Han viser virkelighedens mareridt

Du kan lige så godt lære navnet.

Jahfar Muataz har i denne uge gjort sin entré på Ekko Shortlist med Kaboos, som er hans førsteårsfilm på den alternative uddannelse Super16.

Ifølge Ekkos anmelder er Kaboos ikke bare den bedste danske horror-kortfilm til dato. Jahfar Muataz er også en af de mest interessante nye stemmer i dansk film – en stemme, som kan vise sig at være svaret på konsulent Silje Riise Næss’ efterlysning i det aktuelle nummer af Ekko:

”Hvor er Danmarks Fatih Akin eller de stemmer, som i litteraturen tæller Sara Omar, Sofie Jama og Yahya Hassan?”

Familien startede i Esbjerg, men flyttede hurtigt til København, hvor de kom til at bo i Mjølnerparken på Nørrebro. Men der blev de ikke. Da Jahfar Muataz var ti år, rykkede familien først til Syrien i et par år og så tilbage til Danmark.

Efter Saddam Husseins død i 2006 gik turen tilbage til hjemlandets hovedstad Bagdad.

”Familien var dengang helt oppe og køre. Min onkel, som havde siddet fængslet ti år i Abu Ghraib, var blevet løsladt,” siger Jahfar Muataz, som var fjorten år på det tidspunkt.

”Vi boede to år i Irak, mens der stadig var krig. Jeg så lidt af hvert. Det var jo helt kaotisk og slet ikke et sted, man kunne vænne sig til, når man er vokset op i et land som Danmark.”

Kidnappet på gaden
I Irak blev Jahfar Muataz som ung teenager sammen med sine søskende kørt i skole af en sikkerhedsvagt, fordi der var mange kidnapninger i den periode. Hvis det blev afsløret, at familien kom fra Danmark, ville de være i stor fare. Derfor hed det sig, at de var flyttet til fra Syrien.

Det skærmede dog ikke Jahfar Muataz for rystende oplevelser. Faktisk var det hverdag at høre skyderi lige ude på gaden. Én gang snittede en kugle benzintanken på familiens bil, men det var i den rolige ende.

”Jeg var en dag ude og køre med min far nogle timer væk fra Bagdad. Han var inde i en butik for at hente nogle reservedele til bilen, så jeg gik ud foran butikken for at få lidt frisk luft. Der var en hyggelig atmosfære på gaden,” Jahfar Muataz.

”Men så stoppede en sort BMW midt på gaden foran en fattig mand, der solgte te. En fyr kom ud med et AK47-maskingevær og en anden med en Desert Eagle-pistol. De tog manden og kidnappede ham for øjnene af mig,” fortsætter instruktøren.

”Hvorfor de gjorde det, aner jeg ikke. Hans kone kom ud og græd helt vildt. Jeg kan stadig huske situationen, hvor hendes søn tog fat om benene på hende, mens han også græd. Jeg tror ikke helt, han havde forstået, hvad der lige var sket, men nærmere græd, fordi han så sin mor græde. Min far løb ud og hev mig tilbage ind i butikken. Samme dag så jeg en mand blive skudt i hovedet fem meter fra mig. Det var en intens dag.”

Levet flere liv
Tiden i Irak var voldsom for Jahfar Muataz. Han oplevede også, at amerikanske soldater en dag bankede på familiens dør.

De var på mission og skulle bruge familiens hus til at komme ind til naboen, som var formodet terrorist. Han blev fanget, men havde skjult en bombe i sit hjem, som detonerede, da soldaterne gennemsøgte huset.

Med de mange oplevelser i kufferten bliver Jahfar Muataz ofte opfattet som ældre, end han er. Han har set mere end de fleste, og instruktøren føler, at han allerede har levet adskillige liv.

Den store livserfaring betyder dog også, at han er splittet mellem forskellige kulturer og altid har haft svært ved at føle sig hjemme.

I Danmark blev han set som en indvandrer med anden etnisk baggrund, men da han boede i Syrien og Irak, blev han af selv familiemedlemmer set som en fremmed, fordi han var formet af det danske samfund.

”Det er svært at finde ud af, hvilken kultur man hører til, når man er så meget frem og tilbage,” siger Jahfar Muataz, som dog også kan se positive sider ved den hårde fortid.

”Jeg prøver at bruge det som en fordel, når jeg skaber film, fordi jeg har været igennem så mange forskellige følelser. Det kan man koge ned i sine film. Og grundlæggende har jeg haft en fantastisk barndom, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Ellers havde jeg måske ikke lavet film, for jeg blev forelsket i at fortælle historier.”

Af samme grund har han stor respekt for sine forældre og deres beslutning om at flytte frem og tilbage med børnene.

”Vi levede jo fint i Danmark, men jeg kan godt forstå, hvorfor mine forældre ville give det et skud i Irak. De flygtede fra deres hjemland og gav slip på familien og hele det liv, de havde dér. De ville se, om det fungerede, og da det ikke gjorde, tog de tilbage.”

Brugte SU på kamera
Da turen for tredje gang gik til Danmark, opdagede Jahfar Muataz som stor teenager en enorm interesse for filmens verden. Han så alle mulige slags film hjemme på værelset, men med forældre, der var henholdsvis blomsterforhandler og grønthandler, vidste han ikke, hvordan man selv blev del af filmens verden.

Da han begyndte at få SU, så den ambitiøse filmskaber en mulighed for at samle noget erfaring. Derfor brugte han alle pengene på et kamera.

”På Nørrebro var der mange, som lavede musik. Jeg ville lære at stå bag et kamera og filme, så jeg lavede et par musikvideoer, men pludselig gik det stærkt. Bekendte fik aftaler med pladeselskaber og ville betale mig for at lave musikvideoer, men det var ikke det, jeg ville. Så jeg lagde det til side og begyndte at skrive manuskripter og lave nogle kortfilm,” siger Jahfar Muataz.

En af dem hedder Blot et minde. Den så Ulaa Salim, som Jahfar Muataz mødte, da han var til sidste samtale på Den Danske Filmskole, hvor Muataz dog ikke kom ind. Til gengæld inviterede Salim sin unge kollega ind hos filmselskabet Hyæne Film, hvor han tilbød Jahfar Muataz at være instruktørassistent på Danmarks sønner.

Samtidig instruerede Muataz boksedramaet Partisan, der blev vist på kortfilmfestivalen i Odense i 2019 og sikrede instruktøren optagelse på Super16.

Skræmmende drømme
Hans nye Kaboos handler om den unge kvinde Amna, der er presset i dagene op til en afgørende eksamen på biologistudiet. Hun har svært ved at sove, fordi hun lider af søvnparalyse, der får hende til at have skræmmende livagtige drømme.

Også udfordringerne ved at lide af søvnparalyse har Jahfar Muataz taget fra sit eget liv. Han har haft det, siden han var femten år, og ”Kaboos” er det arabiske navn for den dæmon i skikkelse af en gammel kvinde med hvidt hår, som flere mennesker forklarer at have set, når de har søvnparalyse.

Det er en tilstand, hvor man så at sige er vågen og sover på samme tid. Kroppen er lammet, mens man har fuldstændigt livagtige drømme og nærmest er levende død.

”De første seks-otte år sov jeg ikke meget, for det påvirkede mig virkelig meget. Jeg har haft søvnparalyse, mens mine forældre var i stuen, og jeg lå som et lig og kiggede på dem,” siger instruktøren, der har skabt Kaboos sammen med produceren Alexander Skaarup Nielsen og manuskriptforfatteren Marie Bjørn.

”Nu er det ikke så ofte som før, måske én gang hver anden uge. Og jeg er nærmest begyndt at prøve at snakke med hende dæmonen, men man får ikke noget svar. Det er ret irriterende, synes jeg. ’Du har været her i fjorten år, er det ikke på tide at introducere dig selv?’” siger instruktøren med et grin, men det er langt fra sjovt, når søvnparalysen rammer.

”Man er meget bevidst og føler i starten virkelig, at man er død. Man kan ikke bevæge sig, men man er lige så vågen, som vi er nu. Det er en helt ekstremt ubehagelig oplevelse. Og selv om jeg er blevet vant til det, bliver jeg stadig bange,” fortæller Jahfar Muataz.

”Lige inden jeg får det, mærker jeg et koldt sus i ribbenene, og så ved jeg, at det kommer. Så er der en lille kamp, hvor man prøver at undgå det, men til sidst må man bare sige: ’Fuck det, nu har jeg søvnparalyse!’”

Religiøs disciplin
Mere abstrakt handler Kaboos også om følelsen af at være splittet mellem to kulturer. Amna har et tørklæde på, når hun er i moské med sin muslimske familie, men på egen hånd lader hun håret svæve frit.

”Jeg har ligesom Amna haft to liv at jonglere med, hvor man mere eller mindre er samme person, men lever to forskellige liv,” siger instruktøren, der aldrig selv har været involveret i bandemiljøet, men kender flere, som har været det.

Jahfar Muataz er dog ikke ude på at kritisere religion med filmen. Faktisk udlever han dagligt sin tro og mener, at der ikke findes dårlige religioner – kun dårlige mennesker.

”Jeg kommer fra en religiøs familie, og jeg beder stadig fem gange om dagen. Jeg faster under ramadanen. Det er noget, jeg selv vil, fordi jeg tror på det. Men der er også en disciplin over det. Man holder sig nede på jorden og har en daglig struktur, når man skal huske at bede,” fortæller Jahfar Muataz.

”Hvis man ser bort fra det religiøse, sætter man sig faktisk under ramadanen i en situation, hvor man kan forstå verdens fattige. Det er også som at trykke på en genstart-knap. Den første uge er den hårdeste, men efter det vænner kroppen sig til det, og man har det fantastisk.”

Livet i ghettoen
Jahfar Muataz fører i dag en mere rolig tilværelse med sin kone i deres hjem på Amager. Den unge instruktør er i gang med at stifte sin egen familie og skal være far til næste år.

Med de mange oplevelser, han har i bagagen, er instruktøren ikke bange for at løbe tør for inspiration.

Jahfar Muataz arbejder på sin midtvejsfilm fra Super16, og han vandt for nylig pitch-prisen ved festivalen i Odense med en filmidé, der skal være hans afgangsfilm.

Det er historien om dengang, han sammen med familien ankom til Irak. Her skal en velkomstfest danne rammen for en historie om identitetsforvirring og kultursammenstød.

Endelig har han også allerede en idé om, hvad hans debutspillefilm efter Super16 skal handle om. Muataz vil ud fra sine egne erfaringer lave en film, der fortæller om livet i en ghetto – ikke ved at skildre balladen på gaden, men gå mere i dybden og fremhæve vigtige emner og fortællinger, som vi aldrig ser i dansk film, når det omhandler ”ghettoen”.