Jeg hader at se mig selv på skrift

Da døren går op, og Sidse Babett Knudsen træder ind, så kan jeg straks mærke, at der er noget galt. Det virker nemlig, som om den kendte skuespiller spiller en helt anden end ”sig selv”. Tonefaldet er anderledes end det, man kender fra lærredet og fra tv. Hun går på en lidt anden måde. Og undervejs i samtalen viser hun overraskende sider frem.

For eksempel er hun oprigtig humoristisk, og når latteren først tager fat i hende, griner hun helt nede fra maven – flere gange i næsten et halvt minut. Hun er samtidig så langt, man overhovedet kan komme, fra en hævngerrig kvinde på randen af et nervøst sammenbrud, kun lige holdt sammen af det yderste lag af civilisation.

Kvinden, jeg møder, er derimod legesygt improviserende og med på ethvert indfald. Pludselig er man et helt nyt og uventet sted. Og så flækker den petit kvindekrop, som på intet tidspunkt lægger sin sorte læderjakke med helt tilknappet kosaklukning, af grin igen. Desuden er Sidse Babett Knudsen, der ellers er berygtet for nærmest ikke at ville afsløre noget som helst om sig selv, overraskende ærlig. I hvert fald på ét punkt. Og det lægger hun selv ud med.

”Jeg tænker i billeder. Ikke i ord. Og jeg taler tit fra en eller anden følelse. Den følger jeg så. Og så går der ikke så længe, så sidder jeg og siger sådan noget … bwadr!” Hun slår opgivende ud med armen. Og kigger nærmest lidt hjælpeløst på mig.

– Vrøvl?

”Ja. Vrøvl! Det er dét,” siger hun og peger alvorligt på mig med en stiv finger.

Det er meget passende, for det er min opgave at samle hendes ord. Formulere hende. Imidlertid er jobbet slet ikke så svært, som hun åbenbart selv tror. Faktisk har Sidse Babett Knudsen et meget levende, kulørt og, på sin egen måde, klart sprog. Et, der egner sig fint til citater. Og det, hun kalder for ”fejl”, virker ofte meget mere rammende eller ligefrem poetisk end mange af hendes kollegers.

Undervejs i samtalen er hun ved at blive kørt ned af en ”rugbrødsbil” (et folkevognsrugbrød), og hun taler om folk fra ”udskuds-Danmark” (udkants-Danmark). Hun har lavet teatersport a la ”Så hatten går rundt” (Så hatten passer, hed det på DR i 1990’erne). Og engang spillede hun gadeteater, hvor hun gav den som Marie Antoinette, der var rædselsslagen for ”en minigalge, der skar gulerødder over” (den franske adelsdame blev halshugget i en guillotine).

Det kan lyde blondineagtigt eller bare totalt nuttet-rodet, men det er det, forstår man hurtigt, ikke. Det hele skyldes tilsyneladende alene en lynende hurtig intuition. En følelsesmæssig begavelse, der lader tanken, billedet, passionen, blive fuldt realiseret, længe inden ordene, der passer til, bliver fundet frem. Og så det faktum, at hun – som hun er inde på i samtalen – ikke tager tingene så højtideligt. Og derfor heller ikke tilhører dem, der ”ikke tør sige noget, før lammet er skudt”.

– Du er uddannet i Frankrig, du hedder Babett til mellemnavn. Er der en ”French Connection” af en eller anden slags?

”Nej, egentlig ikke. Babett er fra Karen Blixens Babettes gæstebud, som min mor læste, da hun var gravid. Men Ba-bette … det ville hun altså nødig have, at jeg skulle hedde, så hun kaldte mig Babett,” fortæller Sidse Babett Knudsen.

– Så du er pæredansk?

”Jeg er fra København, fra indre by. Min far er fotograf. Noget af min fars og min bedste tid har helt sikkert været i hans mørkekammer. At sidde dér og se tingene komme frem, magisk! Min mor arbejdede først som skolelærer og siden med psykisk syge. Sådan noget ledervæsen.”

– Kan du huske første gang, du fik tanken om at blive skuespiller?

”Jeg kan huske noget, det var omkring syvårsalderen, hvor jeg skulle til at sige, at det ville jeg, men så standsede jeg mig selv i det. Allerede dengang vidste jeg godt, at man ikke måtte blive skuespiller. Eller musiker og den slags. Nu må man jo det hele. Nu skal man tro på sig selv og på, at man kan, hvad man vil, uanset om man har talent for det eller ej. Jeg har hverken fået modgang eller medgang fra min families side. Men da jeg kom op i årene, så fik jeg besked på at tage en gymnasieuddannelse, inden jeg startede på skuespillet. Og så syntes min mor – eller man syntes, for det syntes man jo dengang – at jeg skulle have noget at falde tilbage på. Siden sagde én til mig: Hvis du har et sikkerhedsnet, så falder du bare ned i det. Og det var jo på den anden side også klogt.”

Cyklende boheme i Paris
Da Sidse Babett Knudsen var atten år gammel, forelskede hun sig i ideen om at være boheme. Hun havde gået på musisk-sproglig linje i gymnasiet, hvor hun sad med en alpehue på og tog fine noter. Så skulle hun en tur til Frankrig, inden hun skulle hjem og være skuespiller. Hun rejste derned og startede som au pair-pige, men det gik ikke. Og så stod hun pludselig på gaden.

”Med min saxofon og min cykel. Jeg var en pioner, der cyklede i Paris. Med livet som indsats,” som hun siger.

Det er lige inden, hun med fægtende franske armbevægelser fortæller anekdoten med ”rugbrødsbilen”, hvor chaufføren hælder en jordbærmilkshake i håret på hende, fordi hun cykler som en brækket arm. C’est la vie. Men Frankrig er på en måde bare spild af tid. Alting er spild af tid. For Sidse Babett Knudsen skal være skuespiller. Og det ved hun. Hun ved det.

”Hvorfor blev jeg for eksempel ikke opdaget allerede i folkeskolen? Bille August kom derud og castede alle mulige andre, selv Jonas Elmer, der gik på min skole. Hvorfor ikke mig? Gymnasiet var også spild af tid. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var kommet i gang endnu,” siger hun.

Hun besluttede sig derfor for, at hun ville øve sig. Øve sig i at prøve at komme ind på en skole og så mærke, hvad det vil sige, når nogle siger: ’Nej, du er ikke god nok.’ Så kunne hun slikke sine sår i Paris. Hun var parat til at betale prisen for det. Og til at gribe de chancer, der bød sig til. Så da hun i metroen faldt i snak med en ung mand, overtalte hun ham til at hjælpe sig med optagelsesprøven.

”Det var på l’Ecole du Théâtre de l’Ombre, og det var den første skole, jeg søgte ind på. Skolen blev drevet af en manisk, ung mand – altså han var virkelig syg – som havde virkelig, virkelig held i sprøjten. Skolen havde kun eksisteret i et par år. Men ud af hundredvis af teaterskoler i Frankrig var der syv, som var blevet accepteret som diplomegnede, og hans var en af dem. Det var superprogressivt. Vi arbejdede med biomechanique, sådan noget fysisk, nyopfundet noget, vi læner os ind over hinanden-system … Jeg ved faktisk stadig ikke præcis, hvad det var.”

Til optagelsesprøven på teaterskolen kom hun op i en tekst af Pierre de Marivaux. Sidse Babett Knudsen sammenligner ham med Holberg. Eller en slags Molière light.

”Det var en pjattet scene. Jeg forstod ikke, hvad jeg sagde på fransk, så det var bare en rækkefølge af lyde, jeg øvede mig i. I starten gik det godt, men så gik det mere og mere galt. Og så gjorde jeg noget. Noget med at råbe og spytte. Min tunge svulmede op, og jeg gik ligesom bare med det. Ja, jeg flippede ud, som det hedder. Jeg ved ikke helt, hvad jeg gjorde. Men jeg kastede i hvert fald med nogle ting. Det blev så til noget med Marivaux, Frankrig i gamle dage, noget vikinge-stads, der gled over i det moderne, kolde Europa … Jo, de fik rigtig meget ud af det. Og jeg kom ind,” siger skuespillerinden og løfter skælmsk et øjenbryn.

Imidlertid er hun ikke sikker på, om det er det, hun vil. Hun beslutter sig for at prøve at gå derover én dag.

”For mig var teater dengang et nødvendigt onde, for der findes jo ikke noget, der hedder en filmskuespillerindeskole. Men der var én, der lavede Hobbitten. Han gik bare rundt og spiste usynligt korn. Og jeg tænkte: ’Jeg må lige se, hvor han har det dér fra.’ Og så kom jeg én dag mere. Sådan blev det ved. Bare en uge mere, bare en måned. Bare et halvt år til. Og så hvert år, hvor halvdelen røg ud. Men jeg gik videre.”

Stakkels Dörthe Kamphausen
Den psykisk syge skoleleder brød til sidst definitivt sammen. Men en lærer tog hånd om eleverne, og sammen fik de gjort uddannelsen færdig, så diplomet kom i hus. Gruppen blev med tiden til et teaterkompagni, der rejste rundt og viste smagsprøver på deres kunnen. Det faldt sammen med, at den franske filmskole søgte en tysker.

”Dörthe Kamphausen ærgrer sig sikkert stadig,” siger Sidse Babett Knudsen og ser meget alvorlig ud. Forklaringen er, at den franske filmskole ringede til skolen og bad om en liste med samtlige elevers navne, fordi de ledte efter en tysk skuespillerinde.

”En af eleverne var den her lille, vidunderlige, lesbiske kvinde. Dörthe Kamphausen. Hun havde en lille smule skæg og helt vildt lange hår på benene. Og så kom hun ind i en rød silkekjole med kæmpe buske af hår under armene og lavede ’A rose is a rose is a rose is a rose’. Det var ret sjovt.”

Sidse Babett Knudsen fik ved en fejl Kamphausens rolle. Det var efter murens fald, og instruktøren, der skulle lave en midtvejsfilm, var, med Sidse Babett Knudsens ord, ”tyskergal”. Filmen handlede om en tysk penneveninde, der tager til Paris for at besøge sin veninde, men hun er så invaderende, at den franske pige ender med at lave en mur i værelset.

”Det var faktisk en meget fin historie. Der gik lang tid, inden de opdagede, at jeg ikke var en rigtig tysker. Heldigvis syntes de, at jeg var ret skøn. Så jeg kom med i et miljø, på et hold, og jeg lavede flere afgangsfilm.”

– Hvad har du med fra Frankrig?

”Jeg lærte meget af dem. Af deres arrogance, deres konsekvente måde at springe ud i tingene på. De kunne finde på at slynge noget helt vildt ud, som om det var skrevet i runer den ene dag. Og når de senere blev konfronteret med det, sagde de bare: ’I dag mener jeg noget andet,’” forklarer Sidse Babett Knudsen.

– Hvad er anderledes rent skuespilmæssigt?

”Da jeg kom til Danmark igen, kom jeg fra et sted, hvor man starter med at skabe figuren fra et meget, meget abstrakt sted. Så får man et menneske, som måske slet ikke hænger sammen, men som til gengæld er virkelig syret. Hvis du starter med en hund – og endda en blå hund … med en mission! – så begynder man dér. Og så skal man så se, om man kan holde fast i rytmen og mimikken i det surrealistiske, man kom fra, og så gøre det til et menneske. Og så får du en hel masse gaver, som du ikke kan tænke dig til. Den er underligt halt. Den har – ’ÅÅÅH-HA-HA!’ – et mærkeligt grin. Sådan er jeg opdraget: Figuren kommer først. Derfor improviserer man, så figuren kastes ud i ting. Hvad sker der, hvis syrehundsbibliotekaren skal til Tenerife? Eller står nede i supermarkedet? Eller skal spille Macbeth?”

– Så man kan spille med et helt uventet udgangspunkt?

”Ja, jeg har for eksempel spillet Nicolas Bro som ånden Ariel i Shakespeares Stormen. Instruktøren var i tvivl, om han skulle vælge mig, og så sagde jeg: ’Hvis du tager mig, så spiller jeg den, som om jeg var Nicolas Bro.’ Det var den letteste figur, jeg endnu har spillet, og jeg tænkte virkelig på, at jeg var Nicolas Bro. Jeg forestillede mig, hvordan han ville spille så let en figur.”

Toilet med undertryk
Da Sidse Babett Knudsen vendte tilbage til København, var det for at være med i Peer Gynt, som Katrine Wiedemann satte op påTeater Får302 i 1992. Kort efter blev Sidse Babett Knudsen ansat som ”dum i arbejde” på Teater Får302.

”Der var noget cooking i miljøet. Får302 og Dr. Dante talte lidt sammen. Lars Kaalund var oppe på Mungo Park. På det tidspunkt er der virkelig nogle pionerer, som begynder at få unge mennesker i teatret. Det begynder at blive smart. Det var sjovt, det var mærkeligt, man lavede satiriske ting, man lavede ting med virkeligheden,” siger skuespilleren.

– Og derfra og så til Let’s Get Lost?

”Jeg kendte Thomas Vinterberg. Han tog mig ind til casting på sin afgangsfilm. Jonas Elmer lavede castingen. Jeg kom ikke med i filmen, men Jonas Elmer tog mig med i sin. Vi improviserede en masse. Men jeg var kun lige akkurat med i filmen. Kun små replikker om mit franske toilet.”

– Dit franske toilet?

”I Frankrig havde jeg sådan et toilet med undertryk. Man trak i snoren, og så var det VÆK!!! Du ved: ’Har aldrig været der!’ Du ved. SUG!!! Og væk. ’Jeg har ikke lavet lort. Hvad snakker du om?’ Det synes jeg var skide spændende, så det var mit bud på improvisationen i scenen.”

Det latrinære billede viser sig at have en meget præcis sammenhæng med det, Sidse Babett Knudsen senere kalder for ”en økologisk småkage”. Det er ideen om at vise, at noget er der – uden at være der alligevel.

– ”Hvordan kan du holde op med at elske mig?” Den sætning fra Let’s Get Lost stammer oprindelig fra en anden film, ikke?

”Jo. ’How can you just stop loving me?’ optræder i en sort-hvid dokumentarfilm om jazzmusikeren Chet Baker. Jeg stortudede i flere dage efter at have set Chet Baker-filmen, der også hed Let’s Get Lost, i Paris. Jeg ved ikke, hvorfor den ramte mig så meget. Men det gjorde den. Det er sikkert billederne,” siger Sidse Babett Knudsen.

– Lavede du en abstrakt figur bag hovedpersonen Julie i Let’s Get Lost?

”Nej, nej. Det var første gang, jeg lavede noget naturalistisk. Og mit krav var, at det skulle være noget, jeg kunne genkende. Ikke klicheer, som man ikke kan genkende. For eksempel kan jeg kun genkende stand-up fra andet stand-up. ’Kender I det, når ens kæreste altid vil være gravid?’ Næ. Jeg kender ikke nogen, der har det sådan. Det er det samme med klicheer på teatret. ’Åh, jeg bliver liderlig, jeg må røre ved mig selv.’ I virkeligheden? Nope. Kun på teatret rører liderlige kvinder ved sig selv i cirkulære bevægelser. Ligesom alle de mennesker, der står og klapper på deres lommer, når de ikke kan finde deres nøgler. Kun på teatret. Ingen gør det i virkeligheden. Der er ting, der hører til på bestemte steder. Naturalisme skal høre til ude i virkeligheden. Og virkeligheden, det er forskellige tilstande, som slet ikke hænger sammen,” siger Sidse Babett Knudsen.

– Så Julie er ikke en blå hund, en rød termokande eller en anden abstrakt figur?

”Nej, hun skal være én fra gaden. Pigen på cafeen. Jeg kaldte hende selv for Mette Medium, da jeg gik ind i hende, for det skulle ikke være for meget ditten eller for meget datten. Så bliver det bare ’historien om en tosse, som …’ Min historie skulle være almen. Og derfor er hævn hendes historie. Det er noget, vi alle sammen kender og forstår. Og der er god dramaenergi i hævn.”

– Som puden, hun ødelægger. Man fornemmer, der er noget bagved, som så ender med, nå ja, det bliver ved puden.

”Jeg ville gennemspille det hele over to kilometer, men Jonas stoppede mig efter to centimeter. ’Det er her, jeg vil have, du skal være. Du skal ikke udleve det hele.’ Så sad jeg i en spændt elastik og prøvede at få det til at fylde. Jeg er – altså i virkeligheden – meget, meget glad for mad. Og det her … det føltes, som om Jonas holder mig til én økologisk småkage. Resten er væk, men man ved, at det har været der. Det kan man mærke,” siger Sidse Babett Knudsen.

– Der er mange, der mener, at afskedsscenen imellem Julie og René er filmens bedste. Og at du har den bedste linje i hele filmen – i lige den scene. Hvordan blev den til?

”Vi improviserede. Og vi havde kun et simpelt forløb. Mit forløb: ’Aflyt en telefonsvarer, få Steffen til at hjælpe med at bryde ind, en scene med Martin.’

– Så ”Lad vær’ og nus mig!” er slet ikke skrevet?

”Det er lidt en blanding. Martin Kongstad, der spiller René, er jo ikke skuespiller, så han er ikke dramadrevet, han sidder bare, og det er jo det, der er så fantastisk ved ham. Men idioten sidder foran mit kamera! Så jeg læner mig frem for at komme ind i billedet. Men han går med bevægelsen, for den havde han ikke lige fanget. Så den replik er reel irritation, men også figurens irritation over én, der bliver ved med at ae én og sige: ’Slap nu af! Slap af! Slap af!’”

– Hvordan var det at gense filmen for nylig, da du skulle indtale kommentarsporet til dvd’en?

”Jeg var virkelig, virkelig rørt over at se den igen. Vi filmede i ti eller tolv dage. Så kom den ud, der var alt muligt, og priser, og jeg ved ikke hvad. Jeg har virkelig måttet tale meget om den film og sige meget tak.”

– Jeg har hørt, at du græd?

”Hvad? Nååå. Jamen, det var først på vej hjem. Dér fik jeg mig lige en tuder. Gud, hvor var vi uskyldige! Og søde! Det er en ting, som man prøver at skabe i tv-serier og film: folk, der holder af hinanden. Vi elsker at se Venner. Vi elsker at se nogle, der har noget med hinanden. Vi får nogle flere venner, for de er der i aften – igen! Og når tonen er der, når der er feel good – og ikke løgne-feel good, men rigtig feel good – så nyder vi det virkelig. Præcis den tone rammer vi med Let’s Get Lost. Der er virkelig en super dejlig stemning. Folk er venlige. Der er plads til alle slags. Vi er aldrig rigtig bange på heltens vegne,” siger hun.

Ejendomsmæglere kurtiserer
Sidse Babett Knudsen spillede naturalistisk for allerførste gang i Let’s Get Lost. Og i Den eneste ene spillede hun for første gang ”a love interest”. I Frankrig havde hun spillet sig igennem alt med Elizabeth Taylor. Hun havde spillet furie og – som hun siger – ”følelsestosse”. Ikke helt ulig det, hun så kom hjem til.

– Men er du i virkeligheden konstant blevet castet som en kvinde på randen af et nervøst sammenbrud?

”Næ … Slet ikke nok!” siger hun – og griner længe.

Og selv om karrieren, der rummer en meget broget filmliste, kom flot fra start efter de to film, så blev skuespilleren selv lidt blokeret. Hun sagde nej til det meste lige bagefter.

”Jeg sagde nej til flere store ting, men det er dårlig stil at sige, hvad man har sagt nej til. Men jeg har sagt nej. Gudskelov. Men fra da af blev jeg genkendt på gaden. Og jeg fik vildt mange henvendelser fra ejendomsmæglere efter Den eneste ene. Jeg ved ikke helt, hvorfor det lige var dem. En af dem skrev, bare i en bisætning: ’Og jeg går ud fra, at du også er som Sus i filmen, for så er du lige noget for mig.’ Han vedlagde én rød rose. Jeg troede alligevel, at hun var mere værd. En enkelt rose!” siger Sidse Babett Knudsen.

Da hun testede til Borgen, var det første gang, hun var til casting i Danmark til en større ting. Hun fik rollen som Birgitte Nyborg, der har to sider. Den hårde, statsminister Nyborg, var der fra starten. Den bløde, den private Birgitte, skulle der arbejdes med.

”Det synes jeg er lidt sjovt.”

– Men er du selv interesseret i politik?

”Jeg har ikke interesseret mig meget for partipolitik, og jeg har skammet mig over, at jeg ikke vidste mere. Men ved at arbejde med Borgen har jeg lært mere om partipolitik, og jeg har lært, at sååå meget ved andre folk altså heller ikke om det. Jeg har altid haft den barnetro, at de voksne ved, hvad de snakker om, når de taler om politik, men altså … aaarh, jeg ved nu ikke. For mig er det interessante også, at hun er leder, ikke så meget, at hun er politiker. Hun er übervoksen. Dét er interessant,” siger tv-seriens statsminister, som intervieweren et kort øjeblik pludselig sidder overfor.

– Er hun så naturalistisk?

”Nej, det vil jeg ikke sige. Politikerdelen er i hvert fald ikke. Jeg ville ikke lave en naturalistisk skildring af en politiker, fordi de er så u-underholdende. De er jo ikke rigtig på. De spiller skide dårligt, mange af dem. Det er simpelthen dovenskab. Hvis du er en god politiker, så må du fortælle folket, hvad det er, du snakker om. Du må være interesseret i, at vi forstår, hvad du snakker om. Og du må i det mindste prøve at forføre os. Når en politiker snakker ’hen over’ en journalist, så får man jo fornemmelsen af, at de dårligt lytter til folket, til os. For journalisten er jo folket, han repræsenterer mig her.”

– Så Nyborg er ren fiktion?

”Well, Borgen er fiktion, og så er der altså ting, man ikke må. Jeg så engang American Psycho som teaterstykke og skændtes vildt med instruktøren. Det var så kedeligt. ’Jamen, det handler om, at de keder sig. Så han prøver at kede publikum for at sætte dem ind i den …’ Røv og nøgler! Du må aldrig kede publikum. Nej! Det er helt misforstået og studentikost og idiotisk. Så kunne jeg jo få en eller anden pris for at være ligesom en rigtig politiker, og så zapper alle folk over på en anden kanal. Vås! Og det fede ved at være mig i stedet for at være en rigtig politiker er jo også, at jeg ved, hvordan afsnittet ender. Det ved Birgitte Nyborg jo ikke noget om. Jeg spurgte Adam Price: ’Er hun ikke en heltinde? Skal hun ikke være bedre end det?’ ’Nej,’ sagde han. ’For hun er et menneske.’”

– Hun er et menneske?

”Ja, og jeg interesserer mig sindssygt meget for mennesker. Jeg synes, det er spændende med det ægte menneske. Mennesker som gruppe har brug for at gøre det meget enkelt og ens og overskueligt. Men der er jo ridser i lakken hos den enkelte. Og de ting interesserer mig. Jeg vil være en af dem, der viser, hvordan det også kan være. Gud ske tak og lov for kunsten – det er dét, den kan vise os.”

Skabsintellektuel
Når man skal interviewe Sidse Babett Knudsen, så opdager man, at der ikke er mange store interviews med hende, hvor man for alvor lærer hende at kende. Vi hører aldrig om hende som privatperson.

– Men må vi spørge om det?

”Det må I da gerne. Det er bare ikke sikkert, at jeg svarer,” siger hun og griner frækt.

– Hvorfor ikke?

”Det har jeg meget tidligt besluttet. I Frankrig blev jeg meget bevidst om, hvad mit arbejde er, og det må gerne koste meget. Jeg vil gerne arbejde meget, jeg er grundig og flittig. Men min maskine, mit batteri, min kerne, mit guldæg og alt det her, det skal jeg virkelig passe på. Og det er, at mit privatliv er privat. At jeg ikke er destruktiv. At jeg leverer ægte spilleglæde. Men at servicere andres ønsker, det udhuler min spilleglæde. Hvis jeg ikke føler, at det er mig, der taler til dig, når jeg spiller, så går det ikke.”

– Så du ville ønske, at vi ikke sad og talte sammen lige nu?

”Ja, allerhelst ville jeg slet ikke tale med journalister, men bare spille. Så folk troede, jeg var hende, jeg spiller. Tænk, hvis folk så Borgen og tænkte: ’Gud, har hun gået i alle de år med de politikerdrømme?’” smiler Sidse Babett Knudsen, imens hun kigger påtaget drømmende op i loftet.

– Er det ligefrem kontraktmæssigt, at du ikke laver presse? Jeg mener, Borgen har kørt i måneder, men der er ingen store ting med dig. Du burde jo rydde hele søndagssektioner …

”Jeg lavede faktisk sådan noget kvindenoget til noget fynsk …”

– Men du kan godt selv høre det, ikke? Det er jo ikke at fylde hele mediebilledet. ”Noget kvinde-noget til noget fynsk”!

”Prøv og hør. Jeg kan simpelthen ikke tåle det, og jeg hader at se mig selv på skrift, og der er ikke nogen, der forstår mig. Nej, det sidste må du gerne slette. Men seriøst: Jeg synes bare virkelig ikke, at det rager nogen. Fordi jeg er med i en film, så skal jeg sige til et dameblad, hvordan jeg har det med min kæreste? What!? Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det rager nogen. Hvorfor? Købmanden nede på hjørnet skal da heller ikke fortælle nogen om sin religion,” siger Sidse Babett Knudsen, der for første gang begynder at ligne den voldslabile furie, hun tit spiller på film.

– Men nu ved vi da, at du har en kæreste!

”Jeg har faktisk to. Og jeg siger ikke, hvem de er. Men den ene er fra en 3.g-klasse fra Amager. Jeg kan godt lide meget unge, jeg er en gammel gris … ha, ha, ha,” siger hun og griner i over et minut.

”Nej, seriøst: Jeg er sød og rar, og jeg vil stå på tungen for jer, men vil I så ikke godt lade mig være i fred? Når man får alt på scenen eller på skærmen, så skal man ikke også have ’det andet’. Jeg er lidt chokeret over de blade. Forleden løb jeg faktisk efter en mand i Kongens Have … Han havde det her kæmpe kamera, og han sneg sig rundt.”

– Det var Se og Hør. De havde en historie om din dreng og om, at du nægter at sige, hvem hans far er.

”I princippet må man gerne vide, hvem mit barns far er. Jeg har bare besluttet, at jeg ikke taler om mit privatliv.”

– Det er simpelthen hemmeligt?

”Nej. Jeg holder ikke noget hemmeligt. Mit privatliv er ikke en hemmelighed, og hvis nogen får at vide, hvem mit barns far er, så er den ’hemmelighed’ heller ikke ’ude’. Jeg har ikke sagt nej til nogen. Jeg har bare heller ikke sagt ja.”

– Hvad vil det sige?

”Jamen, de må da stadig gerne spørge. Da jeg var højgravid, så stod Billed-Bladet pludselig foran min dør med en buket blomster. ’Tillykke!’ sagde de. ’Med hvad?’ sagde jeg. ’Med graviditeten.’ ’Hvem siger, jeg er gravid?’ sagde jeg så. Jeg var kæmpestor. Men det syntes jeg altså bare var sjovere. Og så vraltede jeg væk igen med min store mave. Og så stod de dér.”

– Men er der meget stor forskel på, hvordan vi kender dig, og så hvordan du er i virkeligheden?

”Ja.”

– Hvordan?

”Eller både-og. For hvad er det egentlig, man vil have? Man har jo set mig tude, man har set mig grine. Og jeg ligner sgu meget hende i Borgen. Jeg vil gerne vise mig. I må gerne bruge mit ansigt og min fremtoning. I må gerne se mig gøre dit og dat. Men så må det også være nok. Og jeg synes, det er bizart.”

– Men kan du ikke bare afsløre et eller andet over for Ekkos læsere. Jeg kan jo godt fornemme, at det sagtens kunne være, at du elsker gamle biler eller sylter selv. At der er noget ”andet” også.

”Okay? Jamen … jeg tror, jeg er lidt skabsintellektuel. Det tror jeg ville overraske mange. Hele min appearence er jo meget ’ligetil’. Jeg spiller tit hende den lidt ’blonde’ pige. Men jeg læser faktisk enormt meget og kan virkelig godt lide ord og tanker.”

– Hvad læser du lige nu, for eksempel? Hvad ligger der på dit natbord?

”Jeg er lige blevet færdig med In America. Af Susan Sontag (amerikansk poststrukturalistisk litteraturteoretiker, red.) Den var rigtig god, synes jeg.”

– Så du er heller ikke typen, der hjælper børn i Afrika, du hjælper ikke de fattige, de syge …

”Nej, ikke så meget.”

– Du er ikke Fairtrade-ambassadør …

”Lige præcis Fairtrade ville jeg gerne lave noget for. Og jeg var lige ved at blive det. Jeg har jo boet i Afrika.”

– Du har boet i Afrika?

”Ja. I Tanzania. I to et halvt år, da jeg var lille. Fra jeg var fem til syv år gammel.”

– Det var det privatliv, vi manglede!

”Det kan du skrive! Jeg er i virkeligheden sort,” siger Sidse Babett Knudsen og griner, så man et kort øjeblik tror, at hun slet ikke kan stoppe igen.

– En intellektuel sort. Det er simpelthen dig?

”Måske? Da jeg filmede Borgen i Afrika, sad jeg i hvert fald og fjollede med chaufføren, og pludselig kom der en børnesang ud af munden på mig. Maji maji na Majengo ya leo (løst oversat: ’Vand, vand til Majengo i dag’, red.). Jeg kunne sgu huske noget swahili! Og jeg kunne huske, hvordan man joker med de lokale.”

– Jeg tror, at vi er ved at være i mål.

”Du har ikke flere spørgsmål?”

– Okay. Et til. Hvem er din mand?

”Men det er jo lige meget. Er det ikke?”