Portræt: Hun hader opmærksomhed

Somme tider må man tone rent flag: Set fra min biografstol er 35-årige Carey Mulligan sin generations bedste kvindelige skuespiller!

Hun kan med en spidsmund eller et løftet næsebor udtrykke en films inderste kerne.

Som i An Education, hvor hun spiller en ung kvinde, der begynder at opføre sig ældre, end hun egentlig er, ved at læne sig tilbage og lade voksenlivet opsøge hende – ikke omvendt.

Eller i Shame, hvor hun på et intimt koncertsted synger en version af Sinatra-hittet New York, New York, så tårekanalerne oversvømmes.

Aldrig har en enkelt filmscene virket så smertelig og nedtrykt til ordene: ”I want to wake up in a city / That never sleeps / And find I’m king of the hill / Top of the heap”.

Never Let Me Go, Drive, Inside Llewyn Davis og Wildlife kunne også nævnes. Mulligan ødsler ikke med følelserne. Hun placerer sig bare midt i dem, lader dem gennemstrømme hende og ser så, hvordan andre reagerer på det, hun gør.

Nybrud i karrieren
Sådan virker Mulligan også privat. Der bliver der ikke delt alt for mange følelser ud i de interviews, hun giver. Meninger holder hun ofte for sig selv.

Lige indtil forleden, hvor hun pludselig befandt sig i en aparte situation.

I Promising Young Woman – som mange filmkritikere anser for værende et nybrud i karrieren – spiller hun en kvinde, der narrer potentielle voldtægtsmænd og hævner sig på dem.

Mulligan er blevet hyldet over det meste af filmverdenen for rollen, og hun er i pole position til at køre en Oscar-nominering og muligvis også en statuette i hus, når priserne uddeles i slutningen af april.

Men så var der lige en famøs Variety-anmeldelse af filmen, der beskrev hende som et ”underligt valg i rollen som femme fatale”. Læg dertil, at der blev tilføjet nogle vendinger, som snildt kan læses sådan, at anmelderen mener, Carey Mulligan er for usexet til at blive voldtaget.

Variety undskyldte, men egentlig var det mest opsigtsvækkende ved det hele, at Carey Mulligan pludselig blandede sig med en holdning til sagen.

”Jeg tænkte: ’Seriøst?’” svarede hun anmelderens eget magasin. ”I en vurdering af en film som denne skriver du noget, der er så gennemsigtigt? Nu? I 2020? Jeg kunne ikke tro, at det var sandt.”

Filmens lim
Carey Mulligan bed fra sig.

Det er ikke hverdagskost, når vi taler den noble brite. Hun har fået et image som reserveret og lidt kedelig.

Det skyldes til dels hendes rollevalg.

Inden Promising Young Woman, der i den grad ligner et feministisk hævntogt til tiden, har hun nemlig kun optrådt i historiske værker, siden hun sang, så tårerne løb i Shame fra 2011.

Med sit rolige spil fungerer hun ofte som en friskhedsventil i et periodedrama. Uanset om det er Thomas Vinterbergs Far from the Madding Crowd, der finder sted i 1870’erne, Suffragette, som kalder til kvindekamp i begyndelsen af 1910’erne, eller arkæologiudgravningen i 1939 i The Dig, er Mulligans fattede og rolige skuespil selve filmens lim.

Det er hende, der klistrer følelser og handling sammen med sin enkle og tilbagelænede mimik. Hun larmer ikke. Hun er der for at spille skuespil på så naturalistisk vis som overhovedet muligt.

Spil Cate Blanchett!
Det er denne metode, der også har taget folk med – ja, undskyld – bukserne nede, når vi taler om Promising Young Woman.

Mulligan har alle muligheder for at flippe ud og karikere i en sorthumoristisk film om en kvinde, der straffer festklamme mænd.

Men hendes mesterskab ligger netop i ikke at gøre det. Hun er blot det instrument, handlingen spiller på.

”Hun er altid sandfærdig og omtrent så jordbunden, som en skuespiller kan være,” udtalte filmens instruktør, Emerald Fennell, til New York Times sidste år.

Dermed er Promising Young Woman altså ikke i lige så høj grad et nybrud i karrieren som en fortsættelse af den. Eller måske nærmere en tilbagevenden fra lutter historiske roller.

For der er bid i Mulligan.

I et interview med magasinet Porter fra sidste år åbner hun for første gang op omkring, hvorfor hun er meget tilbageholdende. Carey Mulligan kan ganske enkelt ikke lide opmærksomheden. Hun bryder sig ikke om at blive fotograferet. Hun hader den røde løber.

”Folk siger: ’Lad som om, du er Cate Blanchett.’. Og så går jeg på den røde løber og tænker: ’Vær Blanchett. Prøv at være sej. Smil med dine øjne.’ Men det virker ikke,” siger Mulligan i interviewet og forklarer, at hun i den senere tid har knyttet endnu tættere bånd med veninder, hun har haft siden teenageårene.

”Det handler nok om at gå igennem forskellige livsfaser sammen og støtte hinanden.”

Koket cigaret
Den røde løber slipper Carey Mulligan formentlig ikke for i de kommende år.

I hvert fald ikke, hvis hun bliver ved med at holde det tårnhøje niveau i filmrullerne, hun indtil nu har formået. At hun kan sidde hjemme foran computeren i årets prissæson og derfor være minimalt profileret, passer hende til gengæld nok meget godt.

Sideløbende med filmkarrieren har hun spillet på nogle af verdens mest velrenommerede teaterscener. Det viser bare, at skuespil for hende er det primære, mens filmbranchens glamour står langt nede på ønskelisten.

Når hun læner sig koket tilbage med en cigaret i An Education, er det et forsøg på at vise en lille udvikling i rollen. Når hun eksploderer i vrede over mænds kvalmende opførsel i Promising Young Woman, gør hun det kun med fortællingen for øje.

Måske er det helt særlige ved Carey Mulligan, at hun ikke ønsker at være særlig.