Jeg vil stadig danse til Michael Jackson

Nu må det da snart stoppe! Skulle jeg ikke kunne tillade mig at høre Billie Jean?

Jeg forelskede mig i dans i en alder af otte år og blev med det samme introduceret for Michael Jackson. Gennem hele min opvækst har musikeren været forbilledet, og jeg har brugt et utal af timer i danselokalet på at øve hans bevægelser, så de blev kopieret til perfektion.

Hans koreografier er ikoniske.

Den militærskarpe sekvens i Dangerous, de egyptisk-inspirerede arme i Remember the Time og den legendariske lænesekvens i Smooth Criminal.

Jeg kan dem alle i søvne.

Men nu fremsætter dokumentaren Leaving Neverland nye pædofilianklager mod kunstneren, og folkedomsstolens hylekor synger skingert i de medier, som vil give plads til deres mening.

Indiewires anmelder understreger, at du måske aldrig vil høre Michael Jacksons musik igen efter at have set dokumentaren, Ekkos egen anmelder kommer med lignende udtalelser, og aktivisten og feministen Amalie Have proklamerer i en kommentar i Berlingske, at hun har hørt Michael Jackson for sidste gang.

Men hvordan kan man tro, at Michael Jacksons kæmpe kunstneriske arv med et snuptag kan hives ud af historien?

Michael Jackson var med til at skubbe dansen helt frem i forgrunden.

Han fusionerede stilarter og gjorde trin som moonwalken mainstream. Og den revolutionerende måde, han tænkte sceneshows og musikvideoer på, er blevet grundelementer for mange af de koncerter og videoer, som vi ser i dag.

Michael Jacksons musikvideoer er ambitiøse kunstværker med – selv for i dag – en tårnhøj produktionskvalitet, og hvert nummer har skabt et nyt univers. Noget, som han førte videre i sine sceneoptrædener med distinkte kostumer, dansestil og scenografi.

Et utal af moderne musikere står på skuldrene af ham: Usher, Chris Brown, Justin Timberlake, Beyoncé og Bruno Mars.

Så hans bidrag til underholdningsindustrien er uvurderligt og i allerhøjeste grad stadig i live. Det er simpelthen grotesk at forsøge at viske en grundsten i moderne populærmusik ud og boykotte hans musik.

Kunsten og kunstneren bør adskilles.

Den indflydelse, som Michael Jacksons kunst har haft på populærkulturen og danseverdenen, bliver ikke mindre på grund af hans påståede ugerninger. Kunsten er universel og taler til noget i os alle. Den kan stå alene, og den er allemandseje.

Og hvor går grænsen egentlig for, hvad vi skal boykotte? Må vi ikke mere se Woody Allen-film? Og hvad med Roman Polanskis film? Må vi se Cristiano Ronaldo spille fodbold og blive nomineret til Ballon d’Or, selv om en voldtægtsbeskyldning hænger over hovedet på ham?

Den Korte Radioavis udstillede i udsendelsen Sæt Kunsten Fri hykleriet.

Da værterne gennemgik Amalie Haves Spotify-liste for musikere, som hun lyttede til, viste det sig, at en stor del af dem har ridser i lakken. Én er beskyldt for at have slået en kvinde, en anden er dømt for mord.

Så der ligger noget af et arbejde foran aktivisten, hvis alle disse også skal boykottes.

Er det virkelig dér, hvor vi gerne vil hen? Hvor vi ikke kan nyde et stykke kunst, fordi kunstneren har nogle ubehagelige skyggesider, ja, måske endda er pædofil?

Michael Jackson er ikke dømt. Han kom for retten, og efter en lang retssag blev han i 2005 frikendt for alle anklager. Nu bliver han på ny anklaget i tiåret for sin død.

Er det ikke et samfundsskred, at en hvilken som helst anklage nærmest er lig med skyld, når vi straks begynder at boykotte dem?

Pludselig betragtes en anklaget som skyldig, indtil han beviser sin uskyld. Ikke omvendt, som det ellers bør være i et retssamfund.

Alle de anklager, der dukker op i hobevis i disse dage, gør det svært at hitte rede på hvem, som egentlig har fået en dom af et retssystem, og hvem, der blot er dømt af befolkningen.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg frygter Leaving Neverland, som jeg endnu ikke har set. For det ville være helt forfærdeligt, hvis manden, som har været min barndomshelt – et geni, en Peter Pan, en excentriker – i virkeligheden viste sig at stå bag så grufulde ugerninger. Hvis det er sandt, kan jeg kun have den dybeste medfølelse med ofrene.

Men uanset hvad Michael Jackson har gjort, vil jeg aldrig ændre holdning til hans kunst. Enhver person er fri til at træffe sit eget valg, men jeg har truffet mit. Jeg danser videre til Billie Jean …