Hvad var der galt med Spike Lee?

Ceremonien med uddeling af priserne i Cannes afholdes altid med en blanding af fransk nonchalance og stedmoderlighed.

Den store filmkunst er jo hævet over konkurrence, så man vil endelig ikke tage det for alvorligt. Men en festival skal have priser, hvis den skal skabe omtale og derigennem skaffe indtægter, og det er i sidste ende pengene, der tæller.

Så ved et bevidst pauvert show bliver de syv priser derfor overrakt på en halv times tid. Det er dobbelt så hurtigt, som det tager de inviterede filmfolk og gæster at gå op ad den røde løber, og det er så kedeligt, at de fleste journalister for længst har vendt snuden hjem.

I elleve dage har de ellers været ved at komme op at slås om, hvem der fortjener at vinde Guldpalmen, og der er blevet gættet på livet løs. Men når spændingen udløses, er interessen nærmest pist væk.

Prisoverrækkelsen – jeg nægter at kalde det for en prisfest – i søndags gik dog alligevel så skævt, at det selv efter festivalens afslappede målestok var en skandale, der nåede ud til hele verden.

Salen i chok
Værten og skuespilleren Doria Tillier lægger ud med nogle lommefilosofiske betragtninger over festivalen – på fransk, som hele verden naturligvis forstår, hvis man er franskmand – og herefter kommer juryen på scenen og sætter sig til højre på et lille podie.

Det faste rutine er, at juryformanden rejser sig op og fortæller, hvilken kategori der lægges ud med. Det er selvfølgelig en af de mindre kategorier, der lægges ud med, nemlig prisen for bedste manuskript.

”Kan du fortælle mig, hvilken pris er den første pris?” spørger værten juryformand Spike Lee. ”Ja, jeg kan,” svarer han selvsikkert og rejser sig op.

Men i stedet for at give det indlysende svar springer han friskt seks priser over og går lige til hovedsagen: ”Filmen, der vandt Guldpalmen, er Titane.”

Skuespilleren Mélanie Laurent fra juryen rækker armen ud i et desperat forsøg på at stoppe Spike Lee. Instruktør Mati Diop gemmer sit hoved i hænderne, mens skuespilleren Tahar Rahim rykker frem mod instruktøren for empatisk at forklare ham, hvorfor hele salen er i chok.

Den store overraskelse, der skulle have været højdepunktet på aftenen, er med andre ord ødelagt på et splitsekund.

Men the show must go on, som man siger, og for gæsterne i salen og seerne derhjemme er spændingen nu forskudt fra, hvem der vinder, til hvordan værten og juryen tackler bommerten.

Hitchcocks suspense i sin reneste form.

”Hvad laver jeg her?”
Værten får rystet forskrækkelsen af sig, og det begynder stille og roligt at køre i sin vante gænge. Man har næsten formået at fortrænge pinligheden, da værten når til Grand Prix – den næstbedste pris.

Prisen går til Asghar Farhadi for hans mand-i-knibe-drama Ghahreman. Eller gør den? Der opstår forvirring, og pludselig befinder Juho Kuosmanen sig også på scenen.

”Hvad laver jeg her? Jeg er en fan af Asghar Farhadi,” siger den finske instruktør forbløffet, hvilket får den iranske mesterinstruktør til at give ham et rørende kram.

Det viser sig, at Grand Prix bliver delt mellem Gharreman og Kuosmanens Hytti Nr. 6. Men juryen har allerede delt specialprisen, og det er faktisk imod reglementet at dele mere end én pris.

Men det er der ingen, som bemærker. Alle sidder og tænker, hvordan festivalen vil præsentere den allerede afslørede Guldpalme.

Amerikansk stjernestøv
Værten giver igen ordet til Spike Lee. Han rejser sig op og siger:

”I mit 63-årige liv har jeg lært, at folk får endnu en chance. Det her er min anden chance,” siger instruktøren, der faktisk fyldte 64 i marts, og tilføjer: ”Jeg undskylder for at have kludret i det. Det har taget en masse spænding ud af aftenen, kan jeg forstå. Det var ikke meningen.”

Og så skal han lige til at sige: ”Guldpalmen går til Titane!” Men værten, der er i alarmberedskab, aner, hvad der er ved at ske. Hun styrter over til Spike Lee og når lige at lukke munden på ham.

Festivalen har nemlig fået fløjet skuespilleren Sharon Stone ind. Hun skal udråbe vinderen og kaste lidt amerikansk stjernestøv over ceremonien. Men også det er juryformanden altså snublende tæt på at ødelægge.

Spike Lee er indiskutabelt en fantastisk instruktør, men hvad i alverden foregår der? Har han fået solstik? Røget en Spike Lee Joint? Er genstridighedens djævel på spil, eller er det i virkeligheden et udspekuleret pr-stunt?

Det sidste kan nok udelukkes.

På juryens efterfølgende pressemøde indleder Spike Lee med igen at undskylde, og han ser ud til at mene det. ”Jeg er ham, der brænder et straffespark i slutningen af kampen,” forklarer han med et charmerende smil.

Men nogle minutter senere går det galt igen. Han får et simpelt spørgsmål fra salen, men misforstår det komplet og begynder at tale om en anden film end den, der er blevet spurgt til. Og hele juryen har travlt med at få ham tilbage på sporet.

Afrikanske film forbigået
Det er den slags forbiere, som i sidste ende er harmløse og vel bedst betegnes som farverige indslag i lighed med juryformandens farverige jakkesæt på festivalen.

Det vil gå over i historien som en munter anekdote, ligesom annonceringen af den forkerte Oscar-vinder i 2017 har gjort det.

Mere problematisk er det, hvis Spike Lee har været lige så åndsfraværende, da han så filmene i konkurrencen. Det er der noget, som godt kunne tyde på.

Instruktøren har hele sin karriere arbejdet for sortes rettigheder. Han har givet sorte en stemme på det hvide lærred og blandt andet fortalt historier om aktivisten Malcolm X og kampen mod Ku Klux Klan. Han var tilmed med til at give #OscarSoWhite luft under vingerne.

Alligevel vælger han som leder af juryen, hvor han har det sidste ord, at give priserne til en række hvide og tre asiater. Og det er vel at mærke et år, hvor der er to meget stærke afrikanske kandidater, nemlig Mahamat-Saleh Harouns Lingui og Nabil Ayouch’ Haut et fort.

Den første er et sensitivt og nervepirrende drama om en ung kvindes kamp for at få abort i et muslimsk og patriarkalsk samfund. Den anden er en livsbekræftende hyldest til unge mennesker, der kaster sig ud i at rappe om deres liv i Casablanca, hvor sang og dans ikke er velanset – slet ikke for kvinder.

To på en gang politiske og universelt menneskelige film, der ligger lige til højrebenet for en instruktør, der gerne vil gribe det historiske øjeblik – første sorte juryformand i Cannes – og sætte sit aftryk. 

Kunsten at blive klogere
Ikke siden algierske Chronicle of the Years of Fire fra 1975 har der været en afrikansk Guldpalmevinder.

Men en ting er Guldpalmen, noget andet er helt at forbigå to så gode afrikanske film i ceremonien. På det efterfølgende pressemøde fik Spike Lee pudsigt nok ingen spørgsmål om deres fravær. Men han ville sikkert også bare have svaret, at der er 24 film i konkurrencen og kun syv priser.

Da juryen bliver spurgt om, hvorfor Titane fortjener Guldpalmen, svarer Spike Lee, at det er en genial scene, hvor Alexia bliver befrugtet af en gammel Cadillac.

Sandt nok, men en formand må formodes at have mere at sige end en kæk bemærkning. Han må i hvert fald kunne antyde, hvilke film der har grebet ham.

Spike Lees gentagne understregning af, at alle i juryen er blevet respekteret i en meget demokratisk proces, lyder selvfølgelig sympatisk, men juryarbejde handler ikke om stemmeafgivning, eller om at hvert medlem får lov til at vælge en film.

En ordentlig jury vil gennem grundige diskussioner og faglige argumenter i fællesskab nå frem til de film, der fortjener at blive honoreret. Det er via samtalen og mødet med andres oplevelser af værkerne, at man løfter sig over sine egne personlige præferencer og bliver klogere – både på filmkunsten og sig selv.

Juryen, der også består af dybt seriøse folk som østrigske Jessica Hausner og brasilianske Kleber Mendonça Filho, har forhåbentlig haft sådanne snakke, men hvor meget Spike Lee mentalt har været til stede, kan man godt have sine tvivl om efter prisoverrækkelsen.

Jeg var næppe den eneste, der sad med fornemmelsen, at hvis pressekorpset havde spurgt konkret ind til flere titler, ville Spike Lee være kommet på glat is. Også på spørgsmålet: Why #CannesNotSoBlack, mr. Lee?