Jeg er ikke en skid på vej til Hollywood

Pressemanden Freddy ude fra Nordisk Film har skrevet det flere gange til mig, både i sms’er og i mails: ”Brug en diktafon, for Niels taler meget hurtigt, når han først er kommet i gang.”

Freddy har ret. Filminstruktøren Niels Arden Oplev – manden bag To verdener, Drømmen og Portland plus en håndfuld af de helt store danske tv-serier igennem de senere år – er en nærmest lidt bette, blond mand fra Himmerland, der ganske enkelt sprøjter historier ud af ærmet. Det går så stærkt – og bliver ved så længe – at han når at fylde begge sider af et gammeldags 90 minutters kassettebånd, inden han fortæller historien om de to krigsveteraner. Så den historie må skrives efter hukommelsen. Men det er nu ikke svært at genkalde sig det fokuserede blik, den himmerlandske accent, de mange bandeord og så selvfølgelig den konsekvent punkterende latter, der hele tiden sprutter ud af Oplev.

”Jo, altså. Der var den her fyr fra Himmerland, der hed Monty. Han emigrerede til USA for mange, mange år siden sammen med en af sine venner. Det endte ligefrem med, at de begge kæmpede på amerikansk side under Første Verdenskrig. Efter krigen boede de to venner stadig i USA, men en dag kom der så et brev. Det var fra Montys ungdomskæreste. Hvis han ikke omgående kom hjem og giftede sig med hende, ville hun gifte sig med en mand, Monty hadede. Og så var han jo nødt til at tage hjem igen.”

”Mange, mange år senere skulle jeg så selv til USA med en god ven. Og Monty spurgte os, om vi ikke ville tage et brev med til hans himmerlandske krigskammerat, der nu boede i Florida. Efter en tur rundt i USA, opsøgte vi ham. Han var langt oppe i 90’erne, men han og konen tog sig virkelig godt af os. De havde en datter, der boede i Washington, og vi skulle op af Østkysten. Hun tilbød os husly. Hun mente imidlertid, at hun var for gammel til sådan et par knægte. Men hun var professor på universitetet, så hun bad et par studerende om at vise os rundt. Det var to piger, men den ene blev syg. Den anden inviterede os derfor ud alene. Vi festede hele aftenen, og vi endte alle tre hjemme hos hende. Min ven og jeg havde den regel, at man ikke måtte bage på en kvinde, hvis der kun var én – den slags havde før givet os problemer. Så vi måtte pænt sidde der og snakke. Til sidst gik min ven i brædderne. Måske blev han simpelthen træt, fordi hun og jeg talte så godt sammen. Jeg mener, vi talte i timer. Anyway, da han var gået i seng, var der fri bane. For så gjaldt vores gentleman’s agreement jo ikke mere.”

Det danske stammedemokrati
Niels Arden Oplev er stadig gift med sin amerikanske kone Florence. De har fire børn sammen. Og han fortæller stadig historier. Sande historier. Eller i hvert fald historier, som han formår at gøre til æstetiske og poetiske sandheder på film. I Drømmen bruger han for eksempel sin egen barndom. Og den unge lærer i filmen er ingen ringere end Gummi Tarzan- forfatteren Ole Lund Kirkegaard, som Niels Arden Oplev selv havde som klasselærer.

”Han var fantastisk! Men han var altså også røvirriterende. Han blev ikke meget ældre end Rainer Werner Fassbinder. Det er jo også det, bedstefaren siger i Drømmen: Det er altid de gode, der dør først. Det gik først op for én senere hen, hvor fantastisk Ole Lund egentlig var. Men man var også bange for ham. Han var satanedeme hurtig på replikken. Og jeg har jo altid haft et heftigt temperament, så jeg kom altid op at diskutere med ham. Jeg kunne blive totalt hidsig over et eller andet uretfærdighedsemne, hvad jeg i øvrigt stadigvæk kan.” Det sidste er rigtigt. Tyve minutter længere henne i samtalen, rammer vi emner som historie og politik, fordi snakken runder Ole Christian Madsens tv-serie Edderkoppen. Niels Arden Oplev mener, der ligger mange andre krigstidshistorier, vi stadig burde fortælle på nye måder. Historier, der går os på som folk, som nation. Emnerne smælder i luften, hver gang han smider et nyt ud på bordet imellem os.

”Tyskerpigerne? Grotesk! Kommunisterne og Horserød? Grotesk! Jøderne, der blev sendt tilbage til den sikre død i 1938-39. Helt og aldeles grotesk! Og i øvrigt en meget stærk parallel til nutiden, hvor man bare siger, at Bagdad, åh, det er skam et helt sikkert sted at være, og på den måde, så tvister man så lige facts for at kunne sende flygtninge tilbage … synes jeg. Jeg er hamrende uenig med den udlændingepolitik, der bliver ført i det her land. Den mærkelige mistro, som vores underlige stammedemokrati er så fuld af. For et ægte demokrati er det jo ikke. De usynlige, obskure kanaler har mindst lige så meget magt som de synlige.”

Niels Arden Oplev bliver oprigtigt vred. Og tilføjer syrligt, at hvis man virkelig vil grave i noget betændt, så skal man bare tage fat på hele retsopgøret, hvor statens reaktion på selvtægt var at gøre henrettelser lovlige igen. Og det endda med tilbagevirkende kraft.

”Vi lider jo af den illusion, at dét ville vi ikke gøre igen. At vi har lært af historien. Men det er det interessante ved historien. Det ville vi! 100 procent sikkert. Vi er ikke et hak bedre end folk var i 1901 eller 1945. Og hvis man ikke tror på det, så kan man da bare se på, hvor mange, der støtter Dansk Folkeparti.”

Oplev erkender, at det nok har farvet ham, at han er udenlandsk gift. Det giver et andet perspektiv, når man hele tiden også har en globaliseret brille på. Han er for eksempel stærk tilhænger af EU.

”Hver gang der skal stemmes, så stemmer jeg ja, jeg stemmer ja til euroen, ja til at nedlægge grænserne, ja til hele lortet. Jeg er ikke fuldstændig ukritisk over for EU, men lad os nu bare få den EU hær, så vi effektivt kan få standset konflikterne her i Europa, så snart de opstår.”

Min morfar var sognefoged
Men selv om blikket er rettet imod udlandet – eller rettere, imod Danmark set fra udlandet – så er og bliver Niels Arden Oplev jyde. Himmerland er det, der ligger syd for Limfjorden, vest for Kattegat, nord for Mariager Fjord og øst for Skals Ådal og Jarbæk Fjord. Det er – ifølge filminstruktøren – et sted, der altid har haft en em af galskab og sort humor. Folkene, der bor dér, er noget for sig. Det er et excentrisk folkefærd af fjordfiskere, Kattegat-fiskere og så bønder med dårlige sandjorde.

På den måde kommer han igen og igen til at trække tråde tilbage i tiden, langt ind i bizarre emner, dybt ned i sin familie. Men det gør egentlig bare billedet af ham mere komplet, mere skarpt. Man skal nemlig bare forestille sig, at det hele er smeltet sammen i Niels Arden Oplev selv.

”Min morfar var sognefoged – det svarer til landbetjent – og han kunne ikke et eneste fremmedsprog. Men når tyskerne kom kørende ind i gården for at kræve mad og ting og sager, så gik han ud på trappen og stod og tronede dér med sin vest og sin urkæde, og så skreg han: ’Heraus!’ Samtidig pegede han mod indkørslen. Og så kørte de sgu. Ham skulle de fandeme ikke bide skeer med.”

”Det var helt omvendt med Marinus, min bedstefar på min fars side. Han havde et rygte for at være tyskervenlig. Men det rygte fik han, fordi han i 1939 stadig var møgsur over, at englænderne tog flåden i 1807. Derfor ville han hellere handle med tyskerne end englænderne, for dem kunne man ikke stole på. Hverken når det gjaldt flåden eller kornpriserne. Og det er typisk himmerlandsk at være sur over noget, der skete for over hundrede år siden og så glemme det, der sker lige om ørerne på én. Min far digtede også løs på sandheden. Han var en historiefortæller, en dramatiker. Han kunne engagere sig lige så meget i noget, der skete i romertiden, som i noget, der skete i sidste uge.”

Nede i Aalborgs møg
Fra den landlige opvækst – og en halv uddannelse til landmand – kom den unge Niels Arden til Kjøwenhavnstrup for at gå på Filmskolen. Og hans debut som spillefilminstruktør var også en udpræget storbyfilm. Portland udspiller sig i Aalborgs pushermiljø.

”Portland blev egentlig ret godt modtaget, bortset fra, at Claes Kastholm hadede den. Hele hans anmeldelse handlede om, at jeg havde svigtet ham, fordi han havde været med til at lukke mig ind på Filmskolen. Men i Politikens filmtillæg, som de havde dengang, diskuterede folk – i ugevis! – om jeg var psykopat, og om man overhovedet kunne tillade sig at portrættere Danmark på den måde.”

Men succesen var længe undervejs. Og Niels Arden Oplev kunne hverken få distribution eller biografer til at køre med Portland i første omgang. Det var først, da Grand i København kørte den, at Disney også sprang på som distributør.”

”Bambi og Portland, jo, de gik sgu godt i spand,” som instruktøren siger med et bredt smil.

Direkte adspurgt indrømmer han, at den langsomme anerkendelse faktisk har gået ham lidt på.

”Det med anerkendelsen, det må jeg jo indrømme, at det har jeg jo også et eller andet sted syntes haltede lidt. Det må jeg stå ved. Jeg kan ikke entydigt sige hvorfor. Men det er jo klart, at når man laver så meget tv, som jeg har lavet, så betyder det noget. Det her med at det ikke er lige så fint. Jeg har for eksempel aldrig lavet et interview med nogen som helst om Rejseholdet. Det siger jo en del. Omvendt må jeg sige, at jeg ikke mangler anerkendelse nu. Det har bare taget tyve år i stedet for to.”

Instruktøren synes, at Portland er en lille smule underkendt, hvis han skal være helt ærlig.

”Der skete jo det, at Pusher, der kom et halvt år senere, blev den kommercielle udgave af den samme historie. Portland var en meget voldsom – og voldelig – film. Folk kom hen til mig og sagde, at de havde set en halvgod film. De forlod simpelthen biografen. Da den blev vist i Berlin, og vi nåede til scenen, hvor en rocker er på vej hen til et spædbarn i en vugge, faldt folk over hinanden for at komme ud af salen. Man må jo knibe sig selv i armen, når man tænker på, at det kun er tolv år siden – og at det blev opfattet som så grænseoverskridende dengang.”

Niels Arden Oplev kaldte selv sin film for ”en militærstøvle i ansigtet på pænheden”. Den var ment som en provokation imod dansk film, som han mest syntes var hestevogne og landsbyer, i hvert fald hvis man fratrækker Lars von Triers film.

”Men selv Forbrydelsens element er jo kulturelt ’pæn’. Stemningen i Portland er fra det beskidte miljø, hvor jeg havde insider-viden. Jeg har interviewet en masse mennesker – folk, der handler med piller, folk, der stikker pensionister ned med en skruetrækker, folk, der brækker armene på folk, når de skylder penge. Jeg har også selv været i slagsmål og i situationer, hvor folk har trukket kniv. Jeg ville have filmen hen et sted, hvor folk selv kunne mærke dét. Jeg ville se, hvor langt mediet kunne komme i forhold til dét. Og så lavede jeg den i øvrigt fem år før Jakob Ejersbos roman Nordkraft – så kan de skrige og råbe om den bog, lige så meget de vil.”

Mænd der elsker at skabe
Mænd der hader kvinder er Niels Arden Oplevs femte spillefilm. Men det er samtidig starten på hans fjerde tv-serie. Han startede på Taxa, hvor han kom ind og lavede afsnit 13, 14 og 15. Siden har han været ”konceptuerende instruktør” på flere serier. Og hvad er så det?

”Konceptuerende instruktør er et ord, jeg selv har opfundet. Og det har jeg, fordi jeg tænkte, jeg bliver sgu nødt til at opfinde noget, så der bliver sat fokus på, at man bruger et helt år på at starte sådan en serie op. Det er jo noget helt andet end at komme ind og indspille tre afsnit, sådan som jeg gjorde på Taxa. Det var jo en loppetjans. Og så lød ordet jo også dyrere, så man kunne presse Danmarks Radio op i et højere honorar. Selvfølgelig laver man tv, fordi det er sjovt, og fordi man får erfaring, men jeg har altså i mange år haft en familie på fire børn og en kone, så jeg laver også tv for at tjene penge. Derfor har jeg selvfølgelig også lavet mere forskelligt, end man måske normalt ville gøre.” Spørgsmålet er så, om det er det, der har givet Oplev en slagside blandt de fine anmeldere.

”På parnasset er det ikke lige så fint at starte Rejseholdet op og så give stafetten videre, som det er at lave Edderkoppen. Så jo, det trækker ned. Men jeg vil gerne stå ved det. Jeg er jo på en eller anden måde også en tv-fætter. Men for mit vedkommende, har jeg prøvet at lave en balance.”

Hr. Pedersen fra Himmerland
Den seje vej til anerkendelse har krævet sin mand. Når man kommer ind med firetoget og ikke har en far, der er direktør på Gyldendal eller chefredaktør på Politiken, må man finde en anden løsning. For Niels Pedersen var en del af løsningen af droppe sit kedelige navn.

”Jeg er jo døbt Niels Arden Pedersen, men ligesom så mange andre, syntes jeg ikke, at man kunne hedde Pedersen og være en berømt filminstruktør. Og blandt venner er jeg altid bare blevet kaldt Arden. Der var så mange, der hed Niels, og der var en million, der hed Pedersen. Arden er samtidig det sted, jeg kommer fra, og det er derfor, min familie hedder det. Derfor brugte jeg navnet Niels Arden på Filmskolen og så videre.”

”På et tidspunkt lavede jeg så en tv-film, og dagen efter, at den var rullet over skærmen, kom der en mand i en dynejakke og militærbukser og gav mig en stævning i hånden. Jeg var fuldstændig rystet. En stævning! Den kom fra en gammel landsretssagfører, der hed Arden, og som absolut ikke ville associeres med min kunst, som han sagde.”

”Sagen var den, at mit eget mellemnavn – som jeg altså er døbt – ikke måtte optræde som et efternavn. Retten til Arden som efternavn havde sagførerens familie nemlig købt i 1904. Det var ved at ende i en stor retssag om mit eget navn, men jeg havde ikke råd til sagsomkostningerne, så jeg var nødt til at indgå et forlig. Bag min fars gård, som hed Kirkhøjgård, lå en oldtidskirke. Den hed Oplev Kirke. Så tænkte jeg, at hvis jeg ikke måtte hedde Arden, så kunne jeg jo bare zoome endnu mere ind og kalde mig Oplev.”

”Jeg har ikke noget forhold til landsbyen Oplev, som ligger i nærheden, men jeg har et forhold til kirken. Den går helt tilbage til bronzealderen. Min far gravede engang et kranie op og stod med det som en anden Hamlet dér på marken. Men så blev han overtroisk og gravede det ned igen. Min kone, der jo er amerikaner, nedstammer fra en legendarisk irsk revolutionær og hedder Tone til efternavn. Jeg overvejede faktisk også at tage hendes navn, men Tone er nok lige lidt for lydmandsagtigt,” siger hr. Pedersen og smiler.

Niels møder monsteret
Anonym kan man ikke kalde Niels Arden Oplev i dag, hvor han er synonym med både kommerciel og kunstnerisk succes. Og hvor han af samme grund kan tillade sig at stille høje krav. Som han for eksempel gjorde, da han skulle forhandle om vilkårene for indspilningen af Mænd der hader kvinder.

”Jeg var superarrogant. Drømmen tordnede derudaf, og jeg var i færd med at skrive på To verdener. Og så var jeg blevet spurgt, om jeg ville lave den nye serie Livvagterne for DR. Da de kom fra Sverige og spurgte, om jeg ville lave Mænd der hader kvinder, vidste jeg ikke en hat om Stieg Larsson. Jeg tænkte bare: ’Jeg skal sgu ikke til Sverige og lave nogen thriller. Færdig!’ Jeg havde jo lavet Rejseholdet og Ørnen, og jeg har ikke lyst til at lave de samme universer på film. Og jeg kunne jo i øvrigt heller ikke, fordi jeg skulle lave den nye serie for DR.”

”Men jeg endte med at sige nej til Livvagterne, fordi jeg ikke kunne forlige mig med indholdet af manuskriptet. Jeg kunne simpelthen ikke med selve grundlaget. Og det skulle jeg jo have fundet ud af noget før. Men mens jeg så lå søvnløs i fjorten dage og spekulerede på, hvordan jeg skullefå det sagt, så kom Søren Stærmose – producenten – igen og sagde, at de havde flyttet filmoptagelserne på Mænd der hader kvinder til 2008. Så måtte jeg jo hellere læse bogen, og den syntes jeg var enormt fed.”

Filmen Mænd der hader kvinder bliver delt op i to afsnit, der skal fungere som begyndelsen af en længere svensk tv-serie. Men de næste fire afsnit, der er lavet over Stieg Larssons næste to romaner, bliver ikke lavet til film. Ikke ligefrem nogen logisk opbygning.

”Og det bliver, og det vil jeg gerne forudsige, en skandale i Sverige. Det er beyond dumt,” som Niels Arden Oplev siger.

Det er nu ellers ikke, fordi han ikke selv tror på sin film. Han har i hvert fald gjort sit for at sætte et personligt præg på den.

”Jeg læste et manuskript på engelsk, som producenten havde, og det var noget lort. Faktisk kunne jeg
slet ikke forstå, at det skulle være den samme historie. Så ringede jeg til Søren Stærmose og sagde: ’Here is the deal’ – og det er altså første gang, jeg har været så hård – ’Jeg forstår ikke manuskriptet. Hvis jeg skal lave den film, så bliver det ikke med det her manuskript, og det er hermed i skraldespanden. Den forfatter er simpelthen fyret. Der skal skandinaviske forfattere ind.’ Mit bud var Rasmus Heisterberg (Kongekabale, red.), som så foreslog at skrive sammen med Nikolaj Arcel. Jeg fortsatte i telefonen: ’Du har bedt om en 90 minutters film, men du får én på to og en halv time. Jeg skal have final cut og fuld kunstnerisk frihed. Jeg skal have veto over castingen.’ Og så sagde jeg til sidst: ’Hvis I ikke vil gå med til det, så behøver I slet ikke komme til København.’”

Det lyder som en mand, der ikke stikker op for bollemælk. Men snarere end kækhed var det en realistisk indsigt i filmbranchen, der gjorde, at den danske instruktør skruede bissen på.

”Det var selvfølgelig enormt hårdt stillet op, men sagen er bare, at jeg godt kunne se, at den film var et monster. Endda et monster lavet over en enormt populær bog. Så skal det altså være mig, der holder i tømmen. Og det kom også til at holde stik. Det er det suverænt hårdeste forløb, jeg nogen sinde har været ude i. Portland var tough, men det her var lige så tought – og så tog det dobbelt så lang tid.”

En skandinavisk Silence of the Lambs
Alt det, Niels Arden Oplev ville, var en tand dyrere, end hvad der egentlig kunne lade sig gøre. Men han fik Eric Kress som fotograf og Niels Sejer som production designer med sig til Sverige.

”Jeg vidste, at de to ville kæmpe til sidste blodsdråbe, så ville jeg få den skandinaviske Silence of the Lambs, som jeg gerne ville lave,” som han siger. Men budgettet var vitterlig stramt. ”Jeg havde lige så mange penge som til To verdener, men Mænd der hader kvinder er halvanden gang så lang! Og i To verdener, som er en meget stille film, er der jo ikke brændende biler, slagsmål og folk, der bliver seksuelt molesteret på grummeste vis. Og det skulle jeg hilse og sige, at der er i Mænd der hader kvinder. Det er faktisk – for mig – en slags tilbagevenden til Portland- universet. Men nu bare i en kommerciel setting.”

Filmen er ifølge instruktøren endt som en god film. Oplev har i skrivende stund testet den flere gange. Ved sidste screening sad der 100 mennesker og så den på én gang i Sverige.

”Når den ikke er klippet færdig, og når det er med videokvalitet og lortelyd, så er det satanedeme hårdt. Men de kunne godt lide den.”

At det hele lykkes, det synes Oplev faktisk er lidt utroligt. Da han startede filmen, havde han nemlig slet ikke en produktionsplan, der holdt vand. ”Der skulle simpelthen et mirakel til, hvis det skulle kunne lykkes. Hver dag skulle have perfekt vejr. Intet teknisk måtte gå ned. Ingen skuespillere måtte give problemer. Hvis det gik sådan, ville underskuddet være inden for rimelighedens grænser. Hvis ikke … så ville der blive krig. Jeg sagde til Niels Sejer: ’Nu sætter vi sgu det her i gang. Og så tager vi balladen.’”

Der blev ballade. For nu at sige det mildt. Oplev & co. havde brugt alt for mange penge. Men de kørte bare videre. For når pengemanglen på en film sætter ind, er eksprestoget allerede oppe på 180 i timen.

”Man er under et kolossalt pres, som slet ikke kan beskrives. Min arbejdsdag er alt inklusive på omkring femten timer. Hele ugen. Det er altså helt heftigt. Og det kører så i et halvt år. Lørdag er du død. Søndag begynder du så at blive dig selv igen, men så skal du pludselig være far og mand. Og så er det ellers af sted med Arlanda Express til Stockholm igen. Vi skulle filme i 60 dage, men vi endte med at filme 85 dage – og endda med ti dages ekstra second unit-optagelser af anonyme folk, der går over en bro i snevejr og den slags.”

Hvis I fremturer én gang til …
Holdet kom under et umenneskeligt pres i Sverige. Og de problemer, et budget kan give en instruktør, er lammende. Niels Arden Oplev kan ikke afsløre det største problem helt præcis, for så ødelægger han filmen. Men han går til sidst med til at forklare det i floromvundne vendinger.

”Jeg kan måske sige det sådan her: Et meget, meget stort og vitalt element i filmen – som lidt svarer til det sted i Jagten på den forsvundne skat, hvor de finder arken – ville pengemændene tage ud, fordi de så kunne spare 400.000 kroner. Det var det ringeste forslag, jeg i hele mit liv har hørt. Man ville simpelthen tage det, som hele filmen stiler imod, ud.”

”Det endte med, at jeg skrev en mail, hvor der stod: ’Kære Søren, det her forslag, som dine venner har stillet, er det mest hjernedøde, jeg i mit liv som instruktør har hørt. Punktum. Hvis I fremturer med det én gang til, så vil jeg bruge min final cut og min kunstneriske chefposition’ – jeg havde døbt mig selv kunstnerisk CEO, altså Chief Executive Officer, jeg har jo noget med titler, men det var også ment som en modpol til deres økonomiske magt – ’til at lave et skilt med hvid tekst på sort baggrund, underlagt med klavermusik. Der skal de scener, som I vil tage ud, så beskrives. Og det sidste skilt bliver: Disse scener havde Zodiac slash Yellow Bird ikke pengar till at göra.’ Og så skrev jeg: ’I am fucking not kidding. Og du er velkommen til at sende den her mail videre. Med venlig hilsen Arden.’”

”Så snakkede vi ikke mere om det. Men det ville også have været fatalt, hvis jeg havde bøjet mig. Et af de steder, der kom ud af det, er nemlig sådan et sted, hvor folk må have en serviet frem. Og jeg elsker, når folk tuder.”

Florence vender hjem
Med den solide succes halvvejs i kassen, burde verden være Niels Arden Oplevs østers: lige til at åbne. Og der har svirret rygter om, at instruktøren er på vej til Hollywood. Men dem afviser han fuldstændig.

”Jeg er ikke en skid på vej til Hollywood. Selvfølgelig har jeg – og det har jeg haft i mange år – en ambition om at lave en engelsksproget spillefilm. Jeg har bare også en ambition om at lave danske spillefilm. Men den vigtigste ambition lige nu er at komme til mig selv. Jeg har det som en soldat, der er kommet hjem fra krigen, og pilespidserne hænger stadig i min ryg, og der er ar over det hele, og jeg kan ikke finde ud af at leve i fredstid. Jeg burde nok udsættes for sådan et af de der Afghanistan- debriefing-psykologi-kurser,” griner instruktøren.

Derefter fortæller han, at der er et gran af sandhed i rygterne. For han er på vej til USA.

”Florence og jeg vil gerne til USA. Florence er fra New Jersey og uddannet politolog i USA. Men hun har ikke kunnet bruge uddannelsen i Danmark. Som hun selv siger, så gik hun – da hun giftede sig med mig og flyttede til Danmark – fra at have en rengøringsassistent til at være en rengøringsassistent. Så vi har besluttet os for at tage derover i et år, så hun kan realisere nogle af sine drømme. Blandt andet vil hun gerne skrive. Hun har arbejdet for mig i mange år som researcher. Og nu bliver hun så udsendt af mit firma til at researche på en ny film derovre og skabe og pleje vores kontakter. Også i erkendelse af, at hvis man vil være seriøs, så skal man også være tilstede der, hvor det sker. Florence og børnene er allerede i New Jersey nu, og jeg flyver selv nu på lørdag. Så giver vi det et halvt år, og så nok et halvt år mere, og så kommer vi hjem igen. I det år flyver jeg så frem og tilbage og er en uges tid per måned i Danmark, hvor jeg arbejder på en ny dansk film.”

De færreste kunstnere vil ud med, hvad deres kommende projekter handler om. Niels Arden Oplev er ingen undtagelse. Bortset fra, at han er ved at revne af fortælleglæde.

”Jeg kan ikke sige noget om den endnu. Men altså … det er endnu engang noget, der er inspireret af virkeligheden, og det er meget heftigt – uden at være voldeligt. Det bliver et drama med stærke, stærke, stærke følelser, ligesom Drømmen og To verdener, men der er helt sikkert et ønske fra min side om at presse det visuelle i en ny retning. I To verdener er det jo helt vildt enkelt. Den film er det nærmeste, jeg nogen sinde kommer på at lave en dogmefilm. Nu skal jeg en anden vej.”

Hollywood er ikke himmelen
En anden grund til, at turen går til New Jersey og ikke Beverly Hills, er, at så fedt er der faktisk heller ikke i Los Angeles. Hollywood er en maskine, der æder små himmerlandske sjæle til morgenmad. Det ved Niels Arden Oplev allerede alt om.

”Jeg er ikke på vej til Hollywood, for jeg har jo sådan set været der. Jeg var der i flere måneder for ti år siden og blev wined and dined og det hele – det har jeg bare aldrig rigtig gidet at snakke om. Men altså, James Cameron sad på en ø i Polynesien med et vhs-bånd og så Portland. Det er sgu da rimelig seriøst. Det grinede vi i øvrigt meget af. At dér sad der så en Titanic- instruktør ude på en øde ø og så en film, hvor det ene langhårede hashvrag siger til det andet på ravjysk: ’Hold lige håret, så tænder jeg!’”

”Jeg holdt efterfølgende møder med Cameron og alt muligt, men det går så langsomt derude i Los Angeles. Et af de projekter, jeg så på – af de 200 røvdårlige manuskripter, som alle ser på – havde selvfølgelig syv andre instruktører i kø før mig. Den film kom først sidste år! Det tog altså over ti år at få den i kassen. Så langsomt går det. På et tidspunkt var jeg nummer syv til Highlander 5, og det var min agent helt op og køre over. Jeg var helt slået ud, så jeg måtte lyve over for min agent: ’Jo, jo, Frank, jeg er da også helt vildt ophidset.’”

Niels Arden Oplev mener, at det snarere er her i lille Danmark, at man kan folde sine vinger ud. Fiskens størrelse afhænger også af akvariet.

”Det interessante er, at derovre får man sgu ikke kunstnerisk frihed. Der bliver man til noget kunstnerisk under støvlen. Jeg har en god ven, der er amerikaner og instruktør i Hollywood, og han er jo målløs, når jeg fortæller, hvilken magt jeg har over mine film. Han vil faktisk gerne herover og lave film. Han vil lave en engelsksproget horrorfilm i Nordsverige med nordiske skuespillere. Han vil faktisk bare gerne prøve at lave noget, hvor han bestemmer noget. Så nej, jeg lider ikke af illusionen om, at du kommer til Hollywood, og så fyrer du den bare af. Sådan er virkeligheden ikke. Men jeg vil da gerne prøve at udvide mit område.”

Niels Arden Oplev beskriver sit drømmescenarie for de næste tyve år som en blanding af Stephen Frears og Alan Parkers arbejde.

”Hvis man kunne lave en lidt større og meget underholdende film, der var europæisk-engelsk, men som eventuelt udspillede sig i USA. Og så sideløbende med det lave nogle danske film, der sagtens kunne være meget mindre, men måske mere særlige så …”

Balancen imellem kommunikationen med publikum og de kunstneriske ambitioner er vigtig for ham.

”Tænk nu, hvis man kunne lave en europæisk film, der var så underholdende, at den kunne tage kampen op med Hollywood.”


Mænd der hader kvinder havde premiere 27. februar 2009.