Hverdagens mange ansigter

Kim Fupz Aakeson har dét tilfælles med betydelige instruktører som italieneren Federico Fellini, amerikaneren Frank Tashlin og japaneren Kon Ichikawa, at han begyndte som tegner. En nyttig træning, når man arbejder i et visuelt medie — og et faktum, der er gået lidt i glemmebogen til fordel for påpegningen af Fupz' specielle status som en ultraproduktiv forfatter af romaner, dramaer og noveller på den ene side og en styrtflod af filmmanuskripter på den anden.

Opfindsomhedens kilde risler lifligt klukkende hen over et bredt udsnit af emner og motiver, der dog mest har at gøre med danskernes hverdagsliv her og nu.

Fupz er født i 1958 og opvokset i Hvidovre og Albertslund som søn af en ekspeditionssekretær og en overassistent. Tilsyneladende meget normaldansk og hverdagsligt. Han tog HF fra Vallensbæk Statsskole i 1977 og begyndte at arbejde som illustrator for forskellige dagblade. Han boede i en årrække i Christiania, og i 1982 kom hans første tegneserie-udgivelse, siden fulgt af mere end 25 børne- og ungdomsbøger og tegneserier.

Værklisten omfatter også en halv snes romaner og novellesamlinger for voksne og en håndfuld skuespil og radiospil. Blandt Fupz' yndlingsbøger er J.D. Salingers Forbandede ungdom og Albert Camus' Den fremmede. Han har også udtalt sig fordelagtigt om Ernest Hemingway, Raymond Carver og Paul Auster og negativt om "forfattere der er meget kloge og gerne vil gøre læseren opmærksom på det hele tiden" (Litteratursiden.dk).

Tegneserierne og børnebøgerne domineredes af Fupz' groteske humor og satiriske indslag. Han skabte et absurdistisk univers a la Hannibal & Jerry og børnemusicalen Mirakel. Det ekstreme ligger stadig i Fupz' filmdramatiske debut, der kom i 1995 med Jens Arentzens 43-minutter lange tv-spil Lille John, om en ung skizofren (Lars Mikkelsen) på jagt efter et kærlighedsliv, og den udpræget skæve vinkel fortsætter i hans manuskript til Lotte Svendsens ligeledes tv-udsendte Mors dag (1996) om en ung slapsvans, der kvæles af sin mors (Malene Schwartz) tyranniske omsorg.

Fupz ser lyset
Fupz havde endnu til gode at opdage den mere anonyme danske hverdag som filmdramatisk materiale. Men på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje, hvor han blev færdig i 1996, var han — tvunget af de begrænsede budgetter — nødt til at tænke i mere beskedne, realistiske baner. Og i tidsskriftet FILM (#21, 2002) lægger Fupz, der ellers aldrig bruger store ord i sine interviews, ikke bånd på sig selv, når han skildrer denne nyorientering i en samtale med Claus Christensen: Det var åbenbaringen af, at "en mand og en dame virkelig kan lave mange ting i en lejlighed", som Fupz siger i samme interview. "Pludselig opdagede jeg, hvor mange historier vores samtid genererer omkring ørerne på os. Vi bestiller ikke andet end at lave historier, selv i dette udramatiske samfund, hvor det er småt med mafiaer (...). At have hele verden og hele fantasien til rådighed havde i virkeligheden altid været en belastning for mig."

Dette er baggrunden for den fuldstændig svimlende produktivitet, Fupz siden har lagt for dagen. På fem år, fra og med 2002, har han signeret ikke mindre end tolv spillefilmmanuskripter. Alle originalhistorier — og kun tre af dem er ifølge credits skrevet sammen med instruktøren. En koncentreret indsats, der ikke blot er uden sidestykke i dansk film, både hvad angår kvalitet og kvantitet, men som også internationalt nærmer sig det enestående.

Folkeligt gennembrud
Fupz tyvstarterede sin filmskrive-raptus med at forfatte den mest sete danske film i nyere tid, Susanne Biers romantiske komedie Den eneste ene (1999). Den er skelsættende ved sine morsomme og mundrette dialoger i en genre, der ellers ikke rigtigt ligger for danske penne. Fupz blev straks Fupz, et efterspurgt navn blandt instruktører og producenter.

Men filmen kostede ham samtidig de første bitre lærepenge, idet han — som en af de få i landet — erklærede sig utilfreds med resultatet! Bier havde romantiseret hans tekst på en måde, han ikke kunne stå inde for.

Her lærte Fupz på den hårde måde, at instruktøren har det første og det sidste og måske også de fleste mellemliggende ord på en film — hvor mange ord forfatteren så end fylder på manuskriptsiderne. Og i interviewet fra FILM vakler Fupz da heller ikke på dette punkt, men fastslår: "Personligheden udgør et værk, og i film skal det være instruktørens personlighed, ellers får man ligegyldige produkter a la mange tv-serier. Film er ikke nogen demokratisk proces, og jeg anerkender rangordenen, selv om det ikke altid er nemt (...). I starten troede jeg, at det handlede om at finde en instruktør, der kunne lave det, ligesom jeg havde tænkt. Men jeg fandt efterhånden ud af, at det er bedre med en instruktør, der kan noget, jeg ikke kan — som kan udvide butikken."

Når de mange Fupz-film de sidste fem år har holdt en så høj gennemsnits-kvalitet, skyldes det derfor i meget høj grad de instruktør-talenter, han har valgt at arbejde sammen med (eller, måske snarere, som har valgt ham som partner). Og diversiteten i de tolv film, der umiddelbart kan få Fupz til at ligne en identitetsløs kamæleon, kan forklares ved instruktører, der både tematisk og stilistisk ved, hvad de vil, og styrer manuskriptforfatteren ind på de ønskede baner.

Karakteristisk er det for eksempel, at når det er kvinder, som instruerer Fupz-manuskripter, står der som regel en kvindelig hovedperson i centrum: Trine Dyrholm i En Soap, Ann Eleonora Jørgensen i Forbrydelser, Anette Støvelbæk i 1:1, Sidse Babett Knudsen i Den eneste ene og Se til venstre, der er en svensker. Det bør tilføjes, at manuskriptet til Små ulykker og til dels En Soap i vidt omfang bygger på hovedrolleskuespillernes improvisationer.

Alligevel vil næppe nogen benægte, at Fupz har sin store andel i filmenes succes eller mangel på samme.

Den sårede normaldansker
Trods Den eneste enes komediesucces er der kun to rendyrkede komedier blandt de efterfølgende film, nemlig Natasha Arthys dogmefilm Se til venstre, der er en svensker og Jesper W. Nielsens Store planer. Okay og Små ulykker er i mine øjne dramaer snarere end komedier, selv om genre-elementerne blandes. Humoren er i det hele taget sjældent helt fraværende i Fupz-filmene, især galgenhumoren, som i Kinamand, En Soap og Rene hjerter. Men samtidsdramaet er blevet Fupz' genre par excellence.

Filmene udfolder sig i vidt forskellig toneart og visuel stil. Alligevel er det muligt at skelne visse fællestræk i motiver og personskildring.

Fupz' historier har i reglen en dramaturgisk privilegeret hovedperson, hvis dilemma er filmens omdrejningspunkt. Figuren er som oftest en mand. Den svage, mere eller mindre sårede normaldansker, der alligevel ikke er så normal, er en genkommende figur og minder om, at Fupz er Woody Allen-fan.

Personen kan være ramt af handlingslammelse (Kinamand og den transseksuelle i En Soap), selvbedrag (Store planer og Anklaget), psykisk handicap (Rene hjerter) eller neurotisk ubearbejdet sorg (Lad de små børn...). Eller han kan bare være en lidt for flink fyr med dårlig sædkvalitet som Niels Olsen i Den eneste ene, en slapsvans af en forfatter som Troels Lyby i Okay eller en lidt for ureflekteret munter fætter som Jørgen Kiils portør i Små ulykker.

Ekkoer fra 68-generationen
Tilsvarende er den mere handlestærke, konsekvente og udfarende kvinde en figur, der ofte forekommer i Fupz' historier. Hun ses i særlig skarp sovs i Den eneste ene (Søs Egelind), men optræder også som dominerende familieoverhoved i Okay (Paprika Steen) og som hårdtprøvet hustru, der har fået nok af ægtemanden i Kinamand (Charlotte Fich) og Store planer (Andrea Vagn Jensen).

Hun ses også i mere positivt lys, som en stærk, men sårbar kvinde, der søger sandheden: Sofie Gråbøl i Anklaget, Anette Støvelbæk i 1:1 og Trine Dyrholm i Forbrydelser og delvis også i En Soap.

Elementer af kammerspillet, af det intime drama mellem to hovedpersoner tilføjet et lille galleri af bipersoner, præger flere af Fupz' film, tydeligst i En Soap, Kinamand, Lad de små børn... og Anklaget. Kun Små ulykker og 1:1 udfolder en større vifte af næsten lige-berettigede hovedpersoner.

Det romantiske kærlighedstema fra Den eneste ene tages op i langt mere forsigtigt tøvende og diskret form i En Soap, Kinamand og Se til venstre, der er en svensker, og også dødsmotivet fra Bier-filmen går igen, især i Okay, Lad de små børn..., Se til venstre, der er en svensker, Små ulykker, Forbrydelser og ikke mindst Prag.
Vi befinder os ofte inden for familiens rammer, hvor døden er det store tabu og den primære tragiske begivenhed, men der kan også være endnu et tabu — mistænkt eller realiseret incest, som i Små ulykker og Anklaget.

Man skal ikke forvente store, forkromerede ideer eller tungtvejende tankegods af en film skrevet af Fupz' (men måske vil han engang overraske på det felt!). Det nærmeste, han er kommet idedramaet, er Forbrydelser med dens tro-viden-problematik, men selv her holdes de metafysiske temaer ved jorden. Og pointerne i fablen Rene hjerter fremstår såre enkle, for ikke at sige banale. Den underliggende holdning i mange af Fupz' historier dikteres af respekten for outsideren og mindretallet og afspejler implicit et humanistisk, socialt bevidst tankesæt med visse fjerne ekkoer fra 68-generationen. Men det moraliserende eller politisk belærende ligger ham fjernt, og flere af hans historier er befolket med velmenende, men magtesløse bedre-videre.

Mundret musikalitet
De Fupz-forfattede film er i reglen velfortalte og velkomponerede og slutter hellere fortolkningsåbent end alt for bastant.

Sidste akt kan dog udgøre filmenes mindst overbevisende del, som det ses i Kinamand, Anlaget og Se til venstre, der er en svensker samt ikke mindst Store planer, der er det eneste eksempel på direkte utroværdighed og fladt replik-skriveri.

Replikkunsten er ellers Fupz mest åbenbare bidrag. Hans replik har en sjælden mundret musikalitet og ubesværet oplysningsværdi. Frem for alt rummer den som oftest en undertekst, der skaber konflikt på en underfundig måde, giver på papiret banale scener spændkraft og nerve og driver handlingen frem. Den giver skuespillerne råstof til fremragende præstationer: Paprika Steen i Okay, Sidse Babett Knudsen i Se til venstre, der er en svensker, Troels Lyby i Anklaget, Bjarne Henriksen i Kinamand, Ann Eleonora Jørgensen og Trine Dyrholm i Forbrydelser, for blot at nævne de mest iøjnefaldende.

Mange producenter betragtede nok Fupz som en guldfugl efter Den eneste enes overvældende succes. Men af hans senere film er kun Okay blevet et utvetydigt publikumshit. Ingen af filmene er vanskeligt tilgængelige, men deres strejfvise humor er mere desperat end folkelig. Og kunstnerisk vellykkede film som Lad de små børn..., Anklaget, Forbrydelser og En Soap borer i deres emner på en søgende og kompromisløs måde, der åbenbart virker rigeligt tungsindig på den menige danske biografgænger. I udlandet har flere af filmene slået bedre an.

Man kan kun håbe, at Fupz uanfægtet vil fortsætte sine historier om danskernes sære hverdagsliv, i partnerskab med en række af vores bedste instruktører. Og så hilse En Soap og Rene hjerter velkommen som generelt vellykkede forsøg på at vende tilbage til en mere fabulerende stil.