Interiør. Rækkehus. Dag

Vi befinder os i en dagligstue. Møbler og tapet er holdt i beige og brun. Væggene er dekoreret med familiefotos i stærke farver, Sikker Hansen-litografier og keramik-relieffer. En buttet pige sidder i sofaen og spiser lakridskonfekt. Ved hendes side ligger en smældfed islandsk fårehund og snorker. Luften er tyk af røg. Solen brager ind af vinduet.

Ved spisebordet sidder fire mennesker. En ældre mand i plettet skjorte. Hans gylp står åben. På voksdugen står kaffekopper, snapseglas, flasker og en urørt fad med sigtebrød. Den gamle mand stirrer afventende på sin kone. Hendes blik er fæstet på den store punch-cigar, hun med besvær har klemt ned mellem sine gigtplagede fingre.

"Hvad mener du, Karen!"

Pause.

"Hvad har vi gjort for at fortjene det her?"

Hun svarer ikke. Den gamle mand kigger nu på de to sønner, der sidder over for ham.

"Har jeg ikke elsket jer? Har I manglet noget?"

Tårerne begynder at trille ned ad kinderne på ham. Den ene, tynd og arret, sidst i trediverne, i arbejdsskjorte og med klap for øjet, vil sige noget, men stemmen knækker, og han kommer ikke videre. Den anden lidt ældre, trim iført fuldskæg og bondeskjorte, smiler skævt og begynder lavmælt at citere et tysk digt. Den gamle flyver op af stolen.

"Hvis du er så klog, Magister, hvorfor kan du så ikke passe dit arbejde?"

"Magisteren" rejser sig og forlader bordet. Men benene vakler under ham, da han går gennem rummet. Han nynner et uddrag af Carl Orffs Carmina Burana og åbner terrassedøren. Et øjeblik beruses rummet af fuglekvidren og duften af tagetes, morgenfruer, lobelia og georginer.

"Luk døren, det trækker!"

Magisteren vælger at ignorere sin far. Den gamle fortsætter.

"Mor har gigt, og din bror har haft betændelse i sit svejser-øje. Luk døren!"

Magisteren træder ud på terrassen og efterlader døren åben bag sig. Stilhed. Faren henvender sig til sin anden søn.

"Gustav, luk døren! Luk døren."

Gustav går tøvende gennem rummet. Han kigger på sin storebror, der står med ryggen til døren med ansigtet vendt mod skyerne. Gustav lukker forsigtigt døren bag sin bror.

"Låsen Gustav, slå låsen til!"

Gustav stivner et øjeblik.

"Ja, slå låsen til, så kan han lære at vise hensyn."

Men Gustav slår ikke låsen til. Han vender sig roligt mod sin far.

"Jeg går ovenpå," siger han stille.
"Ja, dig og din politiradio, du skulle hellere få dig en kone. Ulovligt er det også. Vi ender i spjældet alle sammen."

Den gamle løber over mod terrassedøren og støder på vejen gennem stuen ind i Gustav, der ramler ind i en standerlampe. Lampeskærmen falder ned på sofabordet og rammer skålen med lakridskonfekten, der spredes som konfetti ud over gulvtæppet. Den buttede pige skynder sig ned på alle fire og begynder at samle slikket sammen. Hunden vågner og gør forvirret.

Magisteren vender sig på terrassen, men den gamle når at dreje låsen til terrassedøren sekundet, før Magisteren tager i håndtaget. Deres blikke mødes gennem termoruden.

Magisteren rusker i håndtaget. Hvad nu? Han kigger på sin far. Faren kigger på sin søn, og således står de en stund, indtil Magisteren får øje på noget vigtigere. Han får øje på sin datter. Hun er stadig i gang med at samle slik op fra gulvet, men prøver samtidig at skubbe hunden, der interesseret snuser hende bagi, væk fra sig.

Pludselig springer køteren på hende.

Magisteren gør tegn til, at de skal åbne døren. Men den gamle ved ikke, hvad der foregår bag ham og lader som ingenting. Magisteren peger og banker desperat. Men Ernst holder et sikkert tag om låsen og fortrækker ikke en mine.

Nu opdager farmoren, hvad der er galt. Gustav er for længst forsvundet op på loftet, så hun rejser sig besværet og går vinkelformet rundt om sofaen. Med sin tyndslidte stemme prøver hun at lokke den liderlige fårehund af barnebarnet med et stykke lakridskonfekt. Men køteren er i trance. Pigebarnet klynker. Fråden står om hunden. Dens negle er skarpe.

Magisteren kan ikke se på det længere. Han flår en hollandsk pyntetræsko af rækværket på terrassen. Tømmer træskoen for tørret lyng og slår den beslutsomt mod ruden.

Gunk, gunk, gunk.

Den gamle er målløs. Men ruden er stadig intakt. Magisteren flår overraskende målbevidst parasollen op af terassebordets midterpunkt og benytter den som rambuk til at penetrere ruden. Den gamle tror ikke sine øjne. Heller ikke datteren og farmoren. Den eneste, der uanfægtet fortsætter sit ærinde, er hunden.

Det lykkes Magisteren at presse hånden gennem hullet i ruden, selvom han skærer sig fælt.  Med et snuptag åbner han døren og styrter direkte hen til hunden. Han losser den så hårdt i siden, at man ud over et hult bump synes at høre adskillige ribben knuses, før hunden flyver gennem rummet og lander i vindueskarmen, så lysestager og B&G-porcelæn ramler til jorden. Hunden forsvinder pibende under skænken.

"Find dit overtøj, vi skal hjem!" råber Magisteren til sin datter. Han tømmer sit snapseglas og samler pibe og tobak.

Farmor kigger fortvivlet.

"Nej, bliv nu og spise! Vi har gule ærter i trykkogeren, og du har skåret dig, Mogens."

Farmor tager fat om Magisterens håndled og sender pigen ud i køkkenet efter et viskestykke, mens hun fortsætter:

"... og Fatter, du går i kælderen efter sennep og rødbeder, og så kan du også hente én til flaske snaps og en pose æbleskiver."

Pigen rækker viskestykket til sin farmor. Magisteren sætter sig og lader hånden forbinde. Den gamle forsvinder ned i kælderen. Ovenpå hører vi politiradioen køre. Husspektakler i Åkirkeby. Hunden piben bliver til snorken. Trykkogerens sagte fløjten fra køkkenet.

"Far, skal vi ikke gå?" spørger datteren.
"Nej, vi bliver," svarer Magisteren.

SCENE SLUT