Jalla! Jalla!

Den kroatiskfødte Zlatko Buric er det oplagte tilfælde. Vi kender ham som narkobossen, der advarer Kim Bodnia i Pusher: ”Franke, du har en problem.” Han var også en af vognmændene i tv-serien Taxa. Og han blev folkeeje, da han i en række Tuborg-reklamer spillede rollen som kioskejer.

Det er sådan, vi kender indvandrere på film. De er kriminelle, de er taxachauffører, eller de er kioskejere. Skuespillere med indvandrerbaggrund bliver så godt som altid placeret i disse noget stereotype roller, og vi ser stort set aldrig en indvandrer i rollen som en ganske almindelig person i det danske samfund – hvis han altså ikke lige er taxachauffør eller kioskmand.

Det er blevet kritiseret fra forskelligt hold. Naser Khader har opfordret til at lade en indvandrer få hovedrollen i en dansk film. Faktisk havde Khader selv hovedrollen i Christoffer Guldbrandsens Dagbog fra midten om Ny Alliances storhed og fald, og han var hverken castet som taxachauffør eller kioskejer.

Men vi kommer ikke uden om, at danske film ofte giver en stereotyp fremstilling af indvandrere. Dog kan man mene, at for eksempel Far til fire-filmene giver en lige så stereotyp fremstilling af etniske danskere. Stereotyper er nemlig en fast ingrediens i fortællekunsten.

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved indvandrernes placering i dansk film – og ikke mindst, om man skal gøre noget ved det. Nogle har foreslået, at der laves kvoter. Så kan Filminstituttet sidde og holde øje med, at indvandrere er fordelt i passende roller, så det svarer bedre til realiteterne i dagens Danmark, hvor der ifølge Danmarks Statistik er 6,6 % indvandrere af ikke-vestlig baggrund.

En kunstner kan selvfølgelig vælge at engagere sig i et stof, som ligger ud over hans eller hendes egen baggrund. Shakespeare skrev skuespil både om en dansk prins, en jødisk købmand og en sort general uden at nogen formentlig vred armen om på ham. Svenskerne har deres mønstereksempel med indvandrerkomedien Jalla! Jalla!, men den var typisk nok lavet af en instruktør, der kunne trække på sine egne erfaringer.

At gribe administrativt ind og diktere kunstnerne, hvordan de skal tackle stoffet, er sikkert en udmærket ide, hvis man vil have artig brugskunst med autoriserede meninger og et godkendt danmarksbillede. Men det vil næppe inspirere til den store kunst. Og man må også huske på, at etnicitet ikke i sig selv er en kvalifikation, lige så lidt som køn eller seksuel orientering er det. Det er talentet, der skal overbevise.