Nyhed
13. sep. 2014 | 15:17 - Opdateret 16. sep. 2014 | 23:50

Dokumentar forudser Ekstra Bladets undergang

Foto | Mikala Krogh
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen prøver i Ekstra Bladet – uden for citat at finde nye måder, avisen kan overleve på.

I Mikala Kroghs dokumentar Ekstra Bladet – uden for citat kommer det frem, at avisens daglige papirudgave har talte dage. Ekstra Bladet skal leve videre som ugeblad og tv.

Af Morten Scriver Andersen

”Hvis du kun fokuserer på papir, så er det da rigtigt: Jeg er en fiasko,” siger Poul Madsen i den nyeste udgave af Filmmagasinet Ekko, da han bliver spurgt direkte ind til sit virke som chefredaktør på Ekstra Bladet, mens oplagstallet er styrtdykket.

Anledningen er dokumentarfilmen Ekstra Bladet – uden for citat, hvor avisen for alvor giver offentligheden indblik i avisens hverdag i en svær tid.

Det er dokumentarinstruktøren Mikala Krogh, der har fået adgang bag de ellers så lukkede døre. Og her er det altså en usædvanligt ærlig Poul Madsen, man stifter bekendtskab med.

”Jeg vil jo blive husket som ham, der var chefredaktør, imens papiravisen døde, og Ekstra Bladet skiftede form til andre medier,” siger han i Ekko #66, der som det første medie har set dokumentarfilmen.

Skriver pressehistorie
”Jeg stod et pressehistorisk sted,” fortæller Mikala Krogh ligeledes i det nye Ekko om sin kommende film, der får premiere 1. oktober med Doxbio.

Hun har fulgt redaktionen tæt over halvandet år. Gennem det hæsblæsende gidseldrama, Lars Løkkes bilagssag og ikke mindst Ekstra Bladets konstant dalende læsertal og stigende antal fyringer.

Men det er ikke kun det hæsblæsende redaktionsliv på den kontroversielle avis, hun vil vise offentligheden. Hun vil også fortælle en vigtig historier med større perspektiver.

”Det er en stor trussel imod vores demokrati, at folk ikke forstår, at god journalistik koster penge. Hvis det ikke ændrer sig snart, ender det hele med at være bare damer og nyhedstelegrammer,” siger hun.

Ugeavis og live-tv
I Ekstra Bladet – uden for citat erfarer vi, at avisen er tvunget til snarest at finde nye forretningsmodeller. Fra at have et dagligt oplagstal på 250.000 aviser i slutningen af 1970’erne rundede man i 2013 de 50.000 aviser om dagen.

I filmen kan man se, at Ekstra Bladets redaktion tager til New York og besøger Huffington Post. Mediegiganten har om nogen formået at drive forretning på internettet, og det skyldes blandt andet, at de er gået over til at lave live-tv.

Derfor kan vi se chefredaktøren afsløre over for sine medarbejdere, at man i nær fremtid vil satse på at lave både reality-shows og live-tv. Men han har stadig et lille håb for papiravisen.

”Hvis du tager de lange briller på vil jeg ikke udelukke, at vi bliver et tabloid-modbillede til Weekendavisen, altså en slags ugeavis,” siger Poul Madsen til Ekko.

Den nye udgave af Ekko er netop udkommet og kan købes i butikker eller bestilles her.

Trailer: Ekstra Bladet – uden for citat

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko