YouTube giver hans liv mening

”Vi skal genstarte verden,” råber Frank til kameraet, fanget i et menneskekaos til en Rasmus Paludan-demonstration. Der bliver åbnet ild, og en sten flyver forbi hans hoved. 

Frank taler direkte til kameraet. 

På den anden side af spionspejlet sidder Emil. Han skæver nogle gange til sit eget kamera, der også optager hvert et vågent øjeblik af hans eget liv. 

En gigantisk fotokopi af Emils ansigt stirrer tungt bag ham som et slags over-jeg. Fotovæggen var det første, han købte, da han oprettede YouTube-kanalen Emils Verden. 

Han vil være ligesom Frank. Han vil være med til at genstarte verden. Hvad det så end betyder. 

For langt til væggene
Nicolai Jørgensen medbragte en selvskreven monolog til sin audition og har fra start været med til at skabe hovedrollen Emil i Super16-kortfilmen World of Content.

Filmen er i denne uge gået ind på Ekko Shortlist takket være brugernes views og stjerne-karakterer.

Vi følger en ung mand, der lever et ensomt liv i et stort og næsten tomt kontorlokale. Han har kun sin seng, sin computer og en bunke videokameraer.

”Emil kan ikke magte alle de ting, han skal. Bare det at skulle fylde sit værelse ud, er han sprunget over. Der er for langt til væggene, og der er for mange muligheder,” siger Nicolai Jørgensen, der også er kendt for sin rolle som sympatiske Fnuggi i DR-serien Doggystyle. 

Deprimerede, unge Emil isolerer sig selv og bruger videokameraerne som en sidste livline til den verden, han ikke kan se i øjnene. 

”Han snakker til kameraet, som om der er en person på den anden side. YouTube giver hans liv mening, uanset hvor meningsløst det er,” fortæller den 30-årige skuespiller, der sidste år vandt en talentpris ved Reumert-uddelingen. 

Kaster flaskepost ud
Bag filmen står instruktøren Glen Bay Grant og manuskriptforfatteren Malthe Jagd Miehe-Renard. World of Content er deres midtvejsfilm fra Super16, hvor de snart er klar med afgangsfilmene.

De to mænd har været fascinerede af det uendelige museum, som YouTube er. På platformen bliver der lagt hundredevis af timers indhold op hvert eneste minut. Og der er uendeligt mange af dem, der aldrig bliver set.

”På YouTube er der et sort hul, hvor der florerer rigtigt mange levende historier og mennesker. De lever i troen på, at videoerne kommer ud til nogen,” siger 29-årige Glen Bay Grant.

Som en inspirationskilde nævner han YouTube-kanalen Mongo TV, der ejes af danske John H. Olsen, som på kanalen beskriver sig selv som førtidspensionist.

”Her handler det om at bruge YouTube som et middel mod ensomheden,” siger instruktøren og understreger, at Mongo TV er en af de kanaler, han elsker mest.

Ligesom Emil lægger John H. Olsen timevis af videomateriale op på internettet dagligt. Man kan på YouTube finde ham i færd med at gennemgå sine regnskaber eller ligesom i World of Content slå et telt op i sin lejlighed.

”De her YouTubere bliver ved med at kaste flaskepost ud. I underteksten er det et ’SOS’, men i virkeligheden er det fuldstændigt ligegyldig information – som hvad man får til aftensmad!” siger Glen Bay Grant.

Gennembrud med selfie-stang
World of Content bliver hovedsagelig fortalt gennem udklip af Emils konstante uploads af videoer. Han køber igennem filmen flere kameraer i forsøget på at forny sig.

”Han prøver at fylde det tomme liv ud med teknologi,” siger Nicolai Jørgensen, der i filmen leger med både vandtætte kameraer, et GoPro og en dims, som filmer i samtlige 360 grader.

”Hvert kamera er sin egen lille organisme. Det har sit eget øje og ser derfor på sin helt egen måde,” fortæller Glen Bay Grant.

Emil skifter hurtigt teknologien ud, for selv om hans skikkelse bliver forvrænget, ændrer den sig aldrig helt. Teknologien giver ham lov til at bibeholde sit fokus på depressionens selvoptagethed.

”Vi fik et gennembrud med selfie-stangen,” siger Thomas Dyrholm. Han er fotograf på filmen og har været med til at udvikle konceptet.

”Uanset hvordan du bevæger dig, så er du i centrum, mens du ser verden skifte sig bag ved dig,” forklarer fotografen.

Ind i labyrinten
Kortfilmens koncept er baseret på nøje udtænkte og stramt fastlagte dogmer og regler, der tillader Nicolai Jørgensen at improvisere dele af fortællingen.

”Det var som at lave en labyrint og derpå filme folk prøve at komme ud af den. Filmen er en masse eksperimenter inden for nogle rammer, så de kan blive til en film,” siger Glen Bay Grant.

Man får en følelse af, at Emil aldrig kommer ud af labyrinten. Hans rejse fremad har foregået i en form for digitalt hamsterhjul.

”Dét, der sker i filmen, gør han hver tredje måned. Han får en åbenbaring, derefter et sammenbrud og så vender han tilbage. Han lærer ikke en skid,” siger instruktøren.

Det leder unægtelig tankerne hen på forfatteren Kafka, hvis absurde fortællinger sjældent levner meget håb. Under overfladen er der den samme angstfølelse i World of Content.

”Kafkas karakterer er tit idioter. De udvikler sig ikke, de lærer ingenting, og de er selv skyld i alt det, der sker for dem,” siger Nicolai Jørgensen.

Han har på Nørrebro Teater spillet hovedrollen i en teateropsætning af Kafkas Amerika.

”Filmen har ikke det håb, som vi hver eneste dag giver os selv. Vi står op hver dag og håber, at vi kan få succes, en god dag og nogen, som elsker os højt. Men livet er sgu ikke så fedt, som man havde håbet på.”

Drømmer om en krigsfilm
Glen Bay Grant lover, at hans afgangsfilm på Super16 får mere af det håb, som World of Content mangler. Her bliver rollelisten udvidet en smule, men der er stadig fokus på individet.

”Jeg kan lide at røre ved de små mekanismer og følelsesladede historier inden i mennesket. Så fortæller det noget større. I dette tilfælde om ensomhed.”

Han drømmer en dag om at lave en krigsfilm.

Instruktøren snuste til det militære i sin førsteårsfilm på Super16: Sergenten og hans nevø, hvor Glen Bay Grant kommer i noget alternativ militærlejr hos sin onkel Niels-Allan.

Filmen var nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2019 og kan stadig ses på Ekko Shortlist.

Han har også lavet de to DR-dokumentarserier – Æterens ægte originaler og Jul i højhuset – som opstøver skæve, skjulte eksistenser og fortæller deres historie.

Det er ikke lige den type værker, der kalder på en krigsfilm som det næste skridt. Men det er mennesket før værket for Glen Bay Grant

”Jeg vil sindssygt gerne lave de store fortællinger, men de skal gemmes bag de små. De store armbevægelser skal gemmes bag det subtile.”