Nekrolog
24. sep. 2021 | 12:26

Instruktøren af Notting Hill er død

Foto | Clive Coote
Den amerikanske superstjerne Anna Scott (Julia Roberts) møder den engelske boghandler William Thacker (Hugh Grant) i Notting Hill, og sød musik opstår mellem de meget forskellige mennesker.

Midt i arbejdet med en dokumentar om den engelske dronning Elizabeth er Roger Michell gået bort til stor sorg for verdensstjerner som Julia Roberts og Kate Winslet.

Af Nicki Bruun

”Jeg er bare en pige, der står foran en dreng og beder ham om at elske mig.”

Med Julia Roberts’ ord til Hugh Grant blev Notting Hill i 1999 en af nyere tids mest populære romantiske komedier.

Nu er instruktøren, der omsatte manuskriptforfatter Richard Curtis’ dialog til det herlige kærlighedsdrama om store filmstjerne og den generte boghandler, gået bort i en alder af bare 65 år.

Roger Michell døde i onsdags, skriver internationale medier, som ikke kender til dødsårsagen.

Han havde instrueret film inden Notting Hill, men den blev en kæmpe kommerciel succes og udstak retningen for resten af Michells karriere. Instruktøren lod sig dog ikke sætte i bås og lavede blandt andet thrilleren Changing Lanes med Samuel L. Jackson og Ben Affleck i 2002 og dokumentaren Te med Damerne i 2018.

Undervejs blev det også til flere kritikerroste komediedramaer som Venus og Le Week-end. Ligegyldigt hvilken genre han bevægede sig i, forstod Roger Michell at ramme en menneskeligt troværdig tone.

Venlighed og løvehjerte
Roger Michell blev født i Sydafrika, hvor hans britiske diplomatfar var udsendt.

Familien vendte senere hjem til England, og den unge Michell studerede på det velansete universitet i Cambridge. Senere kom han til at arbejde på teatret, hvor han udviklede sit talent for klassisk drama og komik.

I 1995 vandt han en britisk BAFTA-pris for sin tv-film Persuation, der er en filmatisering af en Jane Austen-historie. Og i 2015 vandt instruktøren endnu en pris for The Lost Honour of Christopher Jefferies. Miniserien bygger på den sande historie om Roger Michells skolelærer, der blev anklaget for mord, men fundet uskyldig.

Instruktøren holdt sig aktiv til det sidste. I 2019 stod han bag genindspilningen af Bille Augusts Stille hjerte, der blev til den stjernespækkede Blackbird.

Her optrådte tre generationer af store kvindelige skuespillere i historien om en ældre kvinde, der samler familien for at fortælle om sit ønske om at ende livet på grund af sygdom. Susan Sarandon spiller hovedrollen over for Kate Winslet og Mia Wasikowska.

”En fantastisk instruktør. Et skønt menneske, som gjorde verden til et bedre sted. De af os, der var så heldige at kende ham, blev dybt påvirket af hans venlighed og stærke løvehjerte,” skriver Kate Winslet om instruktøren på Twitter.

Også Julia Roberts har skrevet mindeord. ”Jeg har elsket hvert et øjeblik, vi har tilbragt sammen,” skriver skuespilleren på Instagram.

Britisk lune
Det tyder på, at Roger Michells død er indtruffet pludseligt. Han arbejdede på en dokumentar om den britiske dronning Elizabeth, som efter planen skulle i biografer i slutningen af 2021.

Hvad status er på filmen, vides heller ikke.

Instruktøren var sidste år i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen med den veloplagte The Duke. Her spiller Jim Broadbent og Helen Mirren et ægtepar, der kommer i problemer, da han i retfærdighedens tjeneste stjæler et Goya-maleri fra Nationalmuseet i London.

”Man kan ikke andet end blive i godt humør af filmens britiske lune og sproglige spidsfindighed, og Roger Michell – bedst kendt for Notting Hill – instruerer i et fantastisk skælmsk humør,” skrev Ekkos udsendte fra den italienske festival og satte trumf på.

”Jo før den finder en dansk distributør, og jeg kan se den igen, desto bedre!”

The Duke er endnu ikke kommet til Danmark, men vi krydser fingre for, at den på et tidspunkt finder vej til landets biografer.

Roger Michell efterlader sig fire børn, som han fik i sine to ægteskaber med skuespillerne Kate Buffery og Anna Maxwell Martin.

Scene: Notting Hill

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko