Odense 2020
29. sep. 2020 | 07:34

Dysten om den bedste filmidé

Foto | Viktor Janning
Deltagerne ved talentkonkurrencen Pitch Me Baby på Odense International Film Festival måtte holde afstand til hinanden på grund af corona-restriktioner.

Der var robotsex og irakisk identitetsforvirring på programmet, da to af landets unge talenter vandt priser ved pitch-konkurrence på kortfilmfestivalen i Odense.

Af Claus Nygaard Petersen

Når en filmmager vil lave en film, er der groft sagt to muligheder.

Enten finansierer man den selv, eller også skal sølvtungen poleres til det perfekte pitch. Producenter og selskaber skal overbevises om at poste penge i netop dén fortælling.

Den altafgørende samtale for filmskabere bliver hvert år simuleret på Odense International Film Festival (OFF), der i år kørte 24. – 30. august.

Pitch Me Baby er en konkurrence, hvor de to bedste kortfilmidéer bliver fundet og præmieret med arbejdslegater. Som instruktør og jurymedlem Ulaa Salim formulerer det for en håbefuld flok talenter i Teater Momentum en regnvåd torsdag i Odense.

”Nu har du pistolen for panden! Du skal fortælle, hvordan du vil lave historien, og ikke bare, at den er spændende.”

Tegnsprogstolk på overarbejde
Pitch Me Baby har været en fast bestanddel af festivalen siden 2010. Otte deltagere har femten minutter til at overbevise en fagjury om, at deres idé er værd at investere i.

Tidligere vindere inkluderer manuskriptforfatter Marianne Lentz i 2016 for det, som udviklede sig til den Robert-nominerede Uden at blinke.

Året efter vandt Mathias Broe med en pitch, der udmøntede sig i den Robert-vindende seksualitetsdokumentar Amfi, der kan ses på Ekko Shortlist og blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2019.

I år tilfaldt de to pengepræmier på henholdsvis 35.000 og 15.000 kroner instruktørerne Jahfar Muataz og Amalie Maria.

De leverede begge passionerede pitches om deres filmprojekter, henholdsvis Splittet og Kvalt. Selv om fiktionsfilmene indholdsmæssigt er vidt forskellige, udspringer de af erfaringer, som skaberne selv har oplevet.

Og det var netop i de tilfælde, hvor deltagerne i konkurrencen havde en personlig forbindelse til deres projekt, at dommerne og publikum var mest engageret.

En tegnsprogstolk for en af publikummerne blev sendt på gestikulerende overarbejde, da juryen talte i munden på hinanden for at få alle detaljerne på plads i forbindelse med Muataz’ film.

Instruktøren er et talent, hvis førsteårsfilm fra Super16, Kaboos, er blevet rost på denne side.

Sex på robotbordel
”On every street in every city in this country, there is a nobody who dreams of being a somebody,” står der på plakaten til Martin Scorseses ikoniske Taxi Driver.

Evnen til at opsummere en film og vække publikums nysgerrighed med blot én linje er en uhyre vanskelig kunst.

Både Jahfar Muataz og Amalie Maria kunne sammenfatte deres idéer præcist og lokkende, så lysten til at vide mere pressede sig.

”Min motivation for projektet ligger i frygten for, at den ideelle kvinde, er en kvinde, der ikke siger nej,” forklarer den kvindelige instruktør fra 18Frames-uddannelsen. Hun har selv mærket, hvad det vil sige at få frataget retten til at sige nej.

Historien handler om et parforhold, der på overfladen er idyllisk. Men Adam har en dyster hemmelighed. Han går på robotbordel for at have sex med en robot, som ligner kæresten Esther på en prik. Opdagelsen smadrer hendes verdensbillede og selvopfattelse, og forholdet har direkte kurs mod afgrunden.

En lige så syleskarp beskrivelse diskede Super16-instruktøren Jahfar Muataz op med.

”Når folk ser den her film, er idéen, at de skal have det et enkelt spørgsmål i hovedet: Hvad vil det sige at høre til?” fortalte instruktøren.

Trettenårige Malik flytter med sine forældre tilbage til Irak efter Saddam Husseins død. Efter at have følt sig fremmet i Danmark håber drengen endelig at være hjemme i det land, han måtte flygte fra som lille. Men så nemt er det alligevel ikke.

Igen er inspirationen hentet fra virkeligheden. Muataz har publikum fæstnet ude på kanten af sædet, da han fortæller om sin barndom og følelsen af at være fanget imellem to verdener.

Spørgsmål fra juryen
Ud over Ulaa Salim består juryen af producer Kim Magnusson, manuskriptforfatter Adam August, animator Sara Koppel og skuespiller Solbjørg Højfeldt. De sidder ude i venstre side på scenen ved et bord og ligner fem censorer, der skal grille en studerende.

Manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris er sprechstallmeister, som sørger for at holde styr på tiden og agerer støtte for pitcherne. Hvis der er noget, som fremstår uklart eller hersker tvivl om, byder han ind med en hjælpende forklaring.

Både Jahfar Muataz og Amalie Marias projekter fremstår klare.

Ved Muataz’ film er det største spørgsmål, om nogle af optagelserne skal laves i Mellemøsten, eller om man kan nøjes med at lave dem i Danmark.

Lidt mere diskussion frem og tilbage er der omkring Amalie Marias film.

Både Ulaa Salim og Kim Magnusson er skeptiske om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at koge alle elementerne ned til en kortfilm.

”Spørgsmålet er, om det ikke er sådan en idé, du skal brage igennem med og lave som din første spillefilm,” lyder opfordringen fra instruktøren af Danmarks sønner.

Alligevel var idéen god nok til, at Kvalt fik andenpladsen i Pitch Me Baby. Nu er der bare tilbage at vente på den færdige kortfilm.

Kommentarer

Claus Nygaard Petersen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Odense International Film Festival.

Har skrevet for Ekko siden 2019.

Festivalen blev grundlagt i 1975 og er Danmarks ældste.

Løber fra 24. til 30. august.

© Filmmagasinet Ekko