Danske dokumentarfilm i voldsomt fald

Den årlige produktion af danske spillefilm er i de senere år faldet fra 25 til tyve, og det har fået Det Danske Filminstituts direktør, Claus Ladegaard, til at råbe vagt i gevær.

Men i virkeligheden er krisen endnu mere iøjnefaldende for danske dokumentarfilm, som vi ellers plejer at bryste os af har internationalt format.

Filminstituttet har svært ved at overholde sit mål om at finansiere 30-35 dokumentarfilm årligt. Antallet ligger lige under 30.

Men hvad værre er, så viser Filmmagasinet Ekkos undersøgelse, at der næsten ingen danske dokumentarer kommer i biografen.

Ekko har set på antallet af danske dokumentarer i biografen siden 2015. Og der er en tydelig og bekymrende tendens, nemlig at der bliver færre og færre af dem.

I perioden 2015-18 fik 36 dokumentarfilm premiere. 2019-22 røg det tal helt ned på fjorten, det vil sige en nedgang på hele 61 procent.

Rekordåret 2018 bød på tolv dokumentarfilm i biografen, mens der i 2022 år kun var to film med en regulær biografpremiere. Andreas Koefoeds favntag med kunstverdenen, The Lost Leonardo, solgte 6.351 billetter, mens hyldesten til kvindelige fotografer i Verden er uskarp kun trak 1.567 danskere i biografen.

Simon Lereng Wilmonts Oscar-nominerede A House Made of Splinters – der følger børnehjemsbørn i krigshærgede Ukraine –fik derimod slet ikke en almindelige biograflancering.

Til sammenligning solgte syv dokumentarer i 2017 i alt 41.685 billetter, hvilket er rekord for de to perioder.

Se Ekkos statistik nederst i artiklen!

Rammer de ambitiøse
Claus Ladegaard ser med stor alvor på tendensen.

Han har været opmærksom på problemet i noget tid, men tilskriver også nedlukningen omkring coronavirus som en afgørende faktor.

”Dokumentarfilm har været i en slags undtagelsestilstand siden 2020 på grund af corona. Men det er et opmærksomhedspunkt, for vi vil gerne have ambitiøse dokumentarfilm, der både har et liv i biografen og senere på tv og streamingtjenester,” siger Claus Ladegaard.

”Corona har betydet meget for dokumentarfilm. Det har været vanskeligere overhovedet at producere. Det har været svært at få adgang til international finansiering. Biograferne har været lukket i lange perioder. Og efter genåbningen har dokumentarfilm ikke været øverst på biografernes repertoire.”

Også politikernes ophævelse af tv-stationernes forpligtelse til at støtte danske film med et vist beløb om året har gjort det sværere at skabe dokumentarfilm af en vis kaliber.

”Finansieringen af dokumentarfilm har altid været udfordrende, men det er kun blevet værre. Det rammer måske særligt de ambitiøse film, som er velegnet til at sætte op i biografen,” siger Claus Ladegaard, der er ked af udviklingen.

”Det hænger sammen med den tendens, vi ser på smallere arthouse-film. Mindre film har det svært i biografen, og jeg begræder virkelig på biografkulturens vegne, at man ikke kan se den slags film i biografen.”

Udbud og efterspørgsel
På Filminstituttet støtter man hvert år en række dokumentarfilm. Men ligesom A House Made of Splinters bliver mange af dem kun vist i biografen under Cph:Dox for senere at få tv-premiere og måske komme på en streamingtjeneste.

Direktøren håber, at der efter nogle svære år kan komme en opblomstring af dokumentarer med publikumspotentiale i biografen.

”Vi er først og fremmest afhængige af de ansøgninger, vi får. Hvor ambitiøse er filmene? Corona og problemerne med international finansiering har nok lagt en dæmper på de mest ambitiøse projekter, så forhåbentlig løser problemet sig selv,” siger Claus Ladegaard.

”Men det er klart, at vi også skal være klar til at støtte de ambitiøse dokumentarfilm, som har biografpotentiale og dermed måske også et større budget end gennemsnittet.”

Han er dog godt klar over, at danske dokumentarister kæmper med at få deres historier ud til publikum.

”Det er et spørgsmål om at finde både en distributør og ledige biografsale. Biograferne er jo ikke vanvittigt interesserede i de her film. Som biografejer kan man lynhurtigt tilpasse sit udbud til efterspørgslen ved at sætte noget andet på, hvis en film ikke præsterer,” lyder det fra Claus Ladegaard.

”Det er ikke vildt attraktivt for hverken distributører eller biografer at vise dokumentarfilm, og det viser tallene ret tydeligt.”

Biografernes ansvar
Også direktør for Danske Biografer, Michael Valentin, begræder udviklingen.

”Det er ærgerligt, fordi dansk dokumentarfilm har en høj kvalitet og bygger på en stolt tradition, som vi bør værne om. Jeg håber, at vi inden for noget tid kan komme tilbage på 2018-niveauet med et dusin dokumentarer hvert år,” lyder det fra Michael Valentin.

”Dokumentarfilmene er også en vigtig del af talentunderskoven og fødekæden i dansk film. Endelig er fraværet af dokumentarer et demokratisk problem i en fake news-tid, hvor grænsen mellem sandhed og løgn er sløret. Vi har mere end nogensinde brug for dokumentarfilm, der er velresearchede og har dokumentationen i orden.”

Anders Østergaards film om Gasolin’ solgte i 2006 222.747 billetter i biografen, mens Janus Metz’ Armadillo solgte 115.236 billetter i 2010. Men ellers har dokumentarfilm notorisk haft det svært på det store lærred.

”Vi må erkende, at dokumentarfilm ikke kommer til at gå i lang tid i biografen. Men der er bestemt et publikum til alle kvalitetsfilm – også dokumentarer. Det er derfor vigtigt, at biograferne påtager sig et ansvar,” siger Michael Valentin.

”Sammen med producenten og distributøren skal biograferne blive endnu bedre til at skabe opmærksomhed omkring konkrete titler. Vi skal i kontakt med de fællesskaber, der har interesse i filmen.”

”Det kunne være Christoffer Guldbrandsens fantastiske film om lobbyisten Roger Stone, A Storm Foretold, hvor man for eksempel fik engageret de politiske uddannelser på universitetet i et samarbejde med Folkemødet. Vi skal tænke mere kreativt i lanceringen.”

Enkeltstående succeser
Mens billetsalget til danske dokumentarer ikke har været tårnhøjt på noget tidspunkt i de seneste otte år, har der i den højere produktionsvolumen de fleste år været i hvert fald én film, der har trukket gennemsnittet op.

Jesper Dalgaards kritikerroste Kandis for livet solgte 13.861 billetter i danske biografer i 2021.

Det betragtes som flot for en dokumentarfilm, men det er sigende, at snakken om filmen først for alvor eksploderede, da filmen blev tilgængelig på DR’s streamingtjeneste i 2022.

Den bedste sælgende dokumentar siden 2015 er René Sascha Johannsens 7 Years of Lukas Graham. Med sit fokus på den danske verdensstjerne har den et større indbygget publikum end mange andre dokumentarer.

Filmen solgte i 2020 20.588 billetter, mens Nicole N. Horanyis portræt af en identitetssvindler, En fremmed flytter ind, med 17.132 solgte billetter er den næstmest sete. Jonas Poher Rasmussens tre gange Oscar-nominerede Flugt må nøjes med sjettepladsen med 11.256 billetter.

Bundskraberen Farvekraft ad helvede til – om den ekspressionistiske maler Jens Søndergaard – kom blot op på 73 billetter i 2018.

Filminstituttets store satsning i den kommende tid er Anders Riis-Hansens Velkommen til frontlinjen, der har fået et exceptionelt højt støttebeløb på ti millioner kroner. Dokumentaren, der beretter om Danmarks krigsindsats gennem tre årtier, bliver dog ikke en biograffilm, men en tv-serie på seks afsnit.