Interview
06. juni 2013 | 10:13

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Foto | John Baer
Ekko besøgte Niels Arden Oplev under optagelserne til Dead Man Down i USA, hvor den danske instruktør rådede over et filmhold på 100 mand.

I dag har Niels Arden Oplevs amerikanske debut, Dead Man Down, premiere i Danmark. I USA er den faldet igennem – og her fortæller en bramfri instruktør, hvad der gik galt.

Af Jacob Ludvigsen

Først en advarsel: Hvis du ser trailere og plakater for Dead Man Down, der domineres af bistert udseende gangstertyper, spektakulære eksplosioner og hidsige skydevåben, vil filmens instruktør, Niels Arden Oplev, gerne sige undskyld.

”Jeg vil gerne stå inde for den film, der ligger. Men ikke for den kampagne, der er blevet kørt for at få filmen ud i USA. Den er gået helt galt.”

Det er ni-ti måneder siden, Ekko besøgte Niels Arden Oplev på USA’s østkyst under optagelserne af hans første amerikanske film.

Her fortalte Oplev om at stå med et filmhold på 100 mand, et budget på omkring 30 millioner dollars og et, med instruktørens egne ord, oversavet haglgevær for hovedet, fordi selskabet truede med at droppe tyve procent af manuskriptets scener, fordi filmen var gået over budget.

”Det var som at være med i en Marx Brothers-film! En line producer havde fucked filmens økonomi fuldstændig op. Så jeg lavede ti dages optagelser i New York på fem dage. Det er det vildeste, jeg har været med til,” udbryder Niels Arden Oplev.

Telefonen ringer stadig
Siden er der sket meget.

Dead Man Down med Colin Farrell, Noomi Rapace, Terrence Howard og Isabelle Huppert på rollelisten fik premiere i USA 8. marts – og floppede. Den har indspillet meget beskedne elleve millioner dollars og fik generelt en besk modtagelse af de amerikanske anmeldere.

Nu sidder vi hos Nordisk Film i Valby to dage, før filmen får premiere i Danmark, der i det store billede betyder meget lidt for filmens samlede økonomi.

Det er tid til at gøre boet op.

Og i det nyeste Ekko udtaler Nicolas Winding Refn jo, at man kun får lov at lave en publikumsfiasko som Dead Man Down én gang. Er Oplev selv en død mand i USA?

”Refn må tale for sig selv. Principielt er det jo rigtigt. Der er bare den forskel, at jeg har lavet en film, der er blevet en kæmpe kommerciel succes over hele jorden: Mænd der hader kvinder. Den har givet carte blanche noget tid. Og derfor har jeg det stadig, som var jeg lavet af teflon. Telefonen ringer lige så meget, som den gjorde før,” fortæller Niels Arden Oplev.

”Noget af det, Hollywood kan, er at skille tingene ad. Så synes de måske, manuskriptet halter, men de kan se, at skuespillerne gør det rigtigt godt. De kan se, at der ligger et godt instruktørværk, og så kommer de med et manuskript, de mener er bedre.”

Jeg tabte slaget”
Dead Man Down er en hævn-thriller om håndlangeren Victor (Farrell), der spiller et højrisikofyldt dobbeltspil.

Han har infiltreret en magtfuld gangsterfraktion for at få ram på bossen Alphonse indefra. Samtidig møder han genboen Beatrice (Rapace), hvis ene ansigtshalvdel er arret efter en bilulykke, og som er ude på sit helt eget hævntogt. Og det er denne del – kærlighedshistorien og de mere poetiske sekvenser – som er blevet underspillet i filmens lancering.

”Jeg sagde til distributøren, at hvis Dead Man Down skulle blive en succes i USA, skulle vi have kvinderne med. Midt i al det her mørke er der en romantisk historie om to mennesker, der begge vil have hævn, men ender med at forpurre hinandens hævntogter, fordi de bliver forelskede i hinanden,” siger Niels Arden Oplev.

”Kvinderne vil gerne se action, hvis der er mening med den, og hvis det er karakterbåret. Og de stærke karakterer var en af grundene til, at jeg var tiltrukket af det her manuskript i modsætning til de 250 andre, jeg læste, og som var intetsigende, straight forward-thrillers.”

”Vi skændtes om det i månedsvis. Distributøren (Film District, red.) ville køre en kampagne, som appellerede til et yngre mandligt publikum, jeg ville gøre det til en date movie. Jeg tabte slaget. Til sidst havde jeg det sådan, at nu kan jeg ikke snakke om det her mere. Nu må I gøre, som I tror er bedst. Og det har så forvirret både anmeldere og publikum.”

Karakterer i forgrunden
Men er det så blevet den film, 52-årige Niels Arden Oplev selv havde håbet på?

”Vi har forsøgt at lave en smuk, skæv og mærkelig thriller, som stadig er underholdende. Måske skiller sovsen for meget. Det er ikke nogen perfekt film. Den er ikke helstøbt på samme måde som Mænd der hader kvinder. Men hvis man tager den uden at have en masse forhåndsting med ind, tror jeg, man er godt underholdt,” siger han.

”Der er nogle ting, jeg ville have klippet anderledes. Jeg havde Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel inde og se den på et tidspunkt, hvor de kom med et super godt råd om at sætte karaktererne mere i forgrunden for at få filmen til at bekende mere kunstnerisk kulør frem for at starte med thriller-delen.”

”Jeg havde en version, der fulgte deres råd, og den kunne jeg godt lide. Men Joel Wyman (filmens manusforfatter og producer, red.) var meget ked af den løsning, for han ville gerne være meget tro mod sit eget manuskript.”

En drengedrøm
– Hvordan var det at vågne op til de dårlige anmeldelser?

”Jeg stod på optagelserne til tv-piloten Under the Dome og tænkte: ’Fuck det, nu laver jeg bare en fed scene.’ En stor del af anmelderne kunne faktisk godt lide den, men selvfølgelig ville jeg da hellere have haft enstemmigt gode anmeldelser.”

”Men altså, jeg kunne jo bare have lavet en standard-thriller med a-liste-skuespillere, og så havde alle sagt ’ih og åh’. Håbet var jo at lave noget særligt, og i mit overmod troede jeg nok, at den kørte lige igennem. Men altså, hvis man ikke taget nogle chancer …”

Risikerer man ikke at tabe sit personlige filmsprog, når man tager til USA og skal manøvrere mellem så mange interesser og pengemænd?

”Jeg synes ikke, jeg har tabt mit personlige filmsprog med Dead Man Down. Nogle siger, at den sidste action-scene er ren Bruce Willis, men prøv at høre: Det var pisse sjovt at lave!”

”At arbejde med en kamerateknik, ingen kommer i nærheden af herhjemme, og at bygge et studie i fire etager, som vi crashede en stor amerikansk truck igennem og satte i brand. Det er jo en drengedrøm!”

Gør det billigt!
– Hvilket råd vil du give til den stime af danske instruktører, der lige nu søger mod USA?

”Hvis jeg skal lege ’monday morning quarterback’ – alle dem, der ved, hvordan holdet skulle have spillet om søndagen – så vil jeg sige, at man skal lade være med at lave en indie-film til 30 millioner dollars, som jeg lige har gjort. Det er en finansiering i mellemstørrelse, hvor der er så mange penge i spil, at der er rigtigt mange stærke interesser.”

”Enten skal man lave en arthouse-film til under femten millioner, hvor man kan beholde mere kontrol. Eller også skal man gå lave en film til over 50 millioner med et af de store studier, som er mere standard, og hvor man så dropper noget af sin auteur-identitet.”

”Og nu har jeg besluttet mig for at lave en studiefilm.”

Tilbage til Danmark
Studiefilmen bliver formentlig Flatliners, som blev annonceret tidligere på året. Det er et remake af Joel Schumachers 90’er-film, hvor Julia Roberts og Kiefer Sutherland spillede hovedrollerne. Manuskriptet er ved at blive skrevet.

Noget tyder altså på, at instruktøren har ret i, at døren stadig står vidt åben. 24. juni får Under the Dome, der er en filmatisering af en Stephen King-bog i tretten afsnit, premiere på CBS. Arden Oplev er konceptuerende instruktør.

Men først vender instruktøren hjem.

Hans drøm har altid været at veksle mellem storproduktioner i USA og mindre, personlige film i Danmark. Den drøm lever. Kapgang, baseret på Morten Kirkskovs bog, foregår i Sønder Omme i 1976. Finansieringen er på plads, manuskriptet er skrevet, og holdet er i gang med at caste, fortæller Niels Arden Oplev.

”Det er rigtigt dejligt og fedt at vende tilbage til rødderne. Men eventyret er jo i høj grad i USA, så jeg skal da tilbage. Nu må vi se, hvor det hele ender!”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko