”Jeg er først og fremmest filmfan”
Svenske, norske, danske og islandske dialekter hvirvler ind og ud imellem hinanden på Den Skandinaviske Terrasse i Cannes. De fleste tilstedeværende står ærbødigt og venter på én mand: Joachim Trier.
Den 41-årige nordmand, der er født på Nørrebro i København, sidder i skyggen og giver interviews i stakkevis.
”Jeg har 60 interviews de næste dage,” griner Trier, da det er blevet min tur til at placere diktafonen foran ham i afmålte femten minutter:
”Men jeg husker også mig selv på, at jeg er på en filmfestival. Jeg var inde og se en film i går, og skal da også nå Carol i aften.”
Nødvendigt med hegn
Joachim Trier pryder forsiden i det nye nummer af Ekko. Her fortæller han om, hvordan han med Louder Than Bombs har skabt et drømmende univers. Det fungerer som en slags sorgarbejde i en familie, hvor moren er død.
Og det er da også filmen, alle journalister de næste dage vil høre om. Det tager Trier nu gerne med, når han har muligheden for at være på festivalen:
”Jeg er først og fremmest filmfan, og det er altså ikke hvert år, at man får lov til at være i Cannes,” siger Joachim Trier, som derfor også forsøger at lave meget andet end pr.
”Der er større international opmærksomhed end tidligere, men jeg har forsøgt at samle nogle gode mennesker omkring mig, så vi kan holde pauser undervejs. Det er vigtigt. Man skal også have andet end pr ud af det her. Vi skal kunne skabe et hegn omkring os sommetider, hvor vi nyder, at vi er på vej til premiere på en film i Cannes,” siger Joachim Trier.
Fan af Haynes og Audiard
Det hegn er også nødvendigt, fordi alverdens anmeldere fra og med i aften vil gætte på, om Louder Than Bombs har Guldpalme-chancer.
”Konkurrence-aspektet, hvor man sætter den ene film op imod den anden, beskæftiger jeg mig ikke med,” siger Joachim Trier.
”Jeg er i konkurrence med folk, som jeg har været fan af i mange år. Ingen bliver mere glad end mig, hvis Todd Haynes har lavet en god film. Det samme gælder med Jacques Audiard. Ham er jeg en stor beundrer af.”
Instruktøren mener som sådan ikke, at man kan konkurrere om film.
”Det er en kæmpe ære at være her, men jeg er enig med Woody Allen: Man kan ikke konkurrere om kunst, og jeg er meget enig med juryen, der sagde, at de ikke var i Cannes for at fortælle, hvad de ikke kunne lide, men tværtimod for at fortælle, hvad de kunne lide.”
”Det er den rigtige tilgang, synes jeg. Du giver et klap på skulderen ud fra din personlige smag,” siger Joachim Trier og ser ud over Den Skandinaviske Terrasse, hvor endnu flere journalister har stillet sig parat.
Kommentarer