser, at Hollywood tjener høje mål ved at frembringe ædel kunst, præget af almenmenneskelige, moralske værdier.
   
De ædle Oscar-værdier kan suppleres med storslåethed, stort budget og store temaer, som i det historiske epos Gandhi, eller som i Titanic, hvor rig pige og fattig dreng forelsker sig, og den fattige dreng ofrer sit liv for hende under storslåede omstændigheder; eller som i Gladiator, hvor en mand på imponerende vis går i døden for demokrati og retfærdighed.

Den storslåede ædelhed er ikke mindre i Ringenes Herre. Ben-Hur vandt i sin tid over Ingen er fuldkommen og Menneskejagt, fordi den var storslået, kostbar og fuld af kristen patos. Forrest Gump vandt over Pulp Fiction, fordi den opfordrer til medmenneskelig medfølelse, modsat sidstnævntes noget mere mudrede blanding af kynisme og moralsk omvending. Og så foregiver Forrest Gump endda at give et storslået panoramisk overblik over amerikansk historie.
   
Det er således ekstra godt både at demonstrere en højtsvungen, medfølende moral og at være storslået. Der er også relativt mange storslåede film, der foregår i fortiden, således at eventuelt skarpe kanter opleves gennem nostalgiens filtre. Chicago genopliver musical-genren, men med miljøet henlagt til 1920'ernes Chicago, så dens politisk ukorrekte seksualfremstilling dæmpes ved at blive skildret som eksotisk og fortidig.

Ingen Oscars til action
Der er selvfølgelig ingen eksplicitte regler for, hvilke filmgenrer der tildeles Oscar for bedste film, men et historisk overblik giver nogle fingerpeg. Af alle film nomineret som bedste film er 49 % rubricerede som drama (om end lidt færre, 39 %, faktisk vandt prisen). De tre andre store kategorier er komedie (18 % nomineret, 14 % vindere), historisk-episke film (16 %, 10 %) og musical (11 %, 8 %).
   
Derimod er chancen for, at en film, der rubriceres som krigsfilm, suspense-film, action-adventure eller science fiction-film, vinder en Oscar, meget, meget lille; på trods af, at det er filmtyper, der fylder godt op i Hollywoods produktion! Et hovedværk i action-adventure-genren som Jagten på den forsvundne skat fik selvfølgelig ikke en chance for at blive bedste film, selv om den netop som effektiv genrefilm med stærk fortællekraft repræsenterer en af Hollywoods vigtigste traditioner. Det er også længe siden, en ægte komedie har fået en statuette.
   
Det er en klar tendens, at akademiets medlemmer skyr det alt for kontroversielle, hvad enten det er moralske eller politiske temaer, der kunne bringe Hollywood i miskredit. En film som Dead Man Walking, der berører temaer som dødsstraf og politisk forfølgelse, var ikke engang nomineret. Og selv om Good Night and Good Luck, med konkret politisk adresse til Bush-regeringens forsøg på censur, nomineredes, vandt den naturligvis ikke.

Ædel patetisk medlidenhed
Valgkollegiet vil i særlig grad sky "lave" følelser og temaer, for eksempel film, der "blot" iscenesætter spænding, vold, sex eller anden moralsk angribelighed, som ellers delvis er Hollywoods eksistensgrundlag. Branchen vil gerne offentligt fremvise en "moral", der er højere end de enkelte medlemmers private moral, fordi alle, selv i hemmelige afstemninger, vil ræsonnere:
   
"Hvad ville folk dog tænke om Hollywood, hvis vi gav en Oscar for bedste film til for eksempel Pulp Fiction eller L.A. Confidential, der er fulde af scener med kynisk sex og vold?"
   
Derimod er det ukontroversielt at give en så moralsk korrekt og sentimental film som Driving Miss Daisy prisen. Og der må gerne være et anstrøg af kultur, som i Den engelske patient og Shakespeare in Love, hvis det bare ikke er for indforstået: En Oscar-tildelt film skulle gerne henvende sig til alle jævnt dannede. Det er også let at se, at et omstændeligt melodrama med familie­patos i lange baner som Susanne Biers Efter brylluppet giver god mening som Oscar-materiale.
   
Sidste års Oscar-vinder er et typisk eksempel. I den velmenende, men skabelonagtige tåreperser Crash optræder et stort galleri af Los Angeles' etniske og racemæssige grupper på stribe efter formlen: De gør nogle grimme ting over for en repræsentant fra en anden race eller etnicitet, og de gør en ædel ting over for selv samme. Mest patetisk i form af en hvid politimand, der først ultrasexistisk beføler en farvet kvinde, og nogen tid senere heroisk redder hende ud af en brændende bil. Læs: Mennesker er på bunden gode, og kun ulykkelige omstændigheder, såsom den hvide politimands problemer med sin gamle far, driver dem ud i det onde.
   
På prisoverrækkelsesaftenen ønsker akademi-medlemmerne, at Hollywood skal symbolisere en fælles amerikansk vilje til ædel patetisk medlidenhed og til storslåethed. Så gode mennesker er vi vist.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko