Nyhed
24. jan. 2017 | 14:22

Under sandet nomineret til Oscar

Foto | Camilla Hjelm Knudsen
Louis Hofmann (tv.) og Roland Møller kan godt tillade sig at være glade, for Under sandet er blevet nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Martin Zandvliets krigsdrama kan vinde for bedste ikke-engelsksprogede film, mens Ekko Shortlist-vinderen Aske Bang er i spil for bedste kortfilm.

Af Lauge Hendriksen og Nicki Bruun

Ovenpå et fremragende 2015, der udmøntede sig i en Oscar-nominering til Krigen sidste år, var 2016 et knap så godt år for dansk film.

Men nu er der endelig noget at juble over. Under sandet er kommet med blandt de sidste fem i konkurrencen om en Oscar for årets bedste ikke-engelsksprogede film.

Den er i hård konkurrence med den tyske komedie Min far Toni Erdmann, der må betegnes som favorit takket være de mange anmelderroser. De andre nominerede er iranske Asghar Farhadis Sælgeren, den australske Tanna og broderlandet Sveriges En mand der hedder Ove.

Man kunne ellers frygte, at Oscar-chancerne for Under sandet var løbet ud i sandet, da den ikke blev nomineret til Golden Globes. Men efter at film som Elle, der vandt Golden Globe-prisen i år, og Neruda ikke blev shortlistet til en Oscar, så mulighederne gode ud for Under sandet.

Det er Danmarks femte Oscar-nominering i kategorien på syv år, en imponerende statistik, som de færreste lande kan prale med. Danmark hentede sidst en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film med Susanne Biers Hævnen, der vandt ved uddelingen i 2011.

Stor dansk dag
Men der er mere at glæde sig over som dansker.

28-årige Aske Bang, der for nylig vandt Publikum Prisen for Den fremmede ved Ekko Shortlist-Awards 2016, er blevet nomineret for bedste kortfilm med Silent Nights. Filmen er produceret af M&M Productions, der har specialiseret sig i at vinde den gyldne statuette.

Tivi og Kim Magnussons selskab har vundet en Oscar for bedste kortfilm hele fire gange, deriblandt for Anders Thomas Jensens Valgaften og Anders Walters Helium.

Også dansk-amerikanske Viggo Mortensen er nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin fremragende præstation i Captain Fantastic.

Han får dog svært ved at vinde en Oscar i kategorien, hvor Casey Affleck er storfavorit for sin rolle i Manchester by the Sea, og Ryan Gosling med sin medvirken i La La Land må betragtes som den største udfordrer.

La La Land danser i front
Uden de danske briller på er Damien Chazelles musical endnu engang dagens store sejrherre med hele fjorten nomineringer.

La La Land ligner en storfavorit i kategorien bedste film efter at have ryddet bordet ved Golden Globes tidligere i år. Chazelle er også  nomineret for bedste instruktør og sit originale manuskript, ligesom Emma Stone og Ryan Gosling er det for deres skuespilpræstationer.

Endelig er den swingende musical naturligvis også nomineret i forskellige musik- og lydkategorier, mens det også blev til en nominering for bedste fotografering og klipning.

Knap så hvid
Sidste år udbrød der ramaskrig i Hollywood, fordi der for andet år i træk kun var hvide skuespillere nomineret til en Oscar.

Det medførte stærk kritik af den manglende mangfoldighed i amerikansk filmindustri under sloganet #oscarsowhite.

Denne tendens ser ud til at være brudt i år, hvor syv ikke-hvide skuespillere er nomineret til en Oscar. Især de sorte kvinder står stærkt med fire nomineringer.

Oscar nomineringer 2017


Bedste film
Arrival
Fences
Hacksaw Ridge
Hell or High Water
Hidden Figures
La La Land
Lion
Manchester By the Sea
Moonlight

Bedste instruktør
Denis Villeneuve, Arrival 
Mel Gibson, Hacksaw Ridge
Damien Chazelle, La La Land
Kenneth Lonergan, Manchester by the Sea
Barry Jenkins, Moonlight

Bedste mandlige hovedrolle
Casey Affleck, Manchester by the Sea
Andrew Garfield, Hacksaw Ridge
Ryan Gosling, La La Land
Viggo Mortensen, Captain Fantastic
Denzel Washington, Fences

Bedste kvindelige hovedrolle
Isabelle Huppert, Elle
Ruth Negga, Loving
Emma Stone, La La Land
Natalie Portman, Jackie
Meryl Streep, Florence

Bedste mandlige birolle
Mahershala Ali, Moonlight
Michael Shannon, Nocturnal Animals
Hugh Grant, Florence
Lucas Hedges, Manchester by the Sea
Dev Patel, Lion

Bedste kvindelige birolle
Viola Davis, Fences
Naomie Harris, Moonlight
Nicole Kidman, Lion
Octavia Spencer, Hidden Figures
Michelle Williams, Manchester by the Sea

Bedste originale manuskript
Hell or High Water, Taylor Sheridan
La La Land, Damien Chazelle
The Lobster, Yorgos Lanthimos, Efthymis Filippou
Manchester by the Sea, Kenneth Lonergan
Alletiders kvinder, Mike Mills

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
Arrival, Eric Heisserer
Fences, August Wilson
Hidden Figures, Allison Schroeder, Theodore Melfi
Lion, Luke Davies
Moonlight, Barry Jenkins, Tarell Alvin McRaney

Bedste fotografering
Arrival
La La Land
Lion
Moonlight
Silence

Bedste dokumentar
Havet brænder
I Am Not Your Negro
Life, Animated
OJ: Made in America
Den 13. forfatningsændring

Bedste ikke-engelsksprogede film
Under sandet, Danmark
En mand der hedder Ove, Sverige
Tanna, Australien
Sælgeren, Iran
Min far Toni Erdmann, Tyskland

Bedste klipning
Arrival
Hacksaw Ridge
Hell or High Water
La La Land
Moonlight

Bedste scenografi
Arrival, Patrice Vermette
Fantastiske skabninger og hvor de findes, Stuart Craig
Hail Caesar
La La Land, Sandy Reynolds-Wasco, David Wasco
Passengers, Guy Hendrix Dyas

Bedste kostumedesign
Allied, Joanna Johnston
Fantastiske skabninger og hvor de findes, Colleen Atwood
Florence, Consolata Boyle
Jackie, Madeline Fontaine
La La Land, Mary Zophres

Bedste makeup og hår
En mand der hedder Ove
Star Trek Beyond
Suicide Squad

Bedste score
Jackie, Micachu
La La Land, Justin Hurwitz
Lion, Dustin O'Halloran, Hauschka
Moonlight, Nicholas Britell
Passengers, Thomas Newman

Bedste originale sang
Audition, La La Land
Can’t Stop the Feeling!, Trolls
City of Stars, La La Land
The Empty Chair, Jim: The James Foley Story
How Far I'll Go, Vaiana

Bedste animationsfilm
Kubo - den modige samurai
Vaiana
Mit liv som Squash
Den røde skildpadde
Zootropolis

Bedste kortfilm
Ennemis Interieurs
La femme et le TGV
Silent Nights
Sing
Timecode

Bedste korte dokumentarfilm
Extremis
4.1 Miles
Joe's Violin
Watani: My Homeland
The White Helmets

Bedste animerede kortfilm
Blind Vaysha
Borrowed Time
Pear Cider and Cigarettes
Pearl
Piper

Bedste lydmiks
Arrival
Hacksaw Ridge
La La Land
Rogue One: A Star Wars Story
13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi

Bedste lydklipning
Arrival
Deepwater Horizon
Hacksaw Ridge
La La Land
Miraklet på Hudsonfloden

Bedste visuelle effekter
Deepwater Horizon
Doctor Strange
Junglebogen
Kubo - den modige samurai
Rogue One: A Star Wars Story

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko