Jeg har været umanerligt heldig

Oversættelse: Annemarie Hørsman. 

Woody Allen, newyorker-dreng om en hals, er en af vor tids store auteurer. Hans film og temaer er bemærkelsesværdigt personlige, og med sin humor, der har rødder i en helt særlig jødisk mentalitet fra New York, får han serveret nogle betragtninger om livet, som de fleste af os kan nikke genkendende til. 

Woody Allen er aldrig gået efter filmverdenens vanlige standarder, og selv om publikum indimellem har svigtet ham, og på trods af alt det postyr, der har været omkring hans privatliv, har han altid formået at finde penge til at lave sine film, som han også for det meste selv skriver, instruerer og medvirker i. Det handler ofte om mennesker, som er fanget i hverdagens små pinlige hændelser — som han altid lige giver en tand til for at forstærke virkningen. 

— Minsandten om det ikke er hans velærværdighed Woody Allen, filmens og klarinettens Maestro!

"Årh hold op, Ray... Jeg forsøger jo bare at holde mig selv i gang, så jeg ikke kommer til at kede mig og bliver deprimeret over, hvordan folk opfører sig nu til dags, hvor ingenting alligevel betyder noget.

— Hvad mener du med "ingenting"? Der må da være noget, som betyder noget helt særligt for dig. Og så er der jo også dem, der faktisk mener, at du betyder noget i filmverdenen.

"Min familie er selvfølgelig meget vigtig. Det er rigtigt, at min kone er meget yngre end jeg, men vi kommunikerer på en helt anden måde, end de fleste andre mennesker eller familier gør i dag. Og så er der også de stunder, hvor jeg spiller klarinet og jazz, det får mig til at slappe af. Jeg øver mig, lige så snart jeg har et ledigt øjeblik, og når jeg ikke er sammen med familien."

— Scoop er din seneste signatur på det hvide lærred. Jeg synes, plottet er ret originalt. Hvordan i alverden kom du op med den ide?

"Oprindeligt havde jeg en ide om en journalist, der dør, kommer i himlen og opdager, at alt deroppe er korrupt, nøjagtig som her i den virkelige verden, og som beslutter sig for at tage tilbage til jorden for at sælge den historie. Men på en eller anden måde var det ikke nok til et helt manuskript."

"Derfor tænkte jeg: Hvad nu hvis han opdager en forbrydelse, som han ikke vil lade forblive ustraffet, og kommer tilbage som et genfærd for at påvirke en ung journalist til at efterforske forbrydelsen med afsæt i de spor, som han lægger ud?" 

"Det er selvfølgelig den rene ønsketænkning, det dér med himlen. Du kan nok regne ud, at mit syn på livet er meget mere dystert. Jeg tror overhovedet ikke på noget med en båd, hvor man kan betale en skilling for at blive fragtet til himmel eller til helvede, eller hvad det nu er, eller at vi overhovedet er på vej noget sted hen."

— Det lyder som en meget Woody Allen'sk udtalelse, når man nu tænker på, at du har været i gang i så mange år og har instrueret så mange film, der kommer omkring næsten alle genrer?

"Det kan du måske godt sige, men egentlig gør jeg dét, som jeg gør, for at holde mig selv beskæftiget og glemme de dystre tanker ..."

Kampen om herredømmet
— Generer det dig, når visse kritikere siger, at du gentager dig selv, eller betyder det ikke noget? Du læser da anmeldelser, gør du ikke?

"Nej, aldrig! Jeg har ikke læst en eneste anmeldelse af Match Point eller af nogen af mine andre film de sidste 25-30 år. Og den eneste grund til det er, at jeg ikke vil forvirres. Når man laver teater i New York, så er det ok at læse anmeldelserne. Der er tre eller fire af dem, og det er så det! Når man laver film — og det her skete for mig for 25 år siden — så modtager man en kasse fyldt med saksede anmeldelser fra Texas, London, Boston, Chicago og hvad ved jeg, og én kan lide det ene og en anden noget andet. Det er forvirrende for mig. Siden da har jeg aldrig læst en linje. Jeg laver bare mine film. Jeg håber selvfølgelig, at folk kan lide dem, og at de måske kan lide de næste, jeg laver, men hvem ved?"

— Ret mange nye film for tiden handler om 9/11-tragedien. Umiddelbart er der ikke noget i dine egne film, der lægger op til det, men jeg kan alligevel mærke, at det er der et sted. Det virker, som om du er meget nedtrykt ...

"Jamen, siden den tragedie føler jeg ikke, at jeg er mig selv længere. Kampen om herredømmet har aldrig været min kop te, og jeg tager af hele mit hjerte fuldstændig afstand fra det. Jo, måske er jeg nedtrykt, på et underbevidst plan. Det eneste jeg ved, er, at når jeg én gang er ramt af en ide, så hænger jeg på den, indtil jeg har fundet en måde at omplante den til film. For mig er manuskriptet bare en skitse, selv om jeg godt nok laver det noget længere end en skitse, for at producerne kan budgettere det ordentligt — så de ikke kommer og fortæller mig, at det ligger i 50 millioner klassen, når jeg ved, at det kan gøres for mindre." 

Europa giver mig frihed
— Både Scoop og Match Point udspiller sig i London og har Scarlett Johansson i hovedrollen. Hun og byen fuldender hinanden på en særlig måde?

"Scarlett? Hun passer godt ind alle steder, eller næsten ... Hun er meget talentfuld, og vi havde det godt sammen, da vi mødtes første gang. Hun er kvik og intelligent. Vi blev venner. Hvorfor London? Jeg bliver sikkert ved med at lave film der, og sikkert også andre steder i Europa, hvor jeg kan få den frihed, som jeg har brug for, i modsætning til i USA. I Europa behøver jeg ikke at finde mig i advokater og bogholdere, der lader, som om de ved noget om film, bare fordi de driver filmselskaberne ..."

— Hvad med København? 

"Ja, hvorfor ikke? Men du ved jo godt, at man inden for tyve blokke fra, hvor jeg bor, kan finde locations fra hele verden — undtagen selve de historiske monumenter. Jeg ville helst arbejde tæt på mit hjem, hvis det ikke lige var for det amerikanske system i dag. Har du en god historie, som vi kunne filme i Danmark? Det ville da være skønt!"

— Nu vi taler om fremtiden, overvejer du at koncentrere dig udelukkende om at instruere?

"Nej, egentlig ikke. Jeg kan godt lide at skrive — helst i sengen — og så af og til tage et sted hen i en uge eller mere for at spille, og derefter komme tilbage og nyde hjemmelivet. Det sluger tid at instruere en film, næsten to år tager det for de fleste, og det appellerer ikke så meget til mig mere."

— Det lyder, som om det mere er en slags adspredelse for dig.
 
"Jeg tror, at det at lave film for mig i virkeligheden er en slags afledningsmanøvre. Når jeg kommer hjem, så begynder jeg at tænke over, hvordan jeg skal løse forskellige problemer i en film. Det kunne for eksempel være at finde på en scene, hvor Scarlett og Hugh Jackman [fra Scoop, red.] skal møde hinanden. Og så er der pludselig gået et par timer ... jamen altså, jeg er 70 år gammel, hvor længe kan jeg blive ved? Pludselig en dag, så vågner jeg ikke mere, eller jeg falder død om af et hjerte-anfald. Tænk dig, folk, som jeg gik i skole med, de dør som fluer, alle vegne!"

"Så det jeg har brug for er afledningsmanøvrer, og jeg fylder mit liv med så mange som muligt. Jeg holder af sport, jeg spiller klarinet, som om det var det vigtigste i verden. Og det er jo så banalt! Jeg spiller et par numre, eller jeg arbejder på en film og bruger tid på at skrive et manuskript og grubler over, hvordan jeg skaffer pengene, og hvordan jeg får Colin Farrell og Ewan McGregor til at være med, og det er alt sammen meget vigtigt, men hvad får jeg ud af det i sidste ende? Jeg bliver jo ikke yngre af det, jeg vågner op om morgenen og er stadig 70! Som du nok kan se, har jeg en ret negativ indstilling, nu hvor jeg er blevet så gammel. Det er noget møg at blive gammel, hva'!"

— Hvad er der dog sket med Woody Allen, instruktøren med de tragikomiske, Molière'ske satirer om vor tids sæder og skikke?

"Du har alt for høje tanker om mig, når du sætter mig i samme kategori som ham franskmanden Molière. Selv om jeg nok må indrømme, at det hjælper lidt på humøret at blive kaldt europæer."

Smid dem i kloakken
— Hvad tænker du om den succes, som du jo har haft masser af over årene?

"Jeg synes, jeg har været umanerlig heldig, og jeg kunne ikke være mere tilfreds. Jeg blev jo smidt ud af skolen, de ringede efter mine forældre og sagde, at jeg ikke rigtig egnede mig til det. Alle mine venner gik videre og læste medicin eller jura. Jeg kunne heller ikke lide at sidde på kontor, og hvis jeg virkelig skulle have haft et arbejde, så skulle det nok have været som buddreng."

— Hvordan vil du gerne huskes, som filmmager og som menneske — hvis der overhovedet er forskel på de to?

"Jamen, lad mig sige det sådan: Jeg tror ikke så meget på det dér med ens arv, efter at man dør. Når jeg dør, er jeg ret ligeglad med, hvad folk siger. For min skyld må man tage mine film og smide dem i kloakken, og om folk skriver, at jeg var et fredeligt menneske eller den værste personage i hele verden ... for mig gør det overhovedet ingen forskel. Det er ligesom alle de mennesker, der står over Shakespeares grav og synger hans pris eller hvad de nu gør, det er jo fuldstændig ligegyldigt. Når jeg dør, jamen hvis der er et par håndører til mine børn i form af royalties, så fint, men det er da også det hele. Når man ser politikere, der bliver spurgt om deres arv — og hva' så, siger jeg bare!"

"Da jeg var yngre, forærede jeg femten af mine film til filmmuseet, og bagefter tænkte jeg, 'hvem er jeg egentlig, hvad skal det hele til for?' Egentlig vil jeg jo bare brændes på Madison Avenue og 81. gade, ingen fester, ingen mindeskrifter, ingenting, kun skæbnen, og kom så videre! Hver generation har sin egen særlige gruppe mennesker, som vil skabe fornyelse, stikke næsen i andre folks ting eller terrorisere hinanden. Alt er ved det gamle, Ray, sådan er det bare!"

— Tak fordi du er så ærlig, det er jo den følsomme sjæls sande adelsmærke. Jeg lover at sende dig et par eksemplarer af EKKO — og husk nu endelig at give et af dem til Scarlett!

"Selvfølgelig. Det var dog et forbandet flot magasin, tillykke med at du skriver for det, I love it!"