Interview
26. dec. 2020 | 21:47

Giv slip på din læremester!

Foto | Kristian Arbs
Mikael Birkkjær inkarnerer overbevisende den selvoptagede kunstner, der med slet skjult arrogance og foragt koster rundt med sin lærling.

”Folk, der kender mig, siger, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv,” fortæller instruktøren bag Ekko Shortlist-bobleren Et tårn af to, der handler om at bryde med usunde forhold.

Af Lasse Torp Hansen

”Det havde da for helvede været fedt, hvis min film også kunne lave en fuckfinger til etablissementet. Men jeg tror, der er andre ting, jeg skal have styr på, før jeg begiver mig ud i sådan en kommentar.” 

Jacob Krzysztof Glogowski – svært navn at udtale, men værd at huske. 

Det, som den 31-årige instruktør skal have styr på, er sine forhold. De professionelle, de venskabelige og de romantiske.

Han er ved at finde ud af, hvem man skal lære noget af, og hvornår man skal give slip på sine læremestre.

Hans midtvejsfilm på den alternative uddannelse Super16, Et tårn af to – som på anden uge er bobler til Ekko Shortlist – fortæller om faren ved at placere folk på en piedestal.

Filmen er et kammerspil. To mennesker i et rum. Intet andet. 

”Vi kunne ikke gøre andet end at placere kameraet og håbe på, at vi fik de præstationer, vi havde brug for. Der var ikke noget, vi kunne kompensere med. Jeg var faktisk ret bange for at lave filmen,” fortæller Jacob Krzysztof Glogowski.

Konkurrerende behagesyge
I Et tårn af to møder vi en lærling og læremester. Deres forhold er præget af undertrykkelse, selvbebrejdelse og ønsket om at tilfredsstille den anden.

Den unge og usikre Isaak (Mathias Hjortdal) er model for sin onkel, som tidligere har været en respekteret kunstner.

De bor i onklens lejlighed, og selv om Isaak drømmer om musik, mener onklen – overbevisende spillet af Mikael Birkkjær – at han er bedst tjent med at gøre, som han får besked på. Det er jo onklen, der ved, hvad der er kunst!

Med et tema om kunst og kunstnere er det naturligt at læse skaberen ind i den. Og det er heller ikke forkert.

”Jeg tror desværre, at jeg behandler mig selv ret meget, som onklen behandler nevøen. Det er med en løftet pegefinger. Folk, der kender mig, siger, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv,” siger Jacob Krzysztof Glogowski.

Filmen er også et vidnesbyrd om det år, hvor den blev til, og de mennesker, Glogowski lærte at kende i den tid. Han oplevede selv den dynamik, som onkel og nevø udlever i filmen.

”Jeg boede i kollektiv med en kvinde, og det forhold sneg sig med i filmen. Det er den behagesyge, hvor den ene forsøger at behage den anden mere, og hvor det på et tidspunkt bliver til en slags konkurrence. Så handler det om at undertrykke den anden,” siger instruktøren.

”Jeg har haft mange læremestre i løbet af mit liv, men jeg har også formået at bryde med nogle af dem.”

Efterlod venskab i sneen
Når Jacob Krzysztof Glogowski taler om læremestre, mener han ikke en slåbroksklædt auteur, der øser ud af sin viden til den dødelige lærling.

Alt fra forældre, bedste venner og partnere kan udfylde rollen. Men det kan også blive nødvendigt at komme videre.

På en arbejdstur til Schweiz blandede venskab og kunst sig, og Glogowski måtte forlade et tæt venskab. I en snedækket hytte i Alperne lærte han om skrivedisciplin og kreativ isolation, men også at give slip på en relation, som ikke længere fungerede.

Han var afsted med en tæt ven og samarbejdspartner. De skulle fordybe sig i skrivekunsten sammen. Jacob Krzysztof Glogowski kom hjem med skrivefærdigheder, men efterlod venskabet i sneen.

Selv om Et tårn af to handler om at træde ud af en usund dynamik, forstår instruktøren værdien i de gode forhold. Faktisk arbejder Glogowski sammen med filmens producer, Johannes Rothaus Nørregaard og manuskriptforfatter Henrik Binger på at lave en spillefilm sammen efter Super16.

”Filmen er i de spæde faser, men vi satser på at søge Filminstituttet, så snart vi kan,” fortæller instruktøren om filmen, der har arbejdstitlen Gæsterne og handler om en polsk familie, som kommer til Danmark omkring årtusindskiftet.

”Johannes, Henrik og jeg er tre meget forskellige filmmagere, men vi har fundet et eller andet, som gør, at vi kan lide at arbejde sammen.”

Syret humor
Gamle venskaber har også spillet en dyrebar rolle for Jacob Krzysztof Glogowski. Både personligt og kreativt. Ikke mindst i forhold til hans crazy comedy, YouTube-projektet DanGlogg, som netop har offentliggjort en såkaldt julespecial.

Projektet er en virkeliggørelse af den slags samtaler, man har med sine venner, når man med tømmermænd vandrer i flok mod det nærmeste pizzeria. Her gøres der grin med alt fra reklamer til depression. 

”Det er min syrede udladning. Jeg tror, vi alle sammen har behov for at dampe af og komme ud med affaldsstofferne. Nu synes jeg så bare, at affaldsstofferne er ret sjove,” siger Jacob Krzysztof Glogowski.

”Det kommer fra min rigtig gode ven og samarbejdspartner, og det er hans universer, vi skaber. Det er en kulmination af ti års venskab.”

Kommentarer

Jacob Krzysztof Glogowski

Født 1989 i Aalborg.

Instruktør og manuskriptforfatter.

Går på tiende årgang af den alternative filmuddannelse Super16.

Et tårn af to og Den anden kan ses på Ekko Shortlist.

Medvirker i YouTube-projektet DanGlogg.

© Filmmagasinet Ekko