Dag 11: Honningbier og børnesoldater

Så nåede vi i mål.

Sundance er en kæmpestor filmfest, en branchefejring med fokus på nye kreative kræfter i industrien og dermed også et barometer for, hvor branchen bevæger sig hen. Men det er også et maraton for de mest filmgale publikummer: Man glæder sig til det sker, og man glæder sig, når det er ovre.

Festivalens sidste dag er en anledning til at samle op og gøre status, når byens biografer holder ekstravisninger af de store vinderfilm. Det betød også en ekstra chance for at se May el-Toukhys Dronningen, der vandt en publikumspris, men ikke Mads Brüggers Cold Case Hammarskjöld, der ellers har figureret på mange kritikeres toplister over festivalens bedste film.

Men instruktørpriser giver ikke ekstravisninger, selv om de danske film endnu engang viste sig blandt festivalens mest omtalte og bedst anmeldte.

Kæmpehandlerne vendte tilbage
Hvor meget vi end taler om indie-sårbar filmkunst, kan meget af Sundance-festivalens succes måles i ussel mammon.

”Sundance-markedet bliver ikke glohedt,” lød det i branchebladet Variety inden festivalen, men allerede natten efter verdenspremieren på talk show-satiren Late Night et par dage inde i festivalen havde Amazon gjort alles forudsigelser til skamme ved at finde den store pengepung frem og punge tretten millioner dollars ud for komedien.

Den handel er mange millioner over, hvad der blev betalt for selv de mest interessante og indbringende film sidste år. Amazon alene brugte rundt regnet 47 millioner dollars på at købe festivalens mest publikumsvenlige titler, hvilket signalerer en ny interesse i film med mellembudgetter og en risikovillighed, der kan vise sig farlig.

De seneste år har store distributionsselskaber brændt nallerne på film som Assassination Nation (ti millioner dollars), Patti Cake$ (10,5 millioner) og The Birth of a Nation (17,5 millioner), der alle blev totalt ignoreret ved billetlugerne efter at have skabt røre i Park City.

Sidste års festival udmærkede sig ved, at Hollywood-indkøberne ikke fandt det store checkhæfte frem, men i år blev Late Night, The Report, Brittany Runs a Marathon og Blinded by the Light alle købt for mere end ti millioner dollars.

Årsagen er simpel. Filmene var bedre i år. Og hvad der måske er endnu mere bemærkelsesværdigt, er, at kun én af kæmpefilmene har en hvid mand både foran og bag kameraet. Sundance 2019 slog et stort slag for diversitet i branchen.

Minoriteter i rampelyset
40 procent af festivalens instruktører var i år kvinder, og 39 procent var ikke hvide. Af filmene i festivalens hovedprogram for amerikanske fiktionsfilm var mere end halvdelen instrueret af kvinder, og det gælder også vinderfilmen Clemency, der er skrevet og instrueret af en sort kvinde.

Når årets festival både har været mange års mest indbringende og inkluderende viser Sundance, at repræsentation af minoriteter ikke sker på bekostning af publikumsinteresse.

Filmene i hovedkonkurrencen har også fået en fremragende modtagelse af kritikerne. Kun det religiøse drama Them That Follow har fået overvejende negative anmeldelser på kritikersitet Rotten Tomatoes. Det kan måske skyldes, at Sundance inden festivalen rystede posen, hvad angår anmelderkorpset, så 63 procent af anmelderne kommer fra underrepræsenterede grupper.

Det er måske også en del af forklaringen på, at halv- og helkedelige film som Top End Wedding og Imaginary Order har fået flotte ord med på vejen.

Nabostrid om honningbier
Den helt store vinder i festivalens dokumentarprogram blev den makedonske Honeyland, et stilfærdigt drama om en midaldrende, livshærget kvinde, der avler bier og tager sig af sin forkrøblede, sengebundne mor.

Hun holder bistaderne i live ud fra et hævdvundet princip: halvdelen til bierne, halvdelen til hende. Da en nomadefamilie parkerer deres autocamper ved siden af hendes lille stenhytte, nyder hun selskabet og rollen som reservetante for den syv barn store børneflok, og hun lærer fra sig.

Men da familiefaren begynder selv at avle bier, har han ikke respekt for den skrøbelige balance, som hendes metoder sikrer, og inden længe er bistaderne og hendes traditionelle levevis truet af kollaps.

Instruktørerne Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov har skabt en formidabelt nærgående historie, et personportræt tegnet så præcist, at man glemmer, at man ser en dokumentar. Hovedpersonen Haditze er en stille eksistens, og det er hjerteskærende at se hende live op i selskab med naboens børn, for så at miste sit levebrød på grund af nomadepatriarkens stædighed.

”Snart vil du dø, og hvad skal jeg så gøre?” spørger hun fortvivlet sin senile gamle mor, der ikke længere forlader sengen. ”Du kan gifte dig,” lyder svaret – moren tror stadig, hendes datter er en ung pige.

Honeyland vandt priser for bedste udenlandske dokumentar, en lidt uklar særpris kaldet ”Impact for Change”, og så den måske mest velfortjente: prisen for bedste fotografering. Vi ser honninghøsten i gyldent modlys, kaotiske optagelser af nomadefamilien og intime nærbilleder fra Haditzes hjem, et aftenmørke kun oplyst af stearinlys. Optagelserne er forrygende smukke.

Aber i uniform
Jeg kunne ikke have ønsket mig en stærkere afslutningsfilm end den colombianske Monos, der vandt juryens særpris for bedste ikke-amerikanske fiktionsfilm.

Og Alejandro Landes’ gribende fortælling om brutale børnesoldater var på alles læber allerede inden lørdagens prisuddeling. Det er en barbarisk fortælling om en barneleg, der mister sin uskyld.

I en afsidesliggende bunker i den colombianske jungle bevogter en deling børnesoldater et amerikansk gidsel for en guerillahær. Hvordan de er endt der, forklares aldrig. Filmens fokus er på deres dagligdag som bevæbnede hormonbomber uden voksenopsyn.

”Monos” er det spanske ord for aber og også navnet på børnenes deling. Det er sigende. Ikke nok med, at de vitterligt er nogle brøleaber. De indordner sig også i et dyrisk hierarki baseret på styrke og machoposeren. Da et uheldssvangert vådeskud sætter gruppens lederskab på spil, indledes en bitter kamp om magt og sex med gruppens pigemedlemmer.

Når man ser dem træne, kan man næsten glemme, at alle soldaterne er i femtenårsalderen, og man bliver lige forfærdet, hver gang instruktør og medforfatter Alejandro Landes viser deres tabte barneuskyld.

For børnene er soldaterlivet en spejdertur med automatrifler, Fluernes herre i junglen. Deres gidsel er den eneste, der har en voksens sans for alvoren i foretagendet, og den kontrast mellem hendes realitet og børnenes tragiske indbildskhed bliver stadig mere udtalt.

Monos, der er co-produceret af danske Snowglobe, er et chokerende punktum på en spændende festival. Filmens allersidste billede sætter ar på sjælen.