Hvordan skal vi reagere på Spies-afsløringer?

Reaktionerne har været voldsomme i kølvandet på Spies og morgenbolledamerne.

Ekkos anmelder har ligesom mange andre i pressen hæftet sig ved, hvordan Simon Spies kunne slippe afsted med misbrug af unge kvinder – et misbrug, der angiveligt inkluderede knytnæveslag, slag med bøjle og brækning af arme.

På sociale medier har blandt andre Sofie Linde – der startede en #MeToo-debat med sin historie om verbale overgreb på DR – kaldt ham repræsentant for en syg kultur.

Natten til tirsdag blev et skilt fjernet fra Simon Spies Plads i Helsingør, hvor rejsekongen blev født. I 1993 blev pladsen opkaldt efter Spies, men efter dokumentaren bliver det nu debatteret, om et navneskifte er på sin plads.

Det førhen hæderkronede rejseselskab Spies Rejser, som blev stiftet i 1956, kæmper også for at distancere sig fra grundlæggeren.

Simon Spies er indtil for en uge siden blevet hyldet som del af rejseselskabets markedsføring, men tekst om ham på hjemmesiden er blevet revideret, og fremover vil man ikke bruge ham til at promovere selskabet.

De nuværende ledere tager via citat i serien skarp afstand fra Simon Spies’ behandling af unge piger, men Spies Rejser har ingen planer om at ændre navnet, skriver Politiken.

Grib i egen barm, DR!
Også på DR – hvor man kan se Spies og morgenbolledamerne – har dokumentarserien ført til refleksion.

I 1981 – tre år før sin død – deltog Simon Spies i DR-programmet Unge spør. Her spurgte unge mennesker blandt andet rejsekongen om, hvad de såkaldte morgenbolledamer gjorde for ham. Gnæggende fortalte han, at de bagte morgenboller, men at det af og til måske også lykkedes en af dem at forføre ham.

Spies medvirkede også sammen med Lise Nørgaard i radioprogrammet Spørg bare, hvor han fik frit lejde til at udbrede sig om alverdens emner.

”Fint, at DR fortæller om Simon Spies’ udskejelser. Men det var jo ikke mindst DR, der løftede ham op og gjorde ham folkekær gennem den populære udsendelsesrække Spørg bare med Spies, Cleo og Erhard Jakobsen,” skriver politiker Bertel Haarder på Facebook.

”Allerede dengang vidste alle, at han havde ’morgenbolledamer’. Han pralede af det og fik masser af omtale, ikke mindst i DR. Så hvad om DR griber i egen barm! De daværende chefer vidste alt om udskejelserne.”

Nuværende chefredaktør i DR Nyheder, Thomas Falbe, har i Ekstra Bladet forholdt sig til kritikken.

”Selv om det er rigtigt, at Simon Spies medvirkede i nogle DR-programmer, er det også rigtigt at sige, at det langt fra var DR, der dyrkede Simon Spies på samme måde, som man gjorde i ugebladene eller formiddagspressen,” siger Thomas Falbe.

”Dermed ikke sagt, at DR ikke kunne have forholdt sig mere kritisk til ham dengang, det synes jeg helt klart havde været på sin plads. Det er jo fuldstændigt utænkeligt at forestille sig, at en seriekrænker og misbruger af børn på den måde skulle optræde i programmer af underholdningskarakter.”

Kanoniseret af Ekstra Bladet
Ekko spurgte tirsdag Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix om, hvorfor avisen i årevis fortiede rejsekongens mørke og voldelige sider.

Bærer avisen, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at bryste sig af at være kritisk over for magthaverne og altid tage den lille mand eller kvindes parti, et ansvar for, at Simon Spies uanfægtet kunne fortsætte sin udnyttelse af piger helt ned til fjortenårsalderen?

Det fik vi intet svar på.

I stedet valgte Knud Brix få timer senere at give interview med sin egen avis.

”Den samlede presse og i særdeleshed Ekstra Bladet har været med til at kanonisere denne her festglade rejsekonge og har også nydt godt af det undervejs,” siger Knud Brix.

Han erkender, at Ekstra Bladets dækning i 70’erne og 80’erne ikke var kritisk nok. Han vil dog ikke sige undskyld til de dengang unge kvinder, som det gik ud over.

”Jeg mener ikke, det er Ekstra Bladets opgave at sige undskyld til de her ofre. Det er ting, der er foregået mellem Simon Spies og ofrene. Jeg vil til gengæld godt sige, at når vi ser på det her i dag, så ser det ud, som om vi har svigtet vores journalistiske opgave.”

Blot en skuespiller
Det er ikke kun tabloidpressen, der har dyrket Simon Spies som en fandenivoldsk charmetrold og gjort ham folkekær. Også nogle af nutidens førende kunstnere har hyldet ham.

I 2004 blev komikeren Anders Matthesen storrost for rollen som Spies i Nikolaj Cederholms stykke Simon på Østre Gasværk. Men Matthesen har ikke lyst til at svare på, om han mener, at det i dag er nødvendigt at tage et opgør med Spies.

Han overlader forespørgslen til sin manager og kone, Cemille Rosenberg, der i en mail skriver:

”Anders udtaler sig aldrig om andet end sit arbejde. Hvis du synes han er interessant i forhold til rollen, er han jo ’blot’ skuespiller. Manus og instruktion og hvem karakteren Simon skulle være, er det mere oplagt at tale med Cederholm om.”

I Politiken udtaler Nikolaj Cederholm, at han er glad for, at de kvindelige ofre får en stemme. Men han forsvarer samtidig sin gamle forestilling.

”Dengang var det nogle andre ting i hans liv, jeg havde fokus på. Simon Spies var fascinerende. Han var jo ikke en rollemodel, han var en troldmand, der insisterede på sin frihed. Også i den grad, hvor det gik ud over andre mennesker,” siger instruktøren.

Om han i dag ville have lavet forestillingen på en anden måde, siger han til Filmmagasinet Ekko:

”Jeg har ikke set dokumentaren, men #MeToo har givet en forhøjet opmærksomhed på ting, vi ikke var så opmærksomme på dengang. Det gælder også diskrimination. Når jeg laver teater, gør jeg det i den verden, jeg er i. Så selvfølgelig ville det være en anden forestilling i 2022 end den i 2004.”

”Da vi lavede forestillingen, var jeg bevidst om, at jeg ikke ville fylde den med bare bryster og pigelår. I vores fremstilling var Simon Spies heller ikke særligt sød ved pigerne, som blev spillet af voksne kvinder. Annette Klingenberg, Susanne Lana, Grethe Mogensen og Janni Høeg, som var unge piger på det tidspunkt, hvor Simon Spies huserede.”

”Det var tankevækkende at se de granvoksne kvinder være fjantede og åndssvage, fordi en rig mand bad dem danse efter hans pibe. Det blev grotesk, og den pointe fangede publikum.”

Aggressive journalister
Selv om Nikolaj Cederholm er glad for, at der i dag er en øget bevidsthed om krænkelser, maner instruktøren også til besindighed.

”Der findes mange forskellige aspekter af et menneske, og dem skal man selvfølgelig kunne beskæftige sig med. Jeg har haft nogle meget aggressive journalister i røret, hvor jeg nærmest har været nødt til at sige: ’Husk lige, at jeg ikke har gjort noget!’”

”Skal man ikke kunne beskæftige sig med Simon Spies, fordi det viser sig, at han var sadist? Vi laver også stykker om Hitler, og for tiden er vi vældigt glade for Tove Ditlevsen, som nærmest er blevet et feministisk ikon. Det fortjener hun til fulde, men hun er den samme dame, som i sin brevkasse skrev til en kvinde, at hun skulle lade sin nye mand gramse lidt på teenagedatteren, for sådan er mænd jo!”

”Ingen af os er rene, så forestillingen om, at det hele skal være renset for mennesker, der har gjort noget forkert, duer ikke. I virkeligheden peger pilen på os alle sammen. Det forunderlige er ikke, at en rig mand kunne finde på at gøre som Simon Spies, men at vi ikke fandt det så moralsk forkasteligt, at vi lod være med at købe hans rejser, og at medierne skrev om ham, som de gjorde.”

Instruktøren understreger, at Simon Spies var et meget komplekst menneske, som delte vandene.

”Folket og pressen kunne lide ham, men de fine og rige i parnasset brød sig bestemt ikke om ham. Simon insisterede på at gøre det, han havde lyst til, og desværre er hans udøvelse af frihed gået ud over andre mennesker. Men samtidig var han forfærdelig for dem, der mente, at der skulle være regler for, hvordan man opfører sig. De hadede ham, for han var antiborgerlig.”

Opgør med velfærdsstaten
Christoffer Boe hylder Simon Spies i spillefilmen Spies & Glistrup, som skildrer venskabet mellem rejsekongen og den anarkistiske politiker Mogens Glistrup. Og Ekko – for nu at gribe i egen barm – lavede en forside med Boe, hvor han i bedste Spies-stil var omgivet af to nøgne kvinder.

”Jeg har ikke set dokumentaren endnu. Men det er en vigtig diskussion, og godt den kommer,” skriver Boe i en mail til Ekko.

Han fremhæver, at filmen slutter med, at Spies bestikker en mor til at lade ham have sex med hendes femtenårige datter for en vaskemaskine og tørretumbler.

”Så hedonismen havde sin pris, og den prøvede vi også at belyse. Men ellers var vores projekt jo noget andet: At vise et ikke-socialistisk opgør med velfærdsstaten.”

Alle vidste det
Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal, skrev sammen med Christoffer Boe Spies & Glistrup.

”Filmen er et komediedrama om to borgerlige oprørere, der havde en magnetisk tiltrækningskraft på Danmark i 60’erne og 70’erne, hvor de var henholdsvis helte og skurke – helte for mange almindelige danskere og skurke for skattemyndigheder og venstrefløjen,” skriver han i en mail til Ekko, hvor han er tilknyttet som filmanmelder.

”De prøver at sprænge banken og skabe et nyt og frit samfund. Glistrup via sin skattetænkning, Spies via sin ’Spies rejs og vær glad’-hedonisme og frihedskoncept for menigmand/kvinde med sangria og kulørte lamper,” fortsætter Pasternak.

Pointen med fortællingen er ifølge forlagschefen, at hedonismen i sidste ende var vigtigere for Spies end venskab, kærlighed og frihed for andre.

”Under vores research blev det tydeligt, at alle vidste, hvad der foregik. Alligevel var Spies omgærdet af fascination og udlevede en – godt nok ekstrem og forbudt, men alligevel accepteret – mandedrøm om fest og farver, provokationer og morgenbolledamer.”

For nemt at udskamme
Simon Spies boltrede sig i slipstrømmen på den seksuelle frigørelse og pornoens frigivelse i slutningen af 1960’erne. Børneporno var dengang tilladt.

”Hedonismen og overgrebene foregik i fuldt dagslys og i en underlig atmosfære af både accept og overskridelse, der nok meget var 60’erne og 70’erne. Og Spies læste seismografisk – med kynikerens klarsyn og humor – folks ønsker og fascinationer og profiterede af det økonomisk og seksuelt,” skriver Simon Pasternak og tilføjer:

”Som sådan er filmen også et tidsbillede. Man skal ikke moralisere for meget over fortiden, men heller ikke hylde eller idyllisere.”

”Filmen er ikke kun et portræt af to mænd, det er også et portræt af os selv, af danskernes fascinationer og ambivalenser. Så når vi udskammer Spies, så lad os også udskamme os selv og det Danmark – fra masseturisten til pressen – der hyldede ham dengang. At sige, at det var en anden tid, eller udskamme enkeltpersoner, er for nemt og forkert.”

Simon Pasternak ved ikke, om han i dag ville have fortalt historien om Spies anderledes.

”Det er over ti år siden, vi skrev filmen. Men vi kan ikke sige, at vi ikke kendte i alt fald konturerne af, hvem Spies var, og jeg vil sige, at vi fortæller den del af historien også.”