Japaner udforsker skyldfølelse i en bil

De seneste år har asiatiske film været flyvende i Cannes.

I 2019 vandt sydkoreanske Bong Joon-ho Guldpalmen for den senere Oscar-vinder Parasite. Og året før gik den eftertragtede hovedpris på den franske festival til japanske Hirokazu Koreedas familiedrama Shoplifters.

Ryusuke Hamaguchi kan blive den næste i rækken.

Den japanske instruktør er i hovedkonkurrencen med Drive My Car, der med et gennemsnit på 3,3 i Ekkos stjernebarometer har lagt sig i spidsen sammen med Joachim Trier.

Filmen handler om instruktøren Kafuku (Hidetoshi Nishijima), der mister sin manuskriptforfatter-kone. To år senere bliver Kafuku inviteret til Hiroshima for at instruere en opsætning af Anton Tjekhovs skuespil Onkel Vanja.

”Skuespillet har et tema om at leve et liv, som på en måde allerede er slut, og det fungerede godt sammen med Kafukus oplevelser. Han skjuler i stort omfang, hvem han er, men dialogen i Onkel Vanja afslører noget om, hvem Kafuku er,” siger Ryusuke Hamaguchi.

Til de daglige køreture mellem hotellet og arbejdspladsen får Kafuku beskikket den unge chauffør Misaki (Toko Miura), og undervejs knytter de to et særligt bånd. Drive My Car er på grund af de lange kørescener også en slags roadtrip-drama, og da instruktøren får at vide, at hans film ledte tankerne hen på Paris, Texas, lyser han op i et smil.

”Paris, Texas er en af de film, som jeg har kærlige minder om, så den vil jeg meget gerne slås i hartkorn med. Alle mine film er inspireret af Wim Wenders!”

Reference til atomangreb
Ryusuke Hamaguchi var i 2018 for første gang i hovedkonkurrencen i Cannes med det romantiske dobbeltgængerdrama Asako I & II.

Instruktøren er snart aktuel i danske biografer med en anden film, Japanske fortællinger, der får premiere 29. juli. Den vandt tidligere på året en pris i Berlin, og i det nye Ekko #88 giver anmelder Rasmus Brendstrup filmen fire stjerner med ordene:

”Japanske fortællinger er Hamaguchis stærkeste værk hidtil, men jeg sidder med følelsen af, at han kan blive endnu bedre.”

Det må man sige, at den japanske instruktør er blevet. Verdens førende branchemedier kalder Drive My Car et lille mesterværk, der på sine tre timers spilletid dykker ned i eksistentialistiske problemstillinger med lange snakke og køreture.

Valget af at henlægge noget af handlingen i Hiroshima, der blev atombombet af amerikanerne under Anden Verdenskrig, har fået festivalens anmeldere til at fortolke løs. Men faktisk er det rent tilfældigt, afslører instruktøren.

”I manuskriptet skulle Kafuku til filmfestivalen i sydkoreanske Busan, men da verden blev lukket af coronakrisen, måtte jeg finde på noget andet. Hiroshima viste sig at være et ideelt sted, men først bagefter er det gået op for mig, at navnet har stor betydning for mange,” siger Ryusuke Hamaguchi.

”Der er faktisk en sammenhæng mellem atomangrebet og filmen, som udforsker, om vi er ofre af eller ansvarlige for vores egne problemer. Japan var som angrebsmagt selv ansvarlig, men byen Hiroshima var et offer for et angreb.”

Intimitet med fysisk afstand
Ligesom en anden af nyere tids bedste asiatiske film – Lee Chang-dongs Burning fra 2018 – er Drive My Car løst baseret på en historie af den japanske succesforfatter Haruki Murakami.

Ryusuke Hamaguchi tilskriver forfatteren meget af karakterernes kompleksitet, men instruktøren har også arbejdet visuelt med at skabe et rigt følelsesliv gennem samtaler mellem hovedpersonerne.

Det forklarer han med henvisning til en af sit hjemlands største filmskabere, Yasujirō Ozu.

”Der er mange scener i Tokyo Story, hvor der er stor afstand mellem de to personer, men følelsesmæssigt er det meget intimt. Følelserne bliver faktisk forstærket af den fysiske afstand, og jeg gør brug af samme metode,” siger Ryusuke Hamaguchi, der foretrækker et enkelt billedsprog.

”Jeg kan bedst lide simple billeder og bryder mig ikke om at overdrive med alt muligt.”

Tabt i oversættelsen
I Cannes må man i sagens natur finde sig i, at interviews er på engelsk. Det er der ikke noget problem med, men det er særdeles frustrerende, når der skal en oversætter ind over.

For det første betyder det, at et interview på en halv time ikke giver tid til mange spørgsmål, fordi der skal oversættes frem og tilbage. Men hvad værre er, får man ofte følelsen af, at der nærmere er tale om undersættelse.

Selv uden at have noget begreb om det japanske sprog virker det mærkeligt, når Ryusuke Hamaguchi på modersmålet svarer i lang tid på et spørgsmål om brugen af improvisation, og oversætteren på ti sekunder siger, at der ikke er megen improvisation i filmen.

”Var det svaret?” spørger en af journalisterne ved rundbordsinterviewet, og det var det altså.

Men sprogbarrierer kan ikke rokke ved, at der bør falde en pris af til Drive My Car på lørdag. Og lad os håbe, at den ligesom Japanske fortællinger finder vej til danske biografer – helst med en god oversættelse.