Cannes 2014
Feature
03. juni 2013 | 09:00

Cannes: I markedets vold

Foto | Guy Kinziger
Diego Maradonas boldtryllerier på Cannes-festivalen i 2008 forblændede markedsfolkene i en sådan grad, at de glemte filmen Maradonas tvivlsomme kvaliteter.

For syv år siden forlod Kim Foss pressekorpset og trådte som direktør for Grand Teatret ind i filmkøbernes broderskab. Læs hans beretninger fra Cannes-festivalens gedemarked.

Af Kim Foss / Ekko #61

Cannes er ikke nogen entydig størrelse. Tværtimod er der næsten lige så mange parallelvirkeligheder, som der er festivalgæster.

I mange år havde jeg fornøjelsen af at leve i presseboblen, men for syv år siden forlod jeg korpset og trådte ind i filmindkøbernes broderskab med status af ”buyer”. Og så var jeg pludselig én blandt de over 11.000 mennesker, som er tilmeldt filmmarkedet, hvor man også går med hundetegn.

På Marché du Film er man ikke underlagt noget kaste-system, men kan derimod købe sig til den akkreditering, der virker bedst for én. ”Money talks,” hedder det på den side af gærdet.

Markedspasset giver også adgang til visningerne i det officielle Cannes-program, men ofte kan man se selvsamme film til såkaldte private screenings, hvor pladsen er
bedre og stressniveauet lavere. Og så byder markedet på mængder af film (helt præcis 4.659 af slagsen i 2012), som af den ene eller anden grund ikke er at finde i det ”rigtige” program.

Her serveres de endnu usolgte rester fra de forudgående festivaler i Berlin, Toronto og Venedig. Samt de endnu ikke færdiggjorte film, der håber på prestigefyldte visningstidspunkter på de festivaler, som kommer efter Cannes. Og så er der alle nitterne og fejlskuddene fra året, der gik – vist dør om dør med smalle, krævende kunstværker, som aldrig vil nå et nævneværdigt publikum, men som ikke desto mindre bejler til købernes gunst.

Usundt for sjælen
I begyndelsen var jeg skeptisk over for den nye boble. De første år skulle Peter Brunette, som var min bedste ven i pressedagene (og må han hvile i fred!), altid introducere mig som sin danske ven, der var rykket over til ”the dark side”.

Peter var en skælmsk fætter, der kendte sine lus på gangen. På festivalerne anmeldte han for markedsorienterede brancheblade som Screen International og Hollywood Reporter, mens han hjemme i North Carolina arbejdede som filmprofessor og skrev lærde bøger om alt fra Antonioni til Haneke.

Et eller andet sted balancerede Peter også på knivsæggen mellem kunst og kommers, og derfor tog jeg kun hans bemærkning halvt i spøg.

I forhold til pressekorpset, der med ophøjede miner nyder mundskænkens rolle garneret med stjerneinterviews, havde jeg om ikke kapituleret til markedskræfterne, så i hvert fald kastet mig ind i en verden, hvor man i lange træk ikke viser andægtighed over for ”værket”, men i stedet besigtiger ”varen”.

Bare måden køberne ser film på: I festivalpalæet – og ikke mindst til gallavisningerne – bliver køberne høfligt hængende til den bitre ende, men til de lukkede markedsvisninger sænker roen sig aldrig for alvor.

De markedsakkrediterede pendler lystigt fra film til film. Ti minutter her, en halv time dér. Og så måske en dvd med hjem, hvis nogle af indtrykkene ellers når at bundfælde sig, for telefonerne lyser også lystigt i salonerne.

”Jamen, det er business,” som en storsnakkende køber forklarede sig, da sidemanden bad ham føre sin samtale til ende uden for biografsalen.

Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til stilen, for selv om jeg ikke er hellig, ser jeg i videst muligt omfang filmene til ende. Også selv om jeg tidligt ved, at de ikke skal købes hjem. Som en kollega udlagde det, er det ganske enkelt usundt at gå til og fra hele tiden – i livet som på jobbet. Ophobningen af uafsluttede historier er skidt for sjælen. Den køber jeg.

Selvtægtsaktion
En anden gammel ven fra pressetiden, John Anderson (som dengang skrev for New York Newsday), havde ikke overlevet én dag på markedet.

Jeg sad bag John til verdenspremieren på Dogville. Pludselig var der håndgemæng, og en flyvende uidentificeret genstand fløj gennem Grand Théâtre Lumière og ramte sidevæggen med et klask. Efter filmen fortalte John, at hans sidekammerat havde taget noter i lommelygtens skær – og under ingen omstændigheder ville slukke for lyset. Og så var Johns iltre, irske temperament løbet af med ham.

Dagen efter skrev branchebladene om den flyvende mobil til Trier-visningen, men selvtægtsaktionen fik ingen konsekvenser. Mobilerne lyser stadig lystigt i salen. Især til markedsvisninger, hvor jeg selv har sluttet mig til synderne.

Mange aftaler forhandles via sms. Hvad enten man sidder og ser den næste film i rækken, spiser frokost eller er på vej til lufthavnen og hjem. Sådan er det i hvert fald med den type film, som vi køber. Her ligner kontrakterne hinanden til forveksling. Man kan drøfte procentsatser for videresalg til tv og vod, men ellers er standarden 50/50 hele vejen gennem fødekæden. Og så er minimumsgarantien ellers det springende punkt – præcis som forskuddet er det i bogbranchen.

Risikoen er ligefrem proportional med minimumsgarantien. Jo større forskud, desto større risiko, for pengene skal jo spilles hjem igen.

Kontrakt på serviet
Den nuværende bunker, som huser festivalpalæet i overetagen og filmmarkedet i kælderen, blev bygget i 1983, men old timers kan stadig huske det gamle festivalpalæ og ikke mindst den legendariske Blue Bar, hvor man nedfældede sine ”kontrakter” på forhåndenværende servietter. Nu om dage har salgsagenterne nærmest computer og printer med i lommen, så Cannes-romantikere kan godt pakke sammen. Og så alligevel ikke.

Jeg har faktisk prøvet manøvren en enkelt gang, da jeg for et par år siden lavede et hurtigt sammenflikket papir på Joachim Triers Oslo, 31. august, som jeg blev så forelsket i, at jeg ikke følte det ringeste behov for at foretage risikoberegninger eller sove på værket. Den gik lige i nervebanerne, og med gåsehud (eller ståpels, som det ifølge Joachim Trier hedder på norsk) sendte jeg en sms af sted med vores bud, endnu inden slutcredits var løbet over lærredet.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af en norsk forfatterinde, som havde hørt om episoden og spurgte, om hun måtte medtage den i en bog om serviettens facetterede historie. Den fik jeg aldrig responderet på, og selvfølgelig blev papiret erstattet af en rigtig kontrakt med paragraffer og forbehold for force majeure, og hvad dertil hører. Mere langhårede er salgsagenterne heller ikke.

En masse rod
Heller ikke i overført betydning. Faktisk kan sælgere og købere være rimelig nemme at se forskel på. Sælgerne skal pr. definition være repræsentative og i hvert fald nogenlunde soignerede, mens filmindkøberne – især dem med hang til auteurs og artfilm – er en broget flok, der ikke behøver at gøre sig til for nogen. Det er trods alt dem, som betaler gildet.

Men ren typecasting holder heller ikke her. Jeg har gennem årene købt mange film af franske Wild Bunch, hvis stab er pænt gode til at leve op til selskabets navn og for eksempel ikke er de skarpeste til at overholde mødeaftaler – stik modsat den almindelige rollefordeling på festivalerne, hvor det gerne er køberens ret at være udfordret på tidsregningen.

Sidste år i Cannes forhandlede jeg Holy Motors og François Ozons Selv i de bedste hjem (den sidste får premiere til 15. maj 2014) på plads ved at passe min kontakt op på den restaurant, hvor jeg havde erfaret, at hun plejede at indtage sin frokost.

Og så er vi tilbage i den analoge verden, hvor aftaler er mundtlige og besegles med et håndtryk, i dette tilfælde i opret positur på et tilfældigt gadehjørne. Hvilket på den ene side er en smuk og tillidsfuld måde at handle på, men som på den anden side også kan føre en masse rod med sig, for hvad var det nu egentlig for en pris, vi havde givet håndslag på?

Skulle nogen mistænke, at markedsfolkene tager mere for sig af retterne end de hårdt arbejdende pressefolk, er det ikke helt forkert.

En bonus ved at flytte lejr er blandt andet, at fest- og middagsinvitationer ikke længere er noget, man behøver at kaste sig nøgen i poolen for at komme i nærheden af. Sælgere og producenter smører, hvor der smøres kan. Og de gør det ikke i blinde. Sælgerne ved, at aftalerne helst skal lukkes, mens alle befinder sig i boblen. Og jo mere glamourøs og festlig boblen tager sig ud, des kortere fra pen til signatur.

Tom Jones, skaldyr og champagne
I nogle tilfælde kan festlighederne omkring filmen hurtigt overgå filmens egne underholdningsmæssige kvaliteter. Jeg husker stadig en intim strandfest, hvor Tom Jones gav koncert til skaldyr og champagne. Filmen husker jeg til gengæld ikke. Den kunne have været fra Uruguay. Jeg finder aldrig ud af det.

Til gengæld var jeg allerede fanget i rusen, da vi var til fest for Emir Kusturicas Maradona, som vi – Gud (og Guds hånd) bedre det – havde foretaget et såkaldt pre-buy af, det vil sige, at vi allerede havde købt rettighederne til filmen et par år inden både fest og festival.

Det færdige resultat viste sig at sætte mindst lige så meget fokus på den selvglade instruktørs fortræffeligheder som den argentinske boldkunstners artisterier, men det glemte man hurtigt til efterfesten i en imposant villa i bjergene over Cannes.

Her fik gæsterne lov til at øve frispark på en professionel målmand, der vogtede buret i parkanlægget, hvor der også var opstillet en scene, så Kusturica og hans No Smoking Orchestra kunne give koncert ud på de små timer. Maradona var også til stede og sang endda med på et par numre, og så var der ikke et øje tørt.

Men dagen derpå var jeg med garanti ikke den eneste, der vågnede med fortrydelse og hovedværk, og da filmen endelig blev sendt på markedet, stod pakken da heller ikke distancen. Hverken kritik eller publikum gav Maradona den bjørne-krammer, som vi i festligt lag havde bildt os ind, at den nok skulle få.

Vi kunne selvfølgelig have undladt at købe den så tidligt i processen. Jeg forstår godt, at filmproducenterne gerne ville have sikkerhed for et salg, men set fra et køber-perspektiv er pre-buys kun interessante, hvis man opererer på et marked, hvor konkurrencen om de enkelte titler er knivskarp.

Så kan man ikke komme hurtigt nok ud af starthullerne.

Sådan er vores situation grundlæggende ikke. I vores mindre kommercielle hjørne af branchen – hvor slag-numrene leveres af instruktører som Michael Haneke, Jacques Audiard og Ken Loach – får vi oftest lov til at vente på det færdige resultat.

Og falder filmen i vor smag, ender prisen som regel også med at være billigere, end hvis vi havde været på forkant. Denne præmis giver os også mulighed for at tage bestik af modtagelsen. Når man er hjemme på pinden igen, indtræffer nøgternheden sig – og så fokuserer man på filmens evne til at få filmskribenter, anmeldere og det betalende publikum op af stolen.

Følg instinktet!
Det er dog ikke lykkelige slutninger det hele. Nogle gange afløses kindkys og kram med salgsagenterne af kold luft, fordi man erfarer, at de har løjet om højere bud fra anden side og banket prisen i vejret på falsk grundlag. Ved de ikke, at vi snakker sammen?

Så gider man ikke handle i den butik igen. Hvilket man som regel godt kan tillade sig, for det skorter ikke på film. Det er faktisk de færreste festivaldage, hvor man ikke ser mindst én glimrende film, som man vælger ikke at byde på. Kunsten består i at vælge rigtigt, ikke løbe med lemmingerne og holde hovedet koldt, når det er påkrævet. Og ellers følge instinktet, når det er stærkt nok.

Det gjorde vi med Pans labyrint, der blev vist på allersidste dag under Cannes-festivalen i 2006 – efter at de fleste købere havde vendt snuden hjem.

Et par dage forinden var Peter Brunette inviteret til en lukket visning for de amerikanske journalister i Cannes, og den fik han smuglet mig med ind til. Peter syntes sikkert, at jeg skulle have en pause fra ”the dark side”, men allerede mens vi evaluerede filmen foran Star-biografen i Rue d’Antibes, kunne han godt se, at jeg blev fjern i blikket. Mentalt dansede jeg allerede om guldkalven, og kort efter sad jeg da også bænket i salsagentens lejede kontor på Croisetten.

Sælgerne plejer at lukke ned et par dage, før festivalen slutter, men ikke i dette tilfælde. Filmen var ikke billig, men den var ledig og endte med at sælge over 60.000 billetter i Danmark. Hvor heldig har man lov til at være?

Kommentarer

Kim Foss
 

Født 1961 i Hørsholm. 

Selvlært kulturarbejder og journalist.

Har skrevet om film til en lang række tidsskrifter og aviser – og i en årrække som fast skribent og film- redaktør på først Aktuelt og siden Jyllands-Posten.

Fra 1993 til 2006 festival- arrangør og programlægger af NatFilm Festivalen.

I 2006 modtog han sammen med Andreas Steinmann en Æres- Bodil for arbejdet med filmfestivalerne.

Siden 2006 direktør for Grand Teatret og biografens distributionsselskab, Camera Film.

© Filmmagasinet Ekko