Troldkvinden fra Oz

Enhver, der var så heldig at være til stede i Cosmopol-teltet på Roskilde-festivalen i 2011, blev overbevist: Janelle Monáe er ikke bare en formidabel sanger, hun er også en overlegen skuespiller.

Hendes optræden var nærmest som at opleve en koncertfilm i virtual reality, mens man stod dér med sommervarmen kogende i ryggen og blev hensat til en anden tid med hornorkester og en entertainer af den gamle skole: højt hår, hvid skjorte med seler og en så vanvittig energi med futuristiske afro-toner, at ingen kunne lade være med at synge og danse.

Man var simpelthen en del af Janelle Monáes verden i en god times tid.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at Janelle Monáe nu springer ud som skuespiller på det store lærred. Det eneste, der kan undre, er, at det først sker nu.

Fuldstændigt ligesom Elvis Presley, Frank Sinatra og Madonna indskriver hun sig i den amerikanske filmtradition for sangere, der helt naturligt går til filmen.

Men Janelle Monáe er – i modsætning til de førnævnte – faktisk uddannet skuespiller, og kombinerer man det med hendes nærvær fra sceneoptrædener verden over, får man en sprængfarlig cocktail, der lover godt for fremtiden.

En ægte drømmer
Som mange andre elegante starletter kommer 31-årige Janelle Monáe ikke fra fornemme kår. Hun er vokset op i Kansas, hvor hendes mor var pedel, mens hendes far var lastbilchauffør.

Kansas er en by, som mange forbinder med Troldmanden fra Oz, og pigen Dorothy herfra blev på mange måder Monáes håndsrækning til en kreativ fremtid.

”Det var masser af ballade og forvirring dér, hvor jeg voksede op, så jeg reagerede ved at skabe min egen lille verden. Jeg begyndte at se, hvordan musikken kan ændre liv. Og jeg begyndte at drømme om en verden, hvor hver dag var ligesom Broadway, hvor musikken faldt ned fra himlen, og alt kunne ske,” forklarede Janelle Monáe for nogle år siden.

Hun har ved flere lejligheder fortalt, at netop Dorothys verdensbillede – og idéen om leg som et redskab – var med til at få den unge Monáe til at skabe sine egne verdener, som hun kunne træde ind i.

Entertaineren blev altså skabt ganske tidligt.

I en ganske tidlig alder ankom Janelle Monáe til New York sammen med en veninde, og de blev uddannet musical-skuespillere fra American Musical and Dramatic Academy.

Men dette var kun et skridt på vejen. For Monáe ville videre, og hun rejste derfor i en pludselig indskydelse til Atlanta i Georgia, fordi hun ville være i den by, hvor hendes musikhelte fra OutKast holdt til.

Gennembruddet
Men hun rendte ikke lige ind i gutterne fra yndlingsbandet, og derfor måtte hun selv finde på noget.

Efter otte måneders søgen slog hun de produktive pjalter sammen med to producere, og sammen skabte de konceptalbummet Metropolis (der i første omgang blev udgivet som The Audition, men senere skiftede navn), hvor Monáe optræder som en kvindelig androide ved navn Cindi Mayweather.

Skuespiller har hun altså altid været, og bange for at lære og tage chancer er hun bestemt ikke.

Metropolis var nemlig selvfinansieret, fordi lyden ikke skulle være påvirket af pladestudier, og da OutKast-gutterne hørte om den viltre konceptkunstners første bedrift, inviterede de hende i midten af 00’erne til at optræde for dem.

Monáe lagde dem ned og blev signet på gruppens eget selskab Purple Ribbon. Her indspillede hun en håndfuld sange, men en dag føltes den kreative frihed indskrænket. Og så skred hun. I stedet skrev hun kontrakt med P. Diddys selskab Bad Boy og fik fuldstændig kreativ frihed.

I årene herefter brød Janelle Monáe for alvor igennem.

Metropolis blev hurtigt genudgivet med pressehåndtering og millioner i ryggen, og den funky, soulede r’n’b-plade endte med en Grammy-nominering. 

Da MTV spurgte til Cindi Mayweather-rollen, som var fulgt med fra studie til studie og ind på albummet, fik de et højst mærkværdigt svar.

”Cindi er en androide, og jeg elsker at tale om androider, fordi de er det nye ’andet’, sagde Monáe. ”Folk er bange for det andet, men jeg tror, at vi kommer til at leve i en verden med androider på grund af teknologien og den måde, som den udvikler sig på.”

Drømmeren var i den grad stadig til stede midt inde i al popsuccesen.

Vejen til filmen
Med årene blev Janelle Monáes universer og albums mere og mere vilde og interessante. Men hun havde ikke glemt, at hun faktisk også gerne ville være skuespiller, og da muligheden bød sig, slog hun til.

Hun begyndte at lave soundtracks (på seks år er det blevet til 37 sange til vidt forskellige film), og da den underholdende animationsserie American Dad! i 2010 tilbød hende en lille rolle, greb hun stemmechancen og fik herefter mulighed for at lægge stemme til Rio 2.

Det var dog ikke kun stemmeføring, Monáe var interesseret i, og derfor jagtede hun bevidst en rolle, som kunne transformere hendes musikoptrædener over i skuespil. Det fandt hun så i to historier om sorte kvinder.

Den første, hun skrev under på, var Hidden Figures om tre afroamerikanske kvinder, der er talgenierne bag den første amerikaner i rummet.

En flabet rolle
Hidden Figures-instruktør Theodore Melfi beskrev Monáes arbejde foran kameraet i Los Angeles Times: ”Hun skaber en verden omkring sig selv, både indvending og udvendig, og det er lige præcis sådan, skuespillere arbejder.”

Det ligger i fin forlængelse af, hvad Monáe selv forklarede, da hun gav sit første tv-interview om netop Hidden Figures foran en gruppe fans.

”Jeg har aldrig betragtet mig selv som musiker eller sanger – og jeg betragter heller ikke mig selv som skuespiller nu. Jeg vil bare gerne være en kunstner, der fortæller unikke historier på uforglemmelige måder.”

Og selv om ikke alle har været vilde med Hidden Figures – som dog er blevet Oscar-nomineret – har der anmelderraden rundt været masser af roser til Monáes frække og flabede rolle som Mary Jackson, der går rettens vej for at kunne modtage undervisning på et ”hvidt universitet”.

Omstillingsparat
Det helt særlige ved stjernen Janelle Monáe er, at hun aldrig bliver færdig. Det er en stående joke blandt musikproducere, at hun som sanger pudser og polerer en sang igen og igen, og at man aldrig helt er færdig, selv om man egentlig har fået fri fra indspilningerne.

Samtidig er hun parat til at lære. Det fortalte den nu Oscar-nominerede instruktør Barry Jenkins ved den første officielle pressekonference for Moonlight i 2016.

Moonlight er en film i tre kapitler om en ung mands tumlen med sin identitet i et hårdt miljø. En smuk antitese til Richard Linklaters fænomenale Boyhood, der skildrer en privilegeret, hvid ung mands tumleri med identiteten.

Jenkins forklarede, hvordan Monáe – der spiller en pushers kæreste i Moonlight – lyttede intenst efter, hvad han sagde, men at hun i praksis kun lærte af sine medskuespillere.

”Jeg kunne se, hvordan hun iagttog Mahershala (Ali, som spiller Monáes kæreste i filmen, red.) og lærte ting og omstillede sig til dem hurtigt,” forklarede Jenkins og fortsatte:

”Selv om hun måske ikke helt ved, hvad hun laver, så ved hun, hvordan man er til stede, og det er mere vigtigt.”

Frem med kvinderne
Og så har Janelle Monáe sine meningers mod. Hun har kontante holdninger om kvinder og afroamerikanere.

Hun er således involveret i et hav af hjælpeorganisationer, ligesom hun er kendt for at stille op til alt, der vedrører kvinde- og minoritetsrettigheder. Lige præcis her skaber Janelle Monáe ikke sin egen verden, men tager aktivt del i debatten.

Som da hun på den røde løber ved gallapremieren på Hidden Figures i juledagene svarede på, hvad filmen om de kvindelige matematikgenier betød for hende.

”For helvede, vi (kvinder, red.) fødte hele denne nation! Og vi er nødt til at ansætte flere kvinder. Jeg er klar til en femme fremtid, og med det mener jeg at skabe flere muligheder for kvinder, især farvede kvinder i musik, film, tv og underholdning.”