Mikkel Nørgaard: Jeg er gået hele vejen

40-årige Mikkel Nørgaard er målt på billetsalg Danmarks mest succesrige filminstruktør.

Hans to hidtidige film, Klovn: The Movie og Kvinden i buret, har solgt henholdsvis 838.881 og 724.509 billetter, og Fasandræberne, der får premiere på torsdag, varsler ikke et brud på statistikken.

Fasandræberne er endnu en Jussi Adler-Olsen-filmatisering med manuskript Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Men er ikke bare større og dyrere end forgængeren. Den er også bedre. Og mere amerikansk, ja, næsten udansk i sin kulørte omgang med krimigenren. Hvorfor det?

”Historien er ret vild i sig selv. Noget af det fascinerende ved at lave thrillers er, at man kan tillade sig mere, end hvis man prøver at portrættere en familie på Nørrebro. Så stilles der helt andre krav til realismen,” siger Mikkel Nørgaard.

”Men det kan man i den her genre, ligesom man kan tillade sig i Seven at lade det pisse ned hele filmen, selvom det foregår i Los Angeles, hvor det nærmest aldrig regner.”

Trykker på den røde knap
Carl Mørck og hans afdeling Q skal denne gang opklare et tyve år gammelt dobbeltdrab på et tvillingepar.

Drabet involverer nogle depraverede kostskoleelever, som i mellemtiden er blevet voksne og nået helt til tops i samfundet (Pilou Asbæk og David Dencik). En mystisk, substistensløs kvinde, Kimmie (Danica Curcic), spiller en afgørende rolle for opklaringen. Og det kommer ikke til at gå stille for sig, når Carl Mørck går på jagt efter sandheden, tør vi godt love.

– Hvorfor er realismen ikke vigtig i thriller-genren?

”Jeg tror ikke, vi interesserer os for det, når vi ser thrillere. Vi vil derimod træde ind i et anderledes univers og glemme hverdagen for et øjeblik. Men filmens univers fungerer forhåbentligt også som et spejl på noget fra vores virkelighed. På den måde synes jeg, at det kulørte er en gave. Det giver én lov til at trække nogle ting frem på en anden måde.”

– Hvordan?

”I en thriller er det selvfølgelig altafgørende, om publikum synes, den er spændende. Men det, der i virkeligheden interesserer mig, ligger lige under spændingslaget. Det handler om karakterne, og hvilke rejser de er på. Det er dér, film løfter sig fra underholdning til noget, der rent faktisk giver publikum lidt perspektiv.”

– Men det er så ikke skurkekaraktererne, de virker meget karikerede?

”Nej, det er ikke skurkekaraktererne, der har fået den store kærlige omfavnelse af nuance. Men det i historien, som fascinerer mig, er, når noget går fra at være en passion til at blive en besættelse. Kimmie gennemgår en ulykkelig kærlighedshistorie, mens Carl går fra at være dedikeret politimand til at blive besat af sagen – og af Kimmie. Det synes jeg er et fascinerende skæringspunkt.”

– I en scene mellem Carl og Kimmie kommer han nærmest med en slags credo for sit virke som politimand: Han kæmper for samfundets ofre?

”Ja, han ser hende som et offer, men hun er ikke kun et offer. Hun er både offer og forbryder. Man kan sige, at Carl et øjeblik tager Assads positive grundsyn på sig – og bliver slemt skuffet.”

– De rige skildres som perverterede psykopater uden formildende omstændigheder af nogen art. Hader du overklassen?

”Jeg har både venner og bekendte, som tilhører overklassen, så det gør jeg bestemt ikke. I Jussi Adler-Olsens roman er der nogle karakterer, som er en slags kliché på de rige, onde skurke. Jeg havde valget mellem enten at gøre dem mere menneskelige eller også bare trykke på den store røde knap og tegne dem hårdt op. Jeg valgte det sidste og gik hele vejen.”

Det handler om følelsen
– Jeg forstår, at du er inspireret meget af David Finchers Zodiac og Seven!

”Ja, det handler om følelsen af at træde ind i en stemning. Jeg kan huske, at jeg havde en samtale med fotografen, som spurgte, om det skulle være dag eller nat i en scene. Jeg svarede, at jeg var ligeglad med døgnets kontinuitet. Vi skal have det lys, der bedst skaber den stemning, som vi gerne vil formidle.”

”Den scene, jeg mindst kan lide i filmen, er den scene, hvor Assad er på Hovedbanegården, og det er, fordi jeg kan se, at han er på Hovedbanegården. Alt det genkendelige ødelægger det univers, vi vil opbygge, og som ikke findes i virkeligheden.”

– Det er blevet påpeget, at Kimmie lever som posedame i tyve år, hvorefter hun tager et bad, og så er hun pludselig en high society-pige. Er det ikke et for stort brud på realismen?

”Det er helt klart også på kanten selv for mig. Det skal jo ikke forstås sådan, at jeg har skabt et univers, hvor ingen regler gælder. Der er selvfølgelig også regler, og dem må du ikke snyde med som instruktør. Hvis du gør det, bliver det urealistisk.”

– Hvad så med den BT-historie, der var fremme, hvor en fan opdager, at der i klimaksscenen det ene øjeblik er vilde dyr i burene, og i det næste øjeblik er burene tomme?

”Det er faktisk ikke en fejl. Carl Mørck og Assad bevæger sig rundt i et labyrintisk rum. I starten er der dyr, og senere kommer de til det bagerste sted, hvor der står tomme bure. Men det er mit ansvar som fortæller, at du forstår historien, som den er tænkt, så hvis der sidder én med den oplevelse, ærgrer det mig.”

Anmeldere er genreforskrækkede
Både Klovn-filmen og Kvinden i buret har fået glimrende anmeldelser. Men Mikkel Nørgaard har alligevel ét hib til de danske anmeldere.

”De har en evne til at opdele film i mainstream-underholdning på den ene side og film med følelser og tunge emner på den anden. Hvorfor må en mainstream-film ikke måles på det, den fortæller om virkeligheden? Der kan være lige så meget drama i en genrefilm som i et alvorsdrama.”

– Så du mener, at din film ikke alene skal måles på underholdningsværdien?

”Jeg siger bare, at anmelderne er genreforskrækket. Man betragter de film, som hurtigt kan puttes i en genrekasse, på en anden måde end det klassiske drama.”

”Det synes jeg er forkert, ligesom det vil være forkert, hvis du bare ser The Godfather som en gangsterfilm. Hvis du ikke er opmærksom på Coppolas fantastiske skildring af familien og et land, som bliver bygget op, har du jo kun fået halvdelen af oplevelsen.” 

Sådan startede Klovn
I en blanding af sjov og alvor truede Mikkel Nørgaard med at skride, da hans gode ven, Nikolaj Arcel, ved Ekkos snigpremiere for nylig sagde, at Fasandræberne ikke er ”stor kunst”. Den drengede instruktør er blottet for krukkeri, men tydeligvis stolt af sine spillefilm, som det tog ham lang tid at komme til.

Nærmere betegnet ni år, fra han forlod Filmskolen til debuten Klovn: The Movie. I den mellemliggende periode lå han dog ikke på den lade side. Han instruerede tv-serierne Langt fra Las Vegas, Anna Pihl og Klovn samt underholdningsshowet Live fra Bremen.

”Med jævne mellemrum var der nogle af mine kollegaer, der spurgte, om jeg ikke snart skulle lave en film, men der var ikke rigtigt nogle projekter, der tændte mig.”

– Hvordan kan det være? Alle instruktører drømmer da om at lave spillefilm?

”I Danmark har man sådan en opfattelse af, at alle har ret til at lave en film. Hvor fanden kommer det fra? Jeg synes, at man er nødt til at have noget med i bagagen. Jeg siger ikke, at det skal være stor kunst, men du skal sgu ville noget.”

– Nu er du alligevel endt med at lave tre spillefilm. Hvordan skete det lige?

”Da jeg kom ud af Filmskolen, var jeg træt og gad faktisk ikke at lave film. Jeg lavede reklamefilm i et års tid for at få noget at spise. Og så spurgte Casper Christensen og Frank Hvam mig, om jeg kunne tænke mig at instruere de sidste femten afsnit af Langt fra Las Vegas. Jeg anede ikke, hvorfor de spurgte, men så klikkede vi rigtigt godt. Efter de femten afsnit havde vi lyst til at arbejde mere sammen. Og ud af det kom tv-serien Klovn.”

”Efter jeg var færdig med at lave Klovn, kunne jeg mærke, at sulten for at lave spillefilm begyndte at melde sig.”

– Har du en opskrift på succes?

”Jeg tror på det helt gammeldags råd, der hedder hårdt arbejde. Jeg forstår godt, hvorfor Nikolaj Arcel og jeg kunne arbejde med Carl Mørck. Han har om nogen en rem af vores hud. Jeg gør tre ting: Jeg arbejder, jeg er sammen med min familie, og så sover jeg. Det er mit liv – på godt og ondt.”

Ingen repræsenterer dansk film
For nyligt lagde formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, et blogindlæg på Ekkos hjemmeside, hvor han efterlyser de succesrige danske instruktører i debatten om det kommende filmforlig.

Det kan aldrig være i deres interesse, når instruktørforeningen foreslår at øge antallet af støttede danske spillefilm fra 20 til 30 om året og sætte et loft på den fulde støtte til filmserier a la Carl Mørck-serien, skriver Kim Pedersen og efterspørger blandt andet Mikkel Nørgaard.

– Føler du dig repræsenteret af foreningen Danske Filminstruktører?

”Jeg føler mig ikke rigtigt repræsenteret noget sted. Når jeg følger med i debatten om det kommende filmforlig, føler jeg ikke, at der er nogen, der varetager dansk films interesser – hverken Producentforeningen, instruktørsammenslutningen, biograferne, teleindustrien eller Det Danske Filminstitut.”

– Og hvad er så bedst for dansk film?

”Jeg kan i hvert fald ikke se det som et svar på krisen, at vi bare skal producere en masse film. Vi kan ikke producere os ud af krisen.”

”Men ligesom vi har valgt en statsminister til at tage sig af hele vores land, har producenterne og instruktørerne valgt nogle til at tage sig af dansk film. Men det gør de ikke. Der er rigtigt mange, der varetager, hvad de tror er deres egne interesser, men de glemmer at kigge på tingene oppefra og se, hvad der gavner dansk film på den lange bane.”

– Kan du være mere konkret?

”Vis noget lederskab! Hvis producenterne nu kom med et forslag, hvor alle kan se, at de vil tabe penge på det, så vil folk lytte. Det samme gælder for biograferne og instruktørerne. Den dag, nogle siger, at de gerne vil give noget til dansk film frem for, at de bare vil have flere penge, sker der noget.”