Sådan blev unge manipuleret af en psykopat

Det er en underdrivelse at sige, at Into the Deep er en ubehagelig film – læs Ekkos anmeldelse her! 

Så det amerikanske publikum, der fredag overværede verdenspremieren på Sundance-filmfestivalen i Utah, tog grufuldhederne ind i chokeret tavshed. 

Da filmens instruktør – den australske dokumentarist Emma Sullivan – stillede op til en samtale med publikum efter visningen, blev hun mødt af bevægede klapsalver. 

Hun havde fulgt Peter Madsen og hans rumlaboratorium i et års tid inden mordet på Kim Wall, og hun delte de frivilliges vantro, da sandheden kom for dagen. 

Ingen true crime
Derfor var Emma Sullivan også i en unik position til at fortælle deres historie.

”Jeg fulgte virkelig bare historien,” fortæller hun til salen og tilføjer, at da Peter Madsen blev varetægtsfængslet, var han ikke længere filmens omdrejningspunkt.

”Det er klart, at jeg lagde ud med at lave en helt anden film. Jeg ønskede ikke at lave true crime. Men hvis jeg havde fulgt historien udefra, havde jeg aldrig set dette perspektiv i den.”

Fra at ville skabe et portræt af Peter Madsen og hans rumkapløb vendte Emma Sullivan i stedet kameraet mod de frivillige unge, der havde hjulpet ham i hans laboratorium.

”Filmen kom til at handle om dem – om os,” forklarer instruktøren.

Orkanens øje
Filmens åbningsbilleder viser nogle af fyrene fra laboratoriet, der sejler i Københavns havn på udkig efter Peter Madsens forsvundne ubåd Nautilus.

Det er 11. august 2017, og ingen har hørt fra hverken Peter Madsen eller Kim Wall siden aftenen forinden. Men opfinderens venner mener stadig, at der må være en logisk forklaring på det hele.

Det er hjerteskærende at følge sagens forløb og endnu værre at komme så tæt på dem, der er direkte berørt af den. Og det er lige netop det, der er meningen med dokumentaren.

”True crime-genren gør ofte publikum til tilskuere,” siger Emma Sullivan.

”Man kan gyse over detaljerne og lade sig opsluge af efterforskningen, men man gør det på en sikker afstand. Det her er en ubehagelig film at se, men det skal den også være. Emnet taget i betragtning er det nødt til at være hårdt.”

”For mit eget vedkommende var jeg nødt til at arbejde mig igennem chokket. Nogle dage var hårdere end andre, men jeg troede hele tiden på mit projekt. Og jeg håbede, at jeg på et tidspunkt ville forstå, hvad jeg var involveret i. Man kan ikke se orkanen, når man står i dens øje.”

Posttraumatisk stress
Det er empatien med de frivillige, der giver filmen en umådelig styrke. Og den modbeviser enhver påstand om, at Into the Deep skulle være produceret for at tjene hurtige penge for distributøren Netflix.

”Når man er så tæt på en forbrydelse som denne, føler man sig ansvarlig. Det er ekstremt isolerende. Folk omkring dig vil gerne hjælpe, men de forstår ikke dit perspektiv. Så kan du ende i en spiral, hvor du bliver ramt af depression og posttraumatisk stress.”

”For de unge føltes det, som om de var forbundet med ham. De startede alle som meget nære venner. Nu vender gamle venner sig væk fra hinanden, når de er i samme rum, fordi de bærer rundt på så megen smerte.”

”Da jeg begyndte at researche psykopater, fandt jeg meget lidt information om, hvordan det er at overleve sådan et overgreb. Hvordan det føles at være blevet manipuleret af en psykopat. Det er det, man ser i filmen.”

Charmens udløbsdato
Noget af det mest skræmmende ved filmen er, hvordan den fokuserer på sprækkerne i Peter Madsens joviale persona. Han ænser ikke selv, hvornår han går over stregen, og han støder også folk fra sig undervejs, selv om de gerne vender tilbage til personlighedskulten.

”Jeg føler, at Peter Madsen havde en udløbsdato,” fortæller instruktøren.

”Han blev ikke ved at være lige charmerende, og det mærker man også på folkene i filmen. De blev trætte af hans manipulationer, for han var en kontrolfreak. Han blev også sværere at være i nærheden af for mig, fordi han begyndte at instruere mig i at instruere min egen film.” 

Hvor ubehagelig han end kunne være, når kameraet var slukket, tændte han altid for Raket-Madsens humor og entusiasme, når Emma Sullivan begyndte at optage. 

”Jeg fandt mine egne interaktioner med ham mere og mere interessante, så jeg begyndte at optage dem. Det er disse optagelser mellem interviewene, der udgør det meste af filmen.” 

Da Emma Sullivan gennemså sit materiale igen, var psykopaten der i brudstykker og fragmenter, som Peter Madsen ikke havde formået at skjule. 

Under dække af vittigheder beskriver han, hvordan han kan vildlede politiet og forpurre en efterforskning. 

I et interview fra 10. august 2017 sidder han med det jernrør, han brugte til at tynge Kim Walls lig ned. I baggrunden kan vi se en orange fukssvans, der hænger på væggen. Den var væk dagen efter. 

Og i en særligt kvalmende optagelse viser en af hans nære, kvindelige venner en sms-samtale, hvor han jokende beskriver, hvordan han ville dræbe hende. Hun skulle have været med ude at sejle dagen efter mordet. 

Skal mærkes på egen krop
Det er grumt at sidde igennem, og der knytter sig naturligvis også nogle moralske spørgsmål til Into the Deep.

Kim Walls familie har set filmen, men ønskede ikke at medvirke, ligesom instruktøren undlod at bruge optagelser af dem fra den dag, hun blev meldt savnet. Det er ikke Walls historie, forklarer Emma Sullivan, da jeg taler med hende efter filmen.

”Det spørgsmål, jeg ville stille med Into the Deep, er: Hvilket ansvar pålægger vi disse mennesker? De er jo også vidnerne, der hjalp os med at sende ham bag tremmer. Kan vi gøre mere for at forstå, hvad de går igennem?”

”Jeg har ønsket at lave en film om, hvordan smerten breder sig som ringe i vandet i det her fællesskab. Jeg vil have jer til at opleve det på egen krop.”