”Jeg kan ikke udstå tidens aggressivitet”

Årets foreløbigt bedste film i hovedkonkurrencen i Cannes er instrueret af den halvdanske nordmand Joachim Trier.

Han har lagt sig sikkert i spidsen af Ekkos stjernebarometer med Verdens værste menneske, der er en fortsættelse af den Oslo-trilogi, som instruktøren satte i gang med mesterværket Reprise og fortsatte med markant anderledes, men lige så forrygende Oslo, 31. august.

Det danske publikum må dog vente et helt år på at se filmen, der får premiere 16. juni. Til gengæld glæder det 47-årige Joachim Trier, at filmen er kommet med i programmet hos Biografklub Danmark, så et større publikum forhåbentlig ser den.

Efter at have forsøgt sig med det engelsksprogede familiedrama Louder Than Bombs og den overnaturlige gyser Thelma er norske Trier nu tilbage i det komediedrama, han kender bedst.

”Jeg følte mig også tilpas i de andre film, men jeg forsøgte nok at flygte fra det mønster, jeg havde skabt for mig selv,” siger instruktøren, da Ekko møder ham i Cannes.

”Men med tiden har jeg udviklet mig. Nu kan jeg igen lave noget dybt personligt om de gader, hvor jeg er vokset op.”

Ingen plads til fejl
Verdens værste menneske følger Julie (Renate Reinsve) fra hun er i midten af 20’erne til starten af 30’erne. I den periode er hun kæreste med to vidt forskellige mænd – Aksel og Eivind – der tiltaler forskellige sider i hende.

Helt centralt er hendes forsøg på at finde ud af, hvad hun egentlig vil med livet.

I episodisk form med tolv kapitler, en prolog og en epilog viser Joachim Trier, hvordan uendelige muligheder gør det svært at blive klog på, hvem man er, og hvor man vil hen. Og det skaber et pres på unge mennesker.

”Norge er et af verdens mest privilegerede lande. Vi har oliepenge, gratis uddannelse og læger, alle er stolte over vores demokrati,” fortæller instruktøren.

”Der er meget godt at sige, men når vi fejler, siger vi: ’Jeg føler mig som verdens værste menneske.’ Det er nærmest blevet et udtryk, for den store frihed er svær at arbejde med.”

Engle og djævle
Ekkos chefredaktør kalder Joachim Triers Oslo-trilogi et hovedværk i nyere nordisk filmkunst og fremhæver en række underholdende og originale scener i Verdens værste menneske.

I en af dem stopper instruktøren tiden i Oslo, når Julie løber gennem gaderne og føler sig fri, mens alle andre er frosset fast på stedet. I en anden må den ældre kunstner Aksel forsvare sine grænsesøgende tegneserier over for en yngre kvinde, der ikke finder dem politisk korrekte.

Joachim Trier havde ikke som erklæret mål at vise stærke holdninger til emner som #MeToo eller klimakrisen, men det glæder ham at skabe debat om det.

”Alle har meget stærke meninger om alting for tiden, og det er meget aggressivt. Man skal hele tiden sørge for at være på den rigtige side, men som historiefortæller vil jeg gerne undersøge det rum, hvor jeg ikke kender svarene,” siger Joachim Trier.

”I et andet interview, jeg har givet om filmen, sagde en person, at vedkommende fandt Aksels kommentar om kunstens frihed fuldkommen sand, mens en anden mente, at jeg fremstillede Aksel som et røvhul. De så den samme scene, og for mig er det en succes, at folk ser forskellige ting. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have en holdning, men verden er kompliceret, ligesom kærlighed og ikke mindst #MeToo,” fortsætter instruktøren.

”I filmen har jeg gjort meget for at skabe en balance, der viser, at jeg ikke kender svaret. Jeg forstår begge sider, og det er fucking kompliceret. Men jeg føler, at vi har ramt den rigtigt, så man ser dem begge som mennesker og ikke en engel og en djævel. Vi skal tale om og løse problemerne, men det skal ske respektfuldt. Jeg kan ikke udstå tidens aggressivitet. Det forhindrer den åbne tanke i øjeblikket.”

Bid i røven
Renate Reinsve debuterede for ti år siden med en lille rolle i Oslo, 31. august, hvor hun har en enkelt replik. Her spiller hun en af de unge kvinder, som den mandlige hovedperson deler en sen aftentime i en pool med.

”Jeg troede, at hun ville blive en stjerne efter Oslo, 31. august, men ingen gav hende hovedroller i film. Mine kolleger i Norge må være blinde!” siger Joachim Trier med et grin.

Skuespileren var med til at skabe figuren Julie, som instruktøren og hans faste manuskriptmakker Eskil Vogt havde trukket på dem selv for at fremmane. Og det er særligt Reinsves fortjeneste, at Julie i Verdens værste menneske er et sprælsk bekendtskab.

”Det var frigørende at lave en sexscene gennem en kvindes øjne. Der er en scene, hvor Julie bider Eivind i røven, og det var Renate, som skubbede mig til at gøre det. Hun er utroligt sjov og skabte nuancer i historien,” fortæller Joachim Trier.

På samme måde som Richard Linklater i Before-trilogien har skildret et par gennem nedslag med ni års mellemrum, har Joachim Trier i sine film beskrevet ungdommens i Oslos gader. Og han vil ikke udelukke, at der kommer flere film.

”Forhåbentlig kan Verdens værste menneske give et nyt perspektiv på Oslo, 31. august, for det er nærmest hendes figur ti år senere. Jeg har ikke lige nu planer om en film mere i det her univers, men det ville da være fedt at lave en fortsættelse om fem-ti år med de her skuespillere.”