DVD #13

Filmpoeter fra Island – Dagur Kári og Rúnar Rúnarsson

Island har det seneste årti fostret en ny generation af filmfolk. Og instruktørerne Dagur Kári og Rúnar Rúnarsson – begge uddannet på Den Danske Filmskole – står som to af vulkanøens største talenter.

Deres film har vundet hæder på alverdens festivaler, og på denne dvd præsenterer Ekko i alt fem islandske filmperler fra de to instruktører.

Dagur Kári er i virkeligheden mere musiker end filmmager. Men han kan ikke vælge fra, så derfor laver han begge ting. Som instruktør har han vakt international opsigt med sine skæve fortællinger om søgende outsider-eksistenser, for eksempel med Nói Albínói.

Rúnar Rúnarsson blev allerede med sin ansøgningsfilm til Den Danske Filmskole, Sidste gård, Oscar-nomineret, og han er måske den mest prisbelønnede kortfilminstruktør i verden med over 90 priser for dvd’ens tre film. Han laver film om ordknappe skæbner, som med forknytte viljer kæmper for deres liv i store, tyste billeder af natur og poesi.

Nói albínói
Instr. Dagur Kári
Island, 2003, 88 min.

Denne deadpan-komiske kultspillefilm om Nói, der ikke passer ind nogen steder – og da slet ikke i den lille flække, han bor i – udgives her for første gang på dansk dvd.

Lost Weekend
Instr. Dagur Kári
Danmark, 1999, 35 min.

Emil er dj, ung og sorgløs. En morgen vågner han op på et hotelværelse. Han har drukket for meget aftenen før. Han husker ingenting, og pludselig sidder han fast – som i et limbo – på det snuskede hotel.

Anna
Instr. Rúnar Rúnarsson
Danmark, 2009, 36 min.

En tolvårig pige, Anna, bor i en lille fiskerlandsby. Hun bor alene med sin mor, der ligger i åben krig med Annas far. Nu står hun ved en skillevej. Hendes omgivelser ændrer sig – og det gør hun også.

Småfugle
Instr. Rúnar Rúnarsson
Island, 2008, 15 min.

En sommeraften træder en gruppe teenagere ud i voksenlivet. En lille, frygtsom dreng er forelsket i en jævnaldrende pige. Men til en fest går alting galt, men forløses i et modigt twist.

Sidste gård
Instr. Rúnar Rúnarsson
Island, 2004, 17 min.

En øde dal, langt fra civilisationen. Der er kun én gård tilbage. Og den gamle mand, som bor her, nægter at forlade sit hjem og livet på fjeldet til fordel for plejehjemmets linoleums-belagte helvede.

© Filmmagasinet Ekko