”Jeg er blevet udsat for tre års chikane”
Et ulovligt kartel, der forhindrer journalister i at få interviews med Hollywood-stjerner.
Sådan lyder den norske journalist Kjersti Flaas sagsanlæg mod The Hollywood Foreign Press Association (HFPA), en forening på 87 udenlandske filmjournalister i Los Angeles, der står for den prestigefulde Golden Globe-prisuddeling. Journalisterne repræsenterer tilsammen 56 lande og en læserskare på 250 millioner.
Nu er sagsanlægget imidlertid blevet pure afvist af den amerikanske domstol i Los Angeles, skriver Los Angeles Times.
”En sådan hæderværdig succes og professionel anerkendelse er sket uden et HFPA-medlemskab – og den ville ikke kunne være opnået, hvis hun var blevet nægtet muligheden for at praktisere hendes profession,” skriver Blumenfeld i sin afgørelse.
HFPA modtager ifølge Los Angeles Times dommerens afgørelse med tilfredshed.
”Flaa og hendes advokaters forsøg på at gøre dette til et korstog for fairness er blevet afvist som intet andet end, hvad det er: et gennemskueligt forsøg på at få HFPA til at vakle på grund af jalousi, ikke faglige kvalifikationer,” udtaler HFPA’s advokat Marvin Putnam.
Korruptionsagtig organisation
Kjersti Flaa har søgt om optagelse i HFPA i de seneste tre år og fået afslag hver eneste gang. Det er foreningens medlemmer, som bestemmer, hvem der skal optages. For at komme ind skal man anbefales af to medlemmer og få halvdelen af de angivne stemmer.
Flaa mener, at enkeltpersoner i foreningen har modsat sig hendes optagelse og kørt en kampagne imod hende. Årsagen er, at de frygter hende som en konkurrent på det nordiske mediemarked.
I sit 42 siders anklageskrift fremhæver Flaa blandt andre det danske medlem af HFPA, Tina Jøhnk Christensen, som skriver for Filmmagasinet Ekko og andre danske medier.
Ifølge Flaa har Christensen stillet sig i vejen for, at Flaa kunne blive medlem, fordi den danske journalist frygter konkurrence. Flaa hævder, at hun – for at få medlemskab – har måttet underskrive en erklæring om, at hun ikke ville konkurrere med blandt andre Christensen.
Alligevel var det ikke tilstrækkeligt, fordi det danske medlem ifølge Flaa ikke stolede på, at hun ville overholde aftalen.
Flaa anklager også HFPA for at være en korruptionsagtig organisation, der modtager goder fra de amerikanske filmselskaber, som de burde være uafhængige af.
”Kvalificerede ansøgere om medlemskab af HFPA bliver praktisk talt altid afvist, fordi flertallet af de 87 medlemmer er uvillige til at dele eller udvande de enorme økonomiske fordele, som de får som medlemmer,” skriver Kjersti Flaa i sagsanlægget.
Gentagne angreb
Tina Jøhnk Christensen, der er medlem af HFPA’s bestyrelse, har hidtil ikke ønsket at kommentere sagen.
Men efter dommerens afgørelsen tager hun bladet fra munden og afviser over for Ekko, at hun skulle have fået Flaa til at skrive under på, at hun ikke vil konkurrere med den danske journalist om kunderne.
”Jeg er lettet over, at den amerikanske føderale domstol har afvist Kjersti Flaas uhyrlige anklager mod mig og bekræftet, at hun aldrig havde ret til at blive medlem af The Hollywood Foreign Press Association,” skriver Tina Jøhnk Christensen i en e-mail til Ekko.
”I tre år har Flaa gentagne gange angrebet og chikaneret mig – alt sammen fordi jeg ikke ville imødekomme hendes ansøgning om at blive et HFPA-medlem.”
”Faktisk gik hun så langt som til at rekruttere venner til at arbejde på at ærekrænke mig i den fejlagtige opfattelse, at det ville få mig til at give mig og støtte hendes medlemskab. Det gjorde jeg ikke på grund af min stærke tiltro til HFPA’s integritet og medlemskabsoptagelse. Jeg har derimod støttet optagelsen af en anden journalist fra Norge. Så Flaas anklager er uden belæg og usande.”
Holder andre kvinder nede
Kjersti Flaa er blevet bakket op af sin svenske samlever, journalisten Magnus Sundholm, der arbejder for tabloidavisen Aftonbladet og selv er medlem af HFPA.
Sundholm har anbefalet kæresten til foreningen. Uden held. Det har ifølge mediet TheWrap fået Sundholm i en intern skrivelse til at beskylde Jøhnk Christensen for ”en ubønhørlig, aggressiv kampagne imod Flaa”. Han opfordrer også medlemmerne til ”ikke at lytte til nogle få kvinder, som er ondskabsfuldt besluttet på at holde andre kvinder nede”.
Ekko har kontaktet Sundholm for at høre, om han har samme syn på HFPA som sin kæreste, men han er ikke vendt tilbage.
Også distributionsdirektøren for den danske afdeling af SF Studios, Frederik Malling Juul, er involveret i sagen. I sommeren 2019 skriver han i al hemmelighed til ledelsen af HFPA, hvor han indtrængende beder foreningen om at smide Tina Jøhnk Christensen ud.
”Gang på gang over mange år er vi blevet rystet over opførslen hos jeres medlem, der bruger sit medlemskab i organisationen som et værktøj til at bekæmpe andre,” skriver han i en e-mail, som Ekko er kommet i besiddelse af.
”Jeg kan ærligt sige, at vi ikke er den eneste distributør med disse påstande. Når jeg snakker med mine kolleger og deres pr-chefer, er der enstemmighed. Ingen har høje tanker om Tina Jøhnk og hendes metoder.”
”Vær søde at forstå, at jeg ikke ville gå så vidt ud fra rygter eller gangsladder. Den her opførsel har foregået alt for længe, og det er tid til at stoppe den,” lyder det fra den danske distributionschef, der i sin henvendelse refererer til artiklen i TheWrap med Magnus Sundholms anklager mod Tina Jøhnk Christensen.
Ingen undskyldning
Baggrunden for den danske distributørs e-mail, at Tina Jøhnk Christensen fik et interview med Quentin Tarantino om Once Upon a Time in Hollywood til Ekko #82.
Hans eget forsøg på at skaffe danske Sara Gerlach Madsen – der også er nævnt i Kjersti Flaas anklageskrift – et interview med mesterinstruktøren til Euroman mislykkedes derimod.
Frederik Malling Juul mente, at Tina Jøhnk Christensen havde ”saboteret” det interview, han gerne ville have haft. Det blev dog afvist af Tarantinos selskab Sony Pictures, og Juul erkendte senere, at anledningen til hans henvendelse til HFPA beroede på en misforståelse.
”Jeg var dybt rystet og chokeret over at læse hans e-mail, som beskyldte mig for noget, jeg ikke havde gjort,” skriver Tina Jøhnk Christensen i dag til Ekko.
”Jeg undrede mig over hans motivation, for vi kender ikke hinanden og alligevel svinede han mig til på det groveste. Jeg har stadig hverken fået en forklaring eller undskyldning fra ham, og jeg undrer mig over, at et professionelt menneske kan opføre sig sådan.”
Ekko har været i kontakt med Frederik Malling Juul, som svarer, at han ikke har noget at tilføje til sagen.
Systematisk monopolisering
Kjersti Flaa kommenterer ikke den danske filmjournalists anklager om chikane, men står det til hende, er sagen ikke slut med Los Angeles-dommerens afgørelse.
”Hvis man sætter sig ind i min retssag, forstår man, at det her handler om noget meget større end Tina Jøhnk Christensen. Hun har været en af flere katalysatorer, som har gjort, at denne systematiske monopolisering af underholdningsjournalistikken har været mulig i så mange år,” skriver Flaa til Ekko.
”Efter at min retssag er blevet kendt, er jeg blevet kontaktet af over 25 andre veletablerede udenlandske journalister her i Los Angeles. Mange af dem har oplevet, at de er blevet nægtet medlemskab i foreningen på grund af eksisterende medlemmers rædsel for konkurrence.”
Hun vil derfor anke sagen til de sidste instanser.
”Min advokat David Quinto har tidligere i 27 år arbejdet for Oscar-akademiet. Han påtog sig sagen, så professionelle, hårdtarbejdende journalister kan fortsætte med at have et levebrød,” fortsætter Kjersti Flaa.
”Det er næsten umuligt, fordi HFPA misbruger sin magtposition til at presse os ud af branchen. Uetiske arbejdsmetoder og korruption stikker dybt i denne nonprofit-organisation, hvilket du nemt kan se ved en Google-søgning.”
”Vi er i 2021. #TimesUp og andre bevægelser har heldigvis åbnet for ændringer, også i Hollywood. Som journalist ser jeg det som mit ansvar at rapportere om korruption, og jeg håber, at det kan inspirere andre.”
Kommentarer