Cannes 2021
10. juli 2021 | 16:20

Vidunderlig hyldest til ubeslutsom generation

Foto | Oslo Pictures
30-årige Julie (Renata Reinsve) tager en frydefuld løbetur gennem Oslos gader, da tiden pludselig står stille, og hun kan forfølge sine drømme uden konsekvenser.

Joachim Trier sætter med Verdens værste menneske prikken over i’et på sin Oslo-trilogi, der er et hovedværk i nyere filmkunst i Norden.

Af Claus Christensen

Da Joachim Trier i 2006 sensationelt brød igennem med debuten Reprise, var der ingen planer om at lave en trilogi.

Men efter Oslo, 31. august i 2011 og nu Verdens værste menneske i 2021 lægger instruktøren – der er halv dansk, men ikke i familie med Lars von Trier – selv vægt på en sammenhæng mellem de tre værker.

Det forstår man godt.

Ikke bare fordi alle film foregår i Oslo og har Anders Danielsen Lie i en central rolle, men også fordi de folder sig ud som et slags portræt af 47-årige Joachim Triers generation.

Reprise handler om venskab, Oslo, 31. august om ensomhed og Verdens værste menneske om kærlighed, har instruktøren selv sagt. Men dybest set handler alle tre film om en ærgerrig og oplevelseshungrende generation, som vil have det hele og af angst for at gå glip af noget har svært ved at træffe definitive beslutninger.

Generationens fjende er ikke mangel på penge eller social ulighed – vi er i et af verdens rigeste lande – men tidens gang, som de trods alt ikke kan undslippe.

Man vil aldrig glemme Anders, der efter en længere narkobehandling vender tilbage til vennerne i Oslo, 31. august og indser, at de har fået familie og har nogle andre prioriteter. Ingenting vil blive det samme igen. Festen er forbi, og de vigtigste livsvalg ligger bag Anders.

Det er derfor et fortryllet højdepunkt i Verdens værste menneske (og på dette års Cannes-festival), når hele Oslo fryser til is bortset fra hovedpersonen Julie, der løber gennem Oslos gader mellem forstenede mennesker og hen til Eivind, som hun er hemmeligt forelsket i og i dette øjeblik er klar til at kaste sig i armene på.

At gøre sig fri af tiden og kunne slippe for konsekvenserne af ens valg, er generationens utopi, og den har Joachim Trier og hans faste medmanuskriptforfatter Eskil Vogt fundet et vidunderligt udtryk for.

Smågeniale indfald
Det er en del af makkerparrets mesterskab, at de aldrig peger fingre af 30-årige Julie (Renata Reinsve), men vedholdende er forelsket i hende, selv om hun kan være nok så flygtig og indimellem også irriterende.

Hun ved det også godt selv. Som da det går op for hende, at hun i en alder af 30 år netop har sammenlignet sig selv med Bambi.

Trier og Vogt er i deres es, når de viser, hvordan deres forelskede hovedpersoner mærker øjeblikkets beruselse. Cykelturen om natten med røgmaskine i Oslo, 31. august og samtalen på caféen og i parken mellem Philip og Kari i Reprise er scener, der brænder sig fast på nethinden. På den måde bliver filmmediet for Trier en måde at fryse tiden på.

Da Julie møder 44-årige Aksel (Anders Danielsen Lie), siger han som en anden Isaac i Manhattan, at aldersforskellen på femten år er fatal. Før eller siden vil hun komme til at synes, at han er verdens værste menneske. Men sådan en barriere fra naturens side vil Julie naturligvis ikke acceptere. De bliver kærester, og som publikum nyder man hvert eneste øjeblik i deres selskab.

Aksel er tiltrukket af Julies impulsive væsen, der for en stud kan rive ham ud af sit selvcentrerede virke som tegneserieskaber. Han er klar til at få børn, mens hun føler, at der er mere, hun vil nå at gøre, inden livets uigenkaldelige valg bliver truffet.

Det er bare bad timing.

Og vi er helt med Julie, når hun impulsivt crasher et party og begynder at flirte med Eivind (Herbert Nordrum). Mødet er vidunderligt legende, og de forsøger med et glimt i øjet at udleve nogle andre sider af sig selv uden at være deres respektive kærester utro. De er ren poesi, når de i slowmotion puster røg i munden på hinanden, og legen giver også en sjov scene, hvor de kigger på hinanden tisse på toilettet!

Det er den slags smågeniale indfald, der gør, at Verdens værste menneske ikke føles som en kliché. Og hvor Oslo, 31. august er en dyster tragedie, er den nye film en romantisk komedie – og festivalens hidtil mest underholdende film – der stilmæssigt er beslægtet med den filmisk sprælske Reprise.

Oralsex i en MeToo-tid
Filmen er delt op i tolv kapitler med en prolog og epilog. Det lyder umiddelbart krukket litterært, men tværtimod matcher det perfekt hovedpersonens episodiske liv og giver samtidig Trier mulighed for at skifte stemning og toneart. 

Der er også en kvindelig fortællerstemme, men typisk for Trier bliver dette greb ikke – som man er vant til – brugt til at give informationer. Det er en del af filmens poetiske og humoristiske tone, idet fortælleren ofte blot gentager, hvad personen på lærredet siger.

Kapiteloverskrifter kalder i sig selv på latteren.

”Oralsex i en MeToo-tid,” hedder et kapitel. Kan man være feministisk og samtidig have lyst til at blive bollet i munden? bliver der bramfrit spurgt, og nutidens høje idealer om ligeværd versus menneskets iboende drifter bliver et sidetema i filmen.

Her fornemmer man, at der midt i empatien og forståelsen for nutidens unge er noget, som ligger Trier og Vogt på sinde.

I en radio-debat slipper Aksel dårligt fra at forsvare kunstens ret til at skildre tanker og følelser, som ikke er politisk korrekte, men man fornemmer alligevel, at filmskaberne er på Aksels side og ønsker at kommunikere, at ungdommen på dette punkt tager fejl.

Det ligner også en diskret sympatierklæring, når der til historien om kærlighed med aldersforskel bliver spillet jazzmusik, der kunne være taget ud af en Woody Allen-film. Men det skal man givetvis ikke lægge noget i.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at Aksel taler på vegne af den gamle fanboy Joachim Trier, når han begræder, at verdenen af fysiske genstande – plader, videobånd etc. – er forsvundet i den digitale tidsalder.

Hinandens modsætninger
Skuespillet er afgørende for Triers filmkunst, og det er hele vejen igennem filmen aldeles overbevisende.

Den lidt ranglede og skæve Renata Reinsve er et fund og har en fantastisk kemi med både Herbert Nordrum og Anders Danielsen Lie, selv om de spiller hinandens modsætning – den intellektuelle kunstner over for den umiddelbare fyr, som bare hviler i sig selv.

Man forstår udmærket, at Julie elsker dem begge, og da der indtræffer en tragedie, viser det sig ligesom i Oslo, 31. august, at mens Julie har udsat det afgørende livsvalg, har tiden i mellemtiden tager en mulighed fra hende.

Tragedien er nødvendig for at sætte Julies liv i relief og giver den lægeuddannede Anders Danielsen Lie en anledning til at vise, hvor eminent en skuespiller han er. Men dette plottwist kan ikke undgå at føles som den mest konstruerede del af historien.

Den bittersøde epilog leder tankerne hen på Pigen med paraplyerne fra 1960’ernes franske nybølge, som cineasten Trier aldrig har lagt skjul på sin gæld til.

Reprise og Oslo, 31. august er to af Nordens store filmiske mesterværker i dette årtusind. Med Verdens værste menneske sætter Joachim Trier den prik over i’et, som man kunne have håbet på. Han tager den ubeslutsomme generation på kornet, men gør det med en varme og melankoli, så generationen selv vil tage filmen til sig.

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for fjortende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 6. til 17. juli.

Oslo-trilogien

Ekko har udgivet Joachim Triers Reprise og Oslo, 31. augustdvd #24.

© Filmmagasinet Ekko