Nekrolog
01. okt. 2024 | 15:38

Hun var hele verdens strikse forvandlingslærer

Foto | Jaap Buitendijk

Fra den første film om Harry Potter til afslutningen på serien Harry Potter og dødsregalierne – del 2 spiller Maggie Smith den hårde, men godhjertede Professor McGonagall, der ikke er bange for at hæve tryllestaven, når det gælder. 

Maggie Smith spillede de ultimative, strammaskede autoritetsfigurer i Harry Potter-serien og Downton Abbey, men var trygt selskab, når der var mest brug for det.

Af Frederik Hoff

De fleste danske filmpublikummer lærte Dame Maggie Smith at kende, da hun i en alder af 70 år dukkede op på lærredet som den strikse forvandlingslærer Professor McGonagall i Harry Potter og de vises sten fra 2001.

Men den britiske skuespiller blev ikke tryllet frem til lejligheden. Hendes karriere havde allerede været godt i gang i 40 år, og den fortsatte hele vejen op til 27. september i år, hvor hun gik bort, 89 år gammel på Chelsea and Westminster Hospital i London.

Hendes død har medført adskillige reaktioner i medierne.

Både Kong Charles og premierminister Keir Starmer har udsendt meddelelser, der kalder Smith for et nationalklenodie og roser hendes mange store roller på film og i teatret.

Til branchebladet Variety har hovedrolleindehaveren i Harry Potter-filmene, Daniel Radcliffe, fortalt om sit første møde med veteranskuespilleren, da han var ni år gammel og spillede sammen med hende i David Copperfield.

”Det første, jeg spurgte hende om, var om hun ville kaldes for ’Dame’. Hun grinte og svarede: ’Don’t be ridiculous!’ Jeg kan huske, at jeg var nervøs for at møde hende, og hun gjorde mig rolig med det samme,” husker Radcliffe. 

Det unge publikum, der voksede op med Maggie Smith som McGonagall, har haft en lignende oplevelse af skuespilleren som intimiderende og samtidig utrolig trygt selskab.

Med sit ikoniske, evigt dømmende blik og sin uigennemtrængelige værdighed gjorde hun McGonagall til en ultimative autoritetsfigur, men lod varme sive ud mellem de markerede kindben, når Harry og publikum havde mest brug for det.

Rebelsk skolelærer
Margaret Natalie Smith blev født i 1934 i Ilford, Essex med en skotsk sekretær som mor og en engelsk patolog som far. Hun voksede op i Oxford og begyndte som sekstenårig at spille på teatret Oxford Playhouse.

Tidligt i hendes karriere, lagde stjernen Laurence Olivier mærke til det unge talent og inviterede hende til at være med i hans teaterkompagni, hvor hun voksede sig til en respekteret sceneskuespiller.

Hendes første rigtige filmrolle var i kriminaldramaet Nowhere to Go fra 1959, og i 1966 blev hun nomineret til en Oscar for bedste birolle i John Dexters filmatisering af Shakespeare-stykket Othello, hvor hun spiller Desdemona over for Oliviers titelrolle.

Med tanke på hendes senere karriere er det ironisk, at hun vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle som den rebelske skolelærer i The Prime of Miss Jean Brodie fra 1969. Smith havde dog ikke tid til at modtage sin pris på grund af sit stramme teaterprogram.

Det var til gengæld muligt, da hun vandt endnu en Oscar i 1979 – ironisk nok i rollen som en skuespiller, der drømmer forgæves om at vinde en Oscar – i antologikomedien California Suite.

Sluttede med kraftpræstation
Dame Maggie Smith har i alt været nomineret til seks Oscars, og op igennem 80’erne og 90’erne cementerede hun sin status som en af Storbritanniens mest respekterede Shakespeare-skuespillere. I 1990 blev fik hun tildelt en britisk ridderorden og titlen ”dame”.

Det globale, folkelige gennembrud kom så med den første film om Harry Potter i 2001.

Smith blev hele verdens strammaskede skolefrøken og holdt fast i folkeligheden som den spydige enkegrevinde i den elskede periodeserie Downton Abbey, hvor hun også veksler mellem ophøjet arrogance og hjertelig visdom.

Hendes sidste filmrolle blev i seniordramaet The Miracle Club fra 2023, hvor hun giver en kraftpræstation som den aldrende Lily, der tager til Frankrig med sin afdøde venindes datter.

Dame Maggie Smith efterlader sig to sønner, skuespillerne Toby Stephens og Chris Larkin, og fem børnebørn.

Trailer: The Miracle Club

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko