”Jeg var træt af konstruerede fortællinger”

Den islandske instruktør Rúnar Rúnarsson åbnede for halvanden uge siden parallelkonkurrencen Un Certain Regard og modtog nogle af karrierens bedste anmeldelser for det afmålte sorgdrama When the Light Breaks. 

Filmen skildrer den kunststuderende Una, der lister sig med kæresten Siggi hjem, uden at hans sambo skal opdage hende. Morgenen efter kører Siggi hjem til provinsen for at slå op med barndomskæresten Klara. 

Og så dør han. 

Kameraet kører gennem en biltunnel, mens salige violiner spiller, og lamperne lyser fra oven. Den ene, den anden og den næste, indtil en enorm ildsøjle kommer den modsatte vej og opsluger lærredet i et nærmest religiøst gribende billede af dødens overrumplende pludselighed. 

”Religion spiller en stor rolle i alle samfund, hvad enten man er troende eller ej. Det er en vigtig del af det at være menneske, og jeg er jo interesseret i mennesker,” siger Rúnar Rúnarsson med et smil, da vi mødes til et interview i Cannes. 

”Jeg bruger religion til at give fortællingen kød på. Mine film skal være medmenneskelige og ikke blot en plotkonstruktion. Det er noget, som optager mig mere i dag, end det gjorde engang.” 

Taler til forfængeligheden
Med When the Light Breaks vender Rúnar Rúnarsson tilbage til Cannes, hvor hans kortfilm Småfugle var udtaget i 2008.

Debutspillefilmen Volcano blev vist i parallelkonkurrencen Quinzane des cineastes, men festivalen takkede nej til Sparrows, instruktørens genindspilning af Småfugle i spillefilmlængde, og til vignetfilmen Echo. 

Man kan dog dårligt kalde det et comeback. 

Sparrows vandt hovedprisen på filmfestivalen i San Sebastián, mens Echo indbragte ham en instruktørpris på Locarno i 2019. Så selv om Rúnarsson er glad for at være tilbage på Croisetten, tager han udmærkelsen med tilbagelænet ro. 

”Det taler da til min forfængelighed. Vi er jo bare heldige at få lov at arbejde med det, vi arbejder med. Og jeg har været privilegeret i den forstand, at jeg indtil videre altid har kunnet lave alle de film, jeg ønskede at lave.” 

Efter Echo tog det dog lang tid for instruktøren at gå i gang med et nyt projekt. 

”Jeg havde det sådan, at der ikke længere var noget, jeg havde brug for at sige. Jeg var blevet træt af konstruerede fortællinger, og hver gang jeg begyndte at skrive på noget, følte jeg, at jeg løj. Jeg brugte hjernen, ikke hjertet, og jeg var nødt til at kombinere de to,” siger Rúnar Rúnarsson. 

”Jeg er motiveret af ønsket om at lære mig selv bedre at kende. Det er helt sikkert ikke for at tjene penge!” fortæller han med et smil. 

Afdøde venner
Inspirationen til When the Light Breaks kom, da Rúnar Rúnarsson under pandemien mistede en af sine nære venner, filmskaberen Árni Ólafur Ásgeirsson. 

When the Light Breaks er dedikeret til Árni, der blev 49 år, og barndomsvennen Thorsteinn Sigurdsson, der døde som ung. 

”De var to vigtige mennesker i mit liv. Árni var en fremragende filmskaber og var en stor inspiration for mig. Han lavede den sidste novellefilm i Danmark dengang, det var en genre, man støttede,” fortæller instruktøren. 

I en afgørende scene bruger filmen også musikstykket Odi et Amo af den islandske komponist Jóhann Jóhannsson, der døde i 2018, kun 48 år gammel. 

”Han voksede op i samme gade som mig. Island er et lille land. Vi nåede aldrig at arbejde sammen, men dette stykke har hjemsøgt mig, siden jeg hørte det første gang.” 

When the Light Breaks udspiller sig over en enkelt dag. Den er blødende humanistisk i skildringen af sorgens proces – fra chok over benægtelse til den lindrende accept af en fremtid med et hul, hvor et andet menneske burde være. 

”For mig var det altafgørende, at filmen skulle udspille sig over kort tid. Når døden indtræffer på film, tager det ofte lang tid at bygge op til det. Så er der en epilog og måske en epilog til epilogen,” forklarer Rúnar Rúnarsson. 

”Jeg følte, at inden for rammerne af sådan en historie var alting allerede blevet fortalt. Jeg har ønsket at fortælle om det hverdagslige, der er livets gråskala. Historien er ikke så vigtig – det handler om at være til stede i øjeblikket.” 

Politiske molotov cocktails
Rúnar Rúnarsson excellerer i at skildre de intime rum, hvor menneskelige relationer udformer sig og sætter aftryk. 

Han er ikke optaget af stærke budskaber, selv om han altid forsøger at give sit publikum en oplevelse, de tager med sig. 

”Mine venner og jeg har lavet kortfilm, siden vi var seksten år gamle. I starten var de som politiske molotov cocktails – vi ville forandre verden.” 

Men det ændrede sig, da han på Den Danske Filmskole lavede kortfilmen Sidste gård, som blev Oscar-nomineret. Den handler om en gammel landmand, der tager afsked med sin kone – og med livet. 

”Folk sagde, at filmen fik dem til at besøge deres bedstefar eller ringe til deres gamle mor. Det var overvældende for mig, at vi havde lavet noget, som rent faktisk gjorde en forskel. Det havde jeg aldrig kunnet nærme mig tidligere,” fortæller Rúnar Rúnarsson. 

”Jeg indså, at hvis man har en stærk mening, som man udtrykker på en voldsom måde, taler man kun til folk, som i forvejen er enige. Og det ændrer ingenting. Men hvis man fortæller en medmenneskelig historie, og man går oprigtigt til den, kan man måske gøre bare en smule forskel i verden.” 

Sorgens sammenhold
For Rúnar Rúnarsson blev den erfaring en ledestjerne gennem karrieren. 

”Jeg er så glad for, at jeg endte med at gå i en oprigtig retning i stedet for at forsøge at være hip og cool.” 

Det betyder også, at han ikke forhaster sig, men tager fire-fem år om at skabe en film. 

”Jeg vil hellere lave et godt værk end bare at bruge mine færdigheder fra Den Danske Filmskole til at skabe content, som man kalder det på streamingtjenesterne.” 

”Det ser jeg også en masse af, men det er ikke det, jeg er god til, eller som rigtig interesserer mig. Jeg elsker film, der mestrer kunstformen, og hvor man kan mærke, at filmskaberne har noget på hjerte. Det er det, der driver mig.” 

Med When the Light Breaks har han skabt en følelsesmættet fortælling om sorgens sammenhold. Una og Klara var kærlighedsrivaler, men er nu begge efterladte og finder en måde at hjælpe hinanden gennem dagen på. 

”Jeg ved ikke, om jeg kommer i tanke om mere i fremtiden, men det håber jeg da. Jeg elsker at lave film,” siger Rúnar Rúnarsson.