”Jeg har fået én stjerne mere end Afdeling Q”

For den 38-årige R&B-sanger Joey Moe er debutspillefilmen Ripple en ilddåb.

Med det rekordsættende klubhit Yo-Yo stod den dansk-hawaiianske sanger i 2009 for soundtracket til mig og mine Bacardi Breezer-drikkende veninders dårligste beslutninger i niende klasse.

Femten år senere møder multikunstneren mig nu med et stort, energisk smil på premieredagen for hans første spillefilm, der samtidig er afgangsfilm for hans Super8-uddannelse i Aarhus.

”Jeg har sidestik lige nu og er en blanding af så forløst/fri og presset, som man overhovedet kan være. Jeg har ikke sovet i et år. Skud ud og #Kesi,” siger han og smiler træt.

”Det her er det hårdeste, jeg har prøvet. Helt uden sammenligning. Og jeg har altså besteget bjerget, løbet maraton, fået røvfuld og jeg ved ikke hvad,” siger han og tager sig til hovedet.

”Shit, jeg har nu oplevet, hvad det vil sige at lave film. På godt og ondt.”

Stolt over smæk
De første anmeldelser til Ripple er kommet her til formiddag, og Joey Moe viser stolt en plakat på sin telefon, som hans grafiker netop har færdiggjort.

Der er fire- og femstjernede citater fra mindre medier som Cinemaonline og SønderborgNYT samt en enkelt seksstjernet fra TønderNYT, som skriver: ”Hvis vi var censor på afgangsfilmen, ville det udløse et 12-tal.”

Der er også et par laurbær, der pryder plakaten som vidnesbyrd på udtagelse til genrefestivalen Beyond Fest i USA.

Uden for den nydesignede citatplakat er bedømmelserne mere negative.

Soundvenue kvitterer med to stjerner og skriver, at Ripple ”hører mere til på skolebænken foran de andre aspirerende filmmagere fra Super8 end i biograferne”. Information mener ikke, at det er rimeligt at tage fuld billetpris for Joey Moes ”usammenhængende og klichétunge” film.

Jeg læser kritikken højt for instruktøren, der roligt nikker i takt til lyden af de hårde ord. Efter et øjebliks stilhed spreder der sig et smil på hans ansigt. 

”Min seneste plade Klarsyn fik én stjerne. Så hvis jeg bare får to stjerner for min spillefilm, er det dobbelt så godt, som det sidste jeg lavede.”

”Den seneste Afdeling Q-film, som også har Ulrich Thomsen og Rasmus Hammerich på rollelisten og i øvrigt kostet ti gange så meget som min film, fik to stjerner i Politiken.” 

”Jeg har fået tre stjerner i Politiken af Kim Skotte. Det er måske højdepunktet i karrieren, ikke bare inden for film, men i hele min karriere. Det blev jeg ægte stolt af, for Skotte har nogle kritiske pointer, hvor jeg bare må sige, at han har ret.”

Tilbage på skolebænken
Joey Moe kigger mig direkte i øjnene.

”Kritikken kommer fra folk, som ved mere om film, end jeg gør. Så jeg tager det hele med, kigger indad og samler sammen.”

”Jeg kan allerede høre nu, at jeg skal være meget mere struktureret. Både så publikum orker at glo på det og for jer,” siger han og peger på mig, ”der skal anmelde.” 

”Spørgsmålet er bare, om nogen af jer anmeldere er interesseret i min fremtidige udvikling. Er I interesseret i at kigge på, hvad Joey Moe måske kan finde på at lave, når han er færdig med Super8? Vil I give god, konstruktiv kritik?” siger han og stråler mod mig. 

”Jeg vil så gerne lære, og jeg sidder stadig på skolebænken. Jeg har filmundervisning igen på mandag.” 

Ugens drab
Titlen Ripple kommer af begrebet ”ripple effect”. Det er en slags dominoeffekt, der refererer til, at fiktionalisering af mord kan inspirere til copycat-forbrydelser. 

Filmen er kritisk over for true crime-industrien, som lukrerer på andre menneskers død og ulykke. Men er det ikke netop, hvad Joey Moe selv gør, når han laver en thriller forklædt som mediekritik? 

”Når man melder sig ind i den kamp, kan det godt være, at Ripple skal tages seriøst. Så må man tage de slag med,” lyder det fra instruktøren.

”En ting er, hvis en enkelt psykopat bliver inspireret. Det kan man ikke styre. Men hensigten har været at lave filmen til typer som mig, der forbruger true crime, og som forhåbentlig får en lille smule kvalme over sig selv nu.”

Den sidste uge har flere drab rystet Danmark, og mediekritikken i Ripple er blevet skræmmende aktuel. 

”Jeg var på live-tv for at promovere filmen samme dag, hvor jeg først hørte om træet, som var fældet og havde dræbt en mand på vejen,” siger Joey Moe og ryster på hovedet. 

”Fuck, tænkte jeg, for at lave Ripple har virkelig været dystert. Nu var jeg lige kommet ud af det mørke, men så træder jeg bare ud i en virkelighed, som er grå og fuld af mord. Til sammenligning er Ripple jo ingenting.” 

Joey på alle poster
Ripple var oprindelig slet ikke planlagt til biograferne. Det var først og fremmest en skoleopgave, som skulle løses. 

”For fire år siden sad jeg lige her og skrev de første idéer i manuskriptet,” siger instruktøren lidt forundret og kigger sig omkring i den flotte, glasklædte kontorbygning, som ikke ligger langt fra, hvor han voksede op på Amager. 

Joey Moe har før stået bag kortfilm, som også er blevet Ekko Shortlist-nominerede. Og qua de små produktioner har han måttet påtage sig flere forskellige roller. Det er dog ikke helt normalt, når man laver noget i spillefilmformat. 

”Jeg kom på idéen til Ripple lige på dette sted og endte med både at være manuskriptforfatter, instruktør og distributør. Det vil jeg gerne være foruden næste gang,” siger han og smiler lidt opgivende.

Efter at have klippet filmen viste instruktøren den til Den Vestdanske Filmpulje, som mente, at den kunne blive noget kommercielt. Derefter fik man fat i Michael Fleischer, som dengang var direktør for Scandinavian Film Distribution.

”Michael var meget tilstede og en stor støtte. Han sagde, at Ripple var et fucking mærkeligt projekt, men at det havde lov til at være der. ’Gå ud og gør det, jeg står lige bag jer!’ sagde han.”

Michael Fleischer blev dog afskediget fra distributionsselskabet, og aftalen gik i vasken. I mellemtiden var Joey Moe kommet ind i varmen hos Zentropa, og her lød opfordringen, at hvis filmen var færdig, skulle den vises.

”Scandinavian var ærlige og sagde, at de havde svært ved at handle med en vare som Ripple, fordi den på mange måder faldt ned mellem to stole: kommerciel thriller og arthouse-film.”

”Så jeg besluttede at købe den fri og selv give distributionen et go.”

Fødder i fodfiskebad
I skolen bliver man tudet ørene fulde af, at man selv har ansvar for egen læring. Så uanset hvad anmelderne eller publikum må mene, har Joey Moe med Ripple givet sig selv noget af en lektion.

”Nu har vi solgt et par tusind billetter på forhånd, og folk ser den i biografen. Indtil de ikke gør, og så bliver Ripple taget af plakaten, og sådan er det.”

”Men det har aldrig været hensigten, at Ripple skulle sørge for, at min søn fik mad i maven. Eller at hele Danmark kollektivt skulle lave gadedrengehop hele vejen til biografen og styre uden om Jagtsæson 2 og Dune 2.”

Målet var først og fremmest at lave filmen. Og man må beundre Danmarks nyeste instruktør for at kaste sig direkte ud i spillefilmproduktion, fondsøgning, distribution, veloplagt promotion og benhård kritik, hvilket kan gøre selv garvede filmskabere blege.

”Lige nu er jeg bare sindssygt stolt af mit skoleprojekt. Og træt. Jeg vil helst bare gerne sidde og dyppe mine fødder i et fodfiskebad i Amagercenteret og gå lidt i opløsning.”

”Men efter dét vil jeg tage alle anmeldelserne med hjem. For jeg skal læse det hele og sidde med min blok og tage noter. Der er så sindssygt meget at lære, hver gang man gør noget vildt for at udvikle sig.”