Interview
27. dec. 2021 | 17:16

”Jeg vil sendes afsted i en energiudladning”

Foto | Kim Bech
Den dansk-kurdiske rapper Tobias Rahim brød for alvor igennem i 2021 med landeplagen Stor mand og som medvirkende i quizshowet Stormester. Men han reflekterede også over døden i en kortfilm, som får onlinepremiere på Ekko Shortlist.

Tobias Rahim og instruktør Ian Isak gør op med danskernes forestilling om døden i kortfilmen Larger Than Life, der i dag har onlinepremiere på Ekko Shortlist.

Af Casper Hindse

Filmen Larger Than Life startede med isolation. 

I begyndelsen af 2021 var den dansk-kurdiske musiker Tobias Rahim corona-isoleret i mere end ti dage. Undervejs opstod tanker, som normalt ikke bryder frem under den danske sanger og musikers hjernebark. 

”Jeg spiste frysepizzaer og røg pot dag efter dag. Det var faktisk ikke så skidt, for jeg kom ned i nogle dybere lag af mig selv,” siger Tobias Rahim her næsten et år senere. 

”Undervejs i isolationen talte jeg i telefon med en ven. Han havde oplevet en form for dødsangst, fordi alle snakkede om død og smitte. Uden at have tænkt over død i den her pizza-pot-periode, begyndte jeg på en længere rant om, hvorfor han ikke skulle være bange for døden.” 

Ude fra isolationen var det tid til øl. 

Tobias Rahim – der er braget igennem med albummet National Romantik 2021, hvor den dertilhørende dokumentar af samme navn blev nomineret til Ekko Shortlist Awards – kiggede forbi ven og filmskaber Ian Isak en aften. 

”Siden vi sidst havde set hinanden, var det gået op for mig, at jeg havde en vision om, hvad der ville ske efter døden. Det stod så klart for mig. Jeg ser ikke døden som noget dystert. Det er nærmere som et stadie. Begravelser er som transithallen i en lufthavn,” siger Tobias Rahim. 

Hans tanker hen over flaskerne den aften provokerede Ian Isak. Øl gik ind, ord gik ud. 

”Vi var ret uenige, og det endte faktisk i et skænderi. Jeg havde en noget mere ateistisk tilgang til tingene,” siger instruktøren. 

Modstand og kærlighed
De to venner skiltes i uenighed. 

Ian Isak, som har lavet flere reklamefilm og musikvideoer, følte, at hans ven tilføjede en underlig eventyrdimension til døden. 

”Men det gjorde jeg altså ikke,” siger Tobias Rahim, hvilket får Ian Isak til at grine. 

”Hør lige! Jeg er ikke religiøs, men videnskab er også en slags religion, hvis du spørger mig. Jeg befinder mig mellem forskellige ting, og jeg kan ikke lide kassetænkning,” fortsætter musikeren. 

”Jeg var lidt manisk, da vi mødtes den aften. Ja, jeg fløj bare af sted på tankerne, og jeg kan snakke som et vandfald, hvis jeg er passioneret. Ian blev enormt provokeret. Sådan er det. Han mødte mig med modstand, og jeg måtte forsvare mig med kærlighed. Det var en fed diskussion!” 

Ian Isak tager over. 

”I dagene efter vendte vi uenighed til forståelse. Vi kunne bruge det her kreativt,” siger han. 

”Tobias havde fået et lille beløb af Strøm Festival til at lave et filmprojekt. På baggrund af det udviklede vi Larger Than Life ud fra hans idé om døden, og vi skrev mine spørgsmål ind som en modvægt til hans tanker.”

Plads til tårer
Larger Than Life har online-premiere i dag den 27. december på Ekko Shortlist. 

Filmens første del er en telefonsamtale mellem Tobias Rahim og én af hans venner. Pludselig indtræffer døden efterfulgt af en begravelse, der udvikler sig til noget nær en fest. 

Kortfilm driver umærkeligt over i musikvideo. 

”Begravelsen i Larger Than Life er en slags YouTube-tutorial af, hvordan jeg gerne selv vil sendes af sted en dag,” fortæller Tobias Rahim. 

”Danske begravelser er præget af stilhed – nogle gange påtaget stilhed. Jeg vil gerne sendes afsted i en energiudladning. Her skal der være plads til bombastiske tårer og smil. Til råb, skrig, ekstase. Folk skal ikke holde deres følelser tilbage,” siger musikeren. 

”Jeg er enig,” bryder Ian Isak ind. 

”At en begravelse i Danmark skal være så farveløs med sort tøj og solbriller, der kan skjule tårerne, er mystisk. I Larger Than Life er der først en kontrolleret samtale, og så slutter det hele med en dyrisk stemning. Vi skaber følelsen af, at man sender nogen videre frem for at sige farvel,” forklarer instruktøren og tilføjer: 

”Du hører jo tit folk sige, at når de dør, skal deres nærmeste hellere holde en fest end en grædende sammenkomst. Men det er jo som regel det modsatte, der sker, når de så er væk.” 

Fri mig for bokse
– Vil I kalde Larger Than Life en kortfilm eller en musikvideo? 

”Jeg er træt af at blive sat i boks,” svarer Tobias Rahim. 

”Eksisterende kategorier er kedelige, så det her er hverken en musikvideo eller en kortfilm. Det er begge dele og alligevel ingenting. Larger Than Life er her bare, og vi har ikke stilet efter, at det skulle være noget bestemt. Det er en filosofisk film, hvor jeg lader mine tanker løbe.” 

Ian Isak nikker. 

”Jeg er enig med Tobias. Musikken og fortællingen spiller sammen. Nummeret, der spilles til slut, skrev Tobias også i sin isolation, og dermed lægger det sig i forlængelse af hans tanker i filmen.” 

”Det er også derfor, jeg ikke synes, du skal lave en faktaboks til den her artikel. Jeg gider ikke ind i flere bokse,” siger Tobias Rahim så. 

Der er stille et øjeblik. Så siger Ian Isak: 

”I processen med filmen er det gået op for mig, at jeg nok er mere agnostisk anlagt end ateistisk. Tobias har helt sikkert sat nogle tanker i gang hos mig.” 

”Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet troende, men tanken om at videnskaben, når det omhandler døden, også er på rimelig bar bund, er ret spændende. Vi finder jo nok aldrig ud af, hvad der kommer til at ske, før det sker.”

Kommentarer

Ian Isak

Født 1988 i Ebeltoft.

Søn af cirkusartisten David ”Skunk” Ochoa og billedkunstner Else Ploug Isaksen. 

Har arbejdet som instruktør med reklamer, musikvideoer og modefilm siden 2011. 

Uddannet tv- og medietilrettelægger fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014. 

Har instrueret og sammen med Tobias Rahim skrevet Larger Than Life, der har onlinepremiere på Ekko Shortlist.

© Filmmagasinet Ekko