”Jeg havde det skidt med afrikansk film”

Allerede inden hendes spillefilmdebut Atlantique var blevet vist på Cannes-festivalen, havde Mati Diop skrevet festivalhistorie.

Den 36-årige franske instruktør er den første farvede kvinde, der i festivalens 72-årige historie er blevet udtaget til hovedkonkurrencens kamp om Guldpalmen.

En stor ære, men faktisk havde Mati Diop det blandet med udtagelsen.

”Jeg var skeptisk over at være blevet valgt, fordi jeg spekulerede på, om det havde noget med kønsbalancen at gøre. Jeg vil ikke have særbehandling,” siger Mati Diop, da vi møder hende i Cannes.

”Selvfølgelig skal kvalitet vægte højest, og jeg har ikke selv valgt at være den første sorte kvinde i hovedkonkurrencen. Det er ikke mit projekt. Men ved nærmere eftertanke fik jeg overbevist mig selv om, at festivalen selvfølgelig ved, hvad de gør,” siger instruktøren.

”Hvis andre afrikanske kvinder, der vil lave film, bruger mig som et symbol, er jeg vildt stolt og glad. Men det er deres valg – ikke mit.”

Rødder i Senegal
Mati Diop er født i Frankrig som datter af en fransk mor, mens hendes far er den senegalesiske jazzmusiker Wasis Diop. Hendes onkel er afdøde Djibril Diop Mambéty, der med blandt andet udlængselsdramaet Touki Bouki fra 1973 – som inspirerede Beyoncé og Jay-Z i On the Run II-turnéen – er en af det afrikanske kontinents mest fremtrædende filmskabere.

Ud over nogle rejser til Senegal med familien som barn havde hun ikke det store forhold til sine afrikanske rødder. Men som 25-årig besluttede hun sig for at udforske sine rødder.

Det kom der den korte dokumentar Atlantiques fra 2009 ud af. Filmen handler om en gruppe venner, der forsøger at komme væk fra fattigdommen og tager på den farlige bådrejse fra Senegal til Spanien.

Det er den samme historie, instruktøren fortæller i fiktionsform med Atlantique.

Her møder vi den unge kvinde Ada, der er forelsket i Souleiman, men samtidig lovet bort til ægteskab med en anden mand. Souleiman er bygningsarbejder, og da han og kollegerne ikke har fået løn i flere måneder, beslutter de at tage rejsen over havet.

Spøgelser på havet
Det er en tur, som mange ikke vender levende tilbage fra. Til gengæld bliver kvinderne hjemsøgt af deres mistede mænd. Det sker ved, at kvinderne som en slags zombier pludselig får mælkehvide øjne.

”Filmen handler om en tabt generation. I dette årtusind har en masse unge mennesker prøvet at flygte fra Senegal til Spanien, fordi der er så høj arbejdsløshed og dårlige forhold i deres hjemland. Nogle af dem når frem, men mange af de unge mænd er forsvundet til havs, og det gav mig følelsen af, at en stor del af ungdommen er forsvundet i Senegal,” siger Mati Diop.

”Idéen om en spøgelsesgeneration virkede rigtig til at skildre den situation. For når folk forsvinder på havet, er der ikke nogen afslutning. Der er ingen begravelse, og manglen på et ritual gør, at de stadig er til stede. Så jeg ville lave en historie om at være hjemsøgt af de her unge mænd.”

Skyld og skam
Atlantique blander kras socialkritik med fantasy-elementer, og det er, fordi Mati Diop oplevede en nærmest overnaturlig apati i de fortvivlede mennesker.

”En senegaleser sagde til mig: ’Når man er klar til at forlade det hele, er man allerede død.’ Som filmskaber begyndte jeg at se bådene på en anden måde, og når jeg snakkede med folk, der ville til Spanien, kunne jeg mærke, at de ikke rigtigt var til stede længere. Deres krop var, men deres sind var et andet sted.”

Mati Diop skulle bruge en del år på at finde sin forbindelse til Afrika. Hun kæmpede især med kontinentets film.

”Jeg elsker min onkels film. Han er en af mine yndlingsinstruktører. Men da jeg var yngre, var jeg ikke særligt tiltrukket af afrikanske film. Jeg var meget optaget af, om instruktørerne gjorde nok op med koloniseringens klør, men det handlede dybest set om min egen skyldfølelse over at være vokset op i Paris,” fortæller instruktøren.

”Jeg plejede også at føle ubehag ved at deltage i afrikanske filmfestivaler, men i dag har jeg det anderledes afslappet, og jeg er klar til at udfordre afrikanske film på deres egne præmisser. Jeg vil jo heller ikke have, at mine film bliver sat i en bestemt bås.”