Feature
22. nov. 2022 | 16:15

Hvordan skal det nye Palads se ud?

Foto | Nordisk Film
De tre bud på, hvordan pastelfarvede Palads kan komme til at se ud fremover, er fra venstre en klassisk, en moderne og en grøn version af biografen midt i København.

Nordisk Film har fremlagt tre skitser til, hvordan den omdiskuterede biograf i fremtiden skal tage sig ud. Vi vurderer forslagene!

Af Anders Højberg Kamp

”Mange er utilfredse, og derfor skal vi gøre det bedre.”

Sådan siger Dan Stubbergaard, grundlægger og arkitekt i tegnestuen Cobe, da han på Mortensaften præsenterer tre skitser for det fremtidige Palads.

Asger Flygare Bech-Thomsen, administrerende direktør i Nordisk Film Biografer, nikker. Trods millionbeløb i forbedringer er Palads den biograf med størst utilfredshed blandt gæsterne, fortæller han.

Engang solgte biografen 1,5 millioner billetter årligt, men nu er billetsalget i frit fald.

De tre forslag er blevet til i samarbejde med input fra et stort borgermøde, og begge mænd understreger, at det her blot er skitser.

Se dem undervejs i artiklen!

Nu søger de igen input fra borgere. Men i sidste ende er det politikerne, der bestemmer over den farvelade-dekorerede, ornamenterede bygning. Den blev opført som hvid i 1918, men nu koster den millioner at holde kørende blandt andet på grund af fugtgener.

”Vi er åbne for at mikse idéer. For eksempel kunne det fritstående tårn i skitse 2 godt indgå i de andre. Og vi er også åbne over for nye forslag,” siger Dan Stubbergaard til Ekko.

Charme og særpræg ødelagt
Arkitekten har ikke en personlig favorit.

Fælles for dem er, at de ti til tolv sale bortset fra to af salene kommer til at ligge i to lag under jorden, så der er plads til store sæder og større lærreder. Der skal være tagterrasser, og højden kommer – i modsætning til Bjarke Ingels’ forkastede forslag – ikke over 40 meter, som er lavere end både SAS-hotellet og Axel Towers.

I stueetagen skal der være plads til caféer og restauranter. Der skal være en film-etage, hvor filmelskere kan holde møder og familien kan komme til ”sy-Star-Wars-kostume-dag” med ungerne. Endelig vil der være kontorer til udlejning, som skal finansiere festgildet.

”Det vigtigste er en biograf i verdensklasse,” lyder det fra Asger Flygare Bech-Thomsen, som også kan fortælle, at projektet er en femårig plan, mens budgettet endnu ikke er fastlagt.

Gildet har allerede udløst en shitstorm på Nordisk Film Biografers Facebook-side.

”Hvordan kan I finde på at påstå, at et af disse forslag skal gennemføres i respekt for det oprindelige Palads? Uanset hvilket forslag der gennemføres, er bygningens charme og særpræg ødelagt,” skriver Anette Waaben med 142 likes til følge.

En anden bruger skriver: ”Det er da bare grimt med grimt på. Forstår ikke, hvorfor alt det gamle skal ødelægges med stål og glas i stedet for at bevare de gamle, smukke bygninger, København er bygget op som.”

Men er de tre skitser virkelig så slemme? Døm selv!

Skitse 1: Klassisk Palads

Det er modellen, der bevarer det meste af Palads’ facade. Tanken er at bevare den gamle bygning og lade farverne blive.

”Kulissen er netop fed, fordi biografhistorien er en kulisse,” siger fortæller Dan Stubbergaard om forslaget med fokus på farver, detaljer og bueslag.

Her vil de lade skallen være, og ud af den skal så rejse sig et fornyet hvidt hus med store buer, som man kan se på billedet, og som vækker mindelser om både Tivoli og Cirkusbygningen.

Der vil være en masse mellemrum mellem det nye og gamle, en slags kolonnader og lommer, som fremelsker det gamle. I bygningen vil folkene bag tilmed genetablere foyeren, også kaldet søjlerummet.

De forsøgte også en model, hvor den hvide farve var erstattet med farveladen, men det fungerede ikke. Alligevel er de antikke buer ganske givet forslaget til nostalgikere som undertegnede, men mangler der ikke et stort, klassisk neonskilt?

 

Skitse 2: Moderne Palads

Denne skitse bliver på pressemødet kaldt en mellemløsning. Her er kun stueetagen bevaret, øverste etage er taget af, og tårnet, man kan se til højre i billedet, rykkes ud mod Axeltorv som et kunstværk i gadebilledet.

Meningen med topbygningen er et organisk formet og let svævende, retningsløst lyserødt ”lærred”. Det er inspireret af Palads’ historie, som vokser ud af stueetagen og skal lede tankerne hen på fest og farver.

En smule skælmsk kan man vel også mene, at den ligner et moderne parkeringshus i Ørestad?

 

Skitse 3: Grønt Palads

”Riv det gamle lort ned og kom med noget nyt,” lød det fra nogle af borgerne.

Det Grønne Palads er lavet med tanke på en helt ny bygning. Og det kommer de mange borgere, som har ønsker grønne områder, i møde. Palads kunne blive en tredimensionel, tilgængelig park inspireret af det gamle voldanlæg.

Den spiralformede arkitektur bliver blandt andet kaldt et stort beplantet espalier, hvis grønne blomstrende facade vil ændre farve med årstiderne.

Idéen er, at den skal hænge sammen med den nye bypark, der skal ligge på Vesterbrogade foran Tivoli. Men man kan spørge sig selv, om det hele ikke bliver lovlig meget forstadsbotanik til en lige dele rå og levende storby?

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko