Ekko-dvd: Min fars mørke

Lyriske naturbilleder og en følsom voice-over går hånd i hånd med en barsk fortælling om tab og afsavn i Esther Wellejus’ dokumentar Vi lader billedet stå et øjeblik.

Her fortæller instruktøren en meget personlig historie om sin fars forsvinding ind i et sort hul af psykisk sygdom, dengang hun var barn på Lolland.

Det er en film om erindringen af et tab, som bliver fortalt mere poetisk og filmisk end oplysende og faktuelt.

”Jeg havde altid tænkt den malerisk, for det er en historie om at bevæge sig i erindringen. Jeg ville så minimalt som muligt fremkalde et menneske, som ikke er her, uden at vise ham,” fortæller instruktøren.

”Det lyder så højstemt, men maleriet kan noget, som sætter sig ud over virkeligheden. Sådan er erindring også for mig. Det føles enormt håndgribeligt og er totalt flygtigt. Det var det visuelle udtryk, jeg gerne ville ramme.”

Omfavner sorgfuldheden
Vi lader billedet stå et øjeblik bliver vist i Cinemateket lørdag 16. september, hvor instruktøren vil fortælle om filmen.

Den er udgivet på Ekko-dvd, som følger med det nye magasin #76. De to andre film er Alexander Linds Næste sommer og Egil Håskjold Larsens 69 minutter af 86 dage, hvor instruktøren følger en flygtningefamilies vej op gennem Europa.

Esther Wellejus har modsat sine to kolleger valgt at lave en film om sin egen historie, og det har medført visse udfordringer.

”Idéen opstod for mange år siden, og jeg har gjort alt for at skubbe den væk. Det tog lang tid at finde ud af, hvem der skulle fortælle historien. Længe troede jeg, at alle mulige andre skulle gøre det, men til sidst fandt jeg ud af, at kun jeg kunne,” siger Esther Wellejus og tilføjer:

”Det var et stort skridt at tage ejerskab over sin egen historie.”

Instruktøren brugte også lang tid på at finde filmens tone.

”I starten troede jeg, at der skulle være meget mere sort humor. For meget af det, jeg skriver, er komedieagtigt, og jeg forbinder min far med humor. Men jeg kunne mærke, at jeg måtte eje historien med den sorgfuldhed, som er i den. Det blev for distanceret med humoren.”

”Jeg er måske en af de få, som synes, at der er nogle stilfærdigt humoristiske øjeblikke i filmen. Men den er rimeligt mørk, og det var sådan, den skulle være.”

Naturens parasoller
Psykisk sygdom kan behandles dokumentarisk på mange forskellige måder, og Esther Wellejus har valgt at neddrosle farens sygdom.

Instruktørens luftige stemme over billeder fra Lolland fortæller minder om faren, og selve sygdommen ligger mere som en understrøm i historien.

”Det var vigtigt for mig at fortælle om den far, jeg husker, og ikke som patient eller præst. Derfor er der hverken hospitalsstuer eller religiøse symboler i filmen. Jeg ville lave noget lige så rent, som jeg husker ham,” siger Esther Wellejus, der også fandt en stilistisk renhed i den lollandske natur.

”Det handlede om at være barn på Lolland og tæt på den her natur, som man knytter mange myter og eventyr til. Både dem, min far har fortalt, men også dem, jeg selv har gået og digtet. Man opfinder et børneunivers i naturen, hvor blade kan være en konges parasoller.”

”Og så kan naturen give stærke sindbilleder på, hvordan man har det. Den er ikke lige så dirigerende som ansigter, og jeg har forsøgt at fortælle en voldsom historie på en måde, så man kan holde det ud. Derfor var det oplagt at beskrive følelser i stedet for at sige, hvordan det er. Så får man rum til at trække vejret og skabe sine egne billeder.”

Talent tager tid
Esther Wellejus har arbejdet i film- og tv-branchen, siden hun blev uddannet fra Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Efterfølgende har hun taget kurser på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje hos undervisere som Arne Bro og Jennifer Fox.

Men Vi lader billedet stå et øjeblik er hendes debut som instruktør, og filmen har været under opsejling i mange år. Det krævede to forsøg at få støtte fra Filmværkstedet, som siden er blevet kritiseret for aldersdiskriminering.

”For mig har det handlet om at acceptere, at det kan tage lang tid at finde sin egen vej. Det er det samme med filmen. Jeg tror, at der er en vis inkubationstid på traumer, forstået på den måde, at der skal gå et stykke tid, før man er klar til at tale om det. Sådan var det for mig,” siger Esther Wellejus.

Kærestesorg med humor
Med sine 40 år er Esther Wellejus automatisk udelukket fra de støttepuljer, hvor Filmværkstedet har sat en grænse på 28 år.

”Det er da super stressende og ufrugtbart, hvis det handler om at få talenter frem med et blik på verden. Så burde alder være fuldstændigt ligegyldigt, Jeg tror ikke, at jeg havde været klar til at lave den her film, da jeg var 28. Og slet ikke, da jeg var 21. Så det er da ærgerligt,” siger instruktøren.

”Det er jo ikke, fordi jeg ønsker, at Filmværkstedet kun skal støtte nogle gamle nisser, men det ville være fedt med en åbenhed over for eksperimenter, og at talent ikke bare kan vrides frem. Nogle er måske færdigbagt som kunstner og instruktør, når de er nitten et halvt, men det er langt fra alle.”

Esther Wellejus er gået i gang med sit næste filmprojekt.

”Det bliver en dokumentarfilm med et videnskabeligt afsæt. Emnet bliver ’kærestesorg’, og så må vi se, om det kan blive humoristisk denne gang eller ender i et melankolsk hjørne igen,” siger instruktøren med et smil.